Uncategorized

Efter 20 år i Dansk Europamission takker vor informations- og projektchef af

By Samuel

Share article

Henrik Due Jensen har for sidste gang været redaktør for en bladudgivelse. Fra 1. januar fratræder han sin stilling hos Dansk Europamission for at tiltræde stillingen som skoleleder for Gideonskolen, den kristne friskole i Vallensbæk. Det er mærkeligt for os andre i organisationen at skulle undvære ”Henrik Due” i det daglige, og nyheden om at han sagde op, kom som lidt af et chok – selvfølgelig tempereret med glæde på hans vegne over at han var blevet betroet sin nye opgave til gavn for den opvoksende generation.

”Henrik Due” – det var vi jo nødt til at kalde ham når der var to Henrik-er på kontoret – blev ansat hos Dansk Europamission i 1994. Han viste allerede fra begyndelsen et alsidigt talent, ikke mindst for det som vi nu kalder informationsteknologi. Dengang hed det vist endnu EDB. Han registrerede de indkomne gaver i vores elektroniske kartotek over givernes navne, men han foretog også allerede tidligt rejser ud til missionsområderne og til missionskonferencer, bl.a. sammen med Hans Kristian Neerskov. Derfor havde han en god fornemmelse både for missionsarbejdet og for kontakten til vore mange givere.

Han uddannede sig selv inden for fundraising, og fra 1997 begyndte han for alvor at udfolde sine evner inden for området. Mange af Missionens venner har derfor i årenes løb modtaget breve fra ham med opfordringer til at give til bestemte projekter, som har gavnet forfulgte kristne og mange andre mennesker i nød i de lande hvor vi arbejder. Uden Henrik Dues indsats og de bidrag som giverne har responderet med ved at give, ville mange mennesker ikke have fået nær så megen hjælp som de faktisk har fået. Som redaktør af bladet Dansk Europamission fik han også sat sit afgørende præg på det. Udvikling og dynamik har præget alt det som Henrik Due fik at gøre med! Hans alsidige talent har vi også nydt godt af når han satte sig til klaveret og akkompagnerede fællessangen under vore årsmøder – og sommetider akkompagnerede sin hustru, Annette, når hun sang solo.

Alle i Dansk Europamission, jeg selv ikke mindst, er Henrik Due Jensen stor tak skyldig for den store indsats som han gennem årene har ydet for at give ”hjælp til forfulgte og evangeliet til alle” – et motto som han selv var med til at skabe, for øvrigt! Vi ønsker Henrik Due Jensen Guds rige velsignelse over det næste kapitel i hans liv som tjener i Herrens vingård