Sagen om Rimsha Masih, den kristne pige som blev anklaget under Pakistans blasfemilov, kan blive et vendepunkt i den islamiske tankegang og forbedre forholdet mellem de religiøse samfund, vurderer Paul Bhatti. Han er rådgiver for premierministeren, Raja Pervaiz Ashraf, i minoritetsanliggender. Han fortæller at han føler sig “opmuntret” fordi størstedelen af Pakistans muslimske ledere “personligt har fortalt mig at de har til hensigt at arbejde på at stoppe misbruget” af Pakistans blasfemilov. Han talte ved et tværreligiøst møde i Sarajevo.
Rimsha blev anklaget af imamen fra det område hvor hun boede i Islamabad. Han blev senere arresteret på grund af mistanker om at han havde fabrikeret beviser mod hende ved at anbringe sider fra Koranen i en pose der indeholdt de sider som hun efter sigende havde brændt. Rimsha blev løsladt mod kaution d. 7. september og blev fløjet til et ikke oplyst sted. Bhatti sagde under et møde arrangeret af Sant’Egidio-fællesskabet at Pakistans imamer og retslærde er “fast besluttede på at sikre at sådanne episoder, hvor uskyldige bliver ofre i Islams navn, ikke vil finde sted i fremtiden”.
Han tilføjede at det var “første gang i Pakistans historie” at denne type overvejelse kommer på dagsordenen. Bhatti, som er kristen og bror til den afdøde minister Shahbaz Bhatti, sagde at han personligt har kontaktet fremtrædende muslimske ledere for at mindske spændingerne og forhindre sammenstød mellem kristne og muslimer. “De forstod det med det samme og stoppede alle opfordringer til vold og gengæld mod de kristne”, fortæller han.
Bhatti siger at han ønsker at afsløre “hele sandheden” om Rimshas sag for at sikre at det pakistanske samfund “forstår at denne lov kan misbruges for at opnå personlig vinding”.
Efter sigende blev Rimsha anklaget med det formål at rydde det område hvor hun boede for kristne så der kunne blive plads til et nyt center for islamisk teologi.
Azad Muhammad Abdul Khabir, storimam for moskeen i Lahore, var også til Saint’Egidio-mødet og sagde at han håbede at de skyldige i sagen mod Rimsha ville blive straffet. “Vi ønsker en positiv løsning på denne sag”, sagde han. Han tilføjede at misbrug af blasfemiloven er “forbudt” og at “alle religiøse samfund enstemmigt fordømmer alle former for misbrug af loven”.
Generalsekretær Henrik Ertner Rasmussen, Dansk Europamission, udtaler
Fra Dansk Europamissions side hilser vi naturligvis ethvert skridt til hindring af misbrug af den pakistanske blasfemilov velkomment, og vi forstår godt at Paul Bhatti udtaler sig som han gør. Alene det at muslimske ledere opfordrede til vold og gengæld mod kristne og først stoppede disse efter at have fået kendskab til den nyere udvikling i Rimshas sag, viser hvor betændt et forhold det pakistanske samfund har til lov og ret. Ikke alene Rimsha selv og hendes nærmeste familie var i livsfare, men hele det kristne samfund i den bydel hvor hun boede, blev anset for skyldige i blasfemi endnu før der var fældet nogen dom i sagen. Endvidere er Rimsha stadig sigtet i sagen indtil retten har afgjort om den nævnte imam faktisk selv har gjort sig skyldig i blasfemi ved at plante brændte sider af Koranen hos pigen. Et retssamfund er kendetegnet ved at befolkningen overlader for det første til den dømmende myndighed at afgøre skyldsspørgsmålet, og for det andet er en anklaget uskyldig indtil vedkommende er blevet kendt skyldig.
I Pakistan er det sådan i den almindelige folkelige bevidsthed at muslimer har både ret og pligt til at forsvare religionen i tilfælde af blot den mindste mistanke om at dens ære står på spil, og de der beskyldes for blasfemi betragtes automatisk som skyldige. Endvidere skal en dommer være meget påpasselig med at frifinde en blasfemianklaget idet dommeren selv er udsat for et umenneskeligt pres i form af trusler på livet fra muslimske ekstremister, der ikke vil tøve med at gøre alvor af truslerne hvis en blasfemianklaget frifindes. Salman Taseer, der var guvernør for Punjab-provinsen, betalte med sit liv for at have udtalt sig til fordel for at lempe blasfemiparagrafferne idet han blev skudt af sin egen livvagt, der nu regnes for en helt blandt store dele af den muslimske befolkning. Man må spørge sig selv hvad heltemodigt der er ved at skyde en ubevæbnet mand på klos hold uden advarsel.
Hvis Rimshas sag har den virkning at Pakistans muslimske befolkning vågner af denne vildfarelse og begynder at indse at samfundet må bevæge sig i retning af et rigtigt retssamfund, vil det være glædeligt. Indtil videre må vi blot bede for at voldsspiralen standser, og navnlig at Rimsha og hendes familie må få mulighed for at vende tilbage til et normalt liv og kan lægge denne yderst traumatiske episode bag sig.
