Vækkelsen i Iran fortsætter – til trods for længere fængselsstraffe til kirkeledere

Billede: Titusinder kommer til tro hvert år. Det ved vi på grund af antallet af Nye Testamenter, der distribueres, fortæller Mojtaba.

Det har jeg spurgt Mojtaba Mohammedi om. Af sikkerhedshensyn anvendes dette dæknavn, da han er en nøgleperson for kirken i Iran.

I 2017 begyndte det iranske præstestyre at idømme kristne længere fængselsstraffe på op til 10 år. Har stramningerne haft nogen virkning og i så fald hvilke?

Svaret er nej. Nye troende ser ikke på længden af en potentiel fængselsstraf, men er tørstige efter sandheden. Men de hårdere straffe påvirker måske kirkelederne på den måde, at de er blevet mere forsigtige. For år tilbage var fængselsstraffe typisk på nogle måneder. Så blev Farshid Fathi (løsladt 2015, red.) idømt fem års fængsel, som dengang var den længste fængselsdom, og nu idømmes kirkeledere op til ti års fængsel.

Fortsætter vækkelsen?

Ja i høj grad, langt ud over nogens forventninger, særligt i en tid, hvor forfølgelsen bliver hårdere. Det er ikke nyt, at iranere tørster efter sandheden og at Jesus bringer dem til lyset, den udvikling er ikke bremset, men den største udfordring er at oplære de nye troende. Vores erfaring er stadig, at hvis man vidner for ti mennesker i Iran vil otte ud af ti være interesserede. Hvis man følger op på de otte, vil mindst fire af disse komme til tro på Jesus.

Hvad er konsekvenserne af USA’s udtræden af atomaftalen med Iran og USA’s boykot af virksomheder, der fortsat handler med Iran?

Særligt den øvre og lavere middelklasse samt underklassen i Iran er meget påvirket økonomisk. Flertallet er i den lavere del af samfundet og har lidt i mange år, også efter sanktionerne blev løftet af Obama, og penge begyndte at strømme ind i Iran. Disse penge anvendte styret hovedsageligt på krige i Mellemøsten, og derfor oplevede almindelige mennesker ikke den store forskel, da Obama løftede sanktionerne.

Billede: Iranerne er frustrerede over det islamiske præstestyre, hvilket leder mange til at søge den kristne tro i stedet. Her præsident Hassan Rouhani (Billede: Tasnim News Agency).

Iranere generelt, omend de ikke vil sige det offentligt, ser gerne at sanktionerne virker. De er naturligvis ikke glade for sanktionerne, men byder hvad som helst velkomment der kan bringe styret til fald.

Har sanktionerne konsekvenser for kirken?

De troende vil også lide på grund af højere arbejdsløshed, men hungeren efter ordet, at mennesker søger svar og håb i evangeliet er måske større nu. Lidelse leder typisk mennesker til at søge noget højere end sig selv. I de mørke tider søger man lyset.

Hvor kommer iranernes åndelige tørst fra?

Hvorfor er Iran så åbent over for evangeliet sammenlignet med, lad os sige Tyrkiet eller Pakistan?, spørger Mojtaba. Iran er det eneste land i verden, som ledes af islamiske præster, men i Pakistan er det fundamentalistiske grupper, opildnede af imamer, der råber på Asia Bibis hængning (fordi Pakistans Højesteret netop havde frikendt Asia Bibi, som var idømt dødsstraf fordi hun havde drukket af samme krus som muslimer ifm. høstarbejde, hvorved vandet blev urent ifølge de muslimske medarbejdere, red.), mens landets regering er sekulær. Det samme er tilfældet i Tyrkiet.

Den eneste måde hvorpå de sekulære regeringer kan blive ved magten i Mellemøsten er ved at indgå kompromisser med moskeerne. Se blot på den pakistanske statsminister, Imran Khans, kompromis med Tehreek-e-Lebbaik Pakistan vedr. Asia Bibi (så Højesterets frifindelse kan ankes, red.).

Det har vi ikke i Iran – regeringen er moskéen og moskéen er regeringen. Det iranske folk har levet med præstestyret i knap 40 år og har set islam i dens rene form. I Pakistan demonstrerer masserne for hængning af Asia Bibi, og implementering af islam, men det gør man ikke i Iran, for her har befolkningen set, hvad islam medfører. Det er derfor, iranerne er åndeligt tørstige.

I Pakistan demonstrerer masserne for hængning af Asia Bibi og implementering af islam, men det gør befolkningen ikke i Iran, for den har set hvad islam medfører – Mojtaba 

Det ser ud til, at Gud har set til Iran, det sted hvor mørket er størst, og sat sin trone her, som han lovede i Jeremias Bog 49:38. Han begyndte ikke i Tadsjikistan (et mere moderat, postkommunistisk, sekulært persisk land, red). I Jeremias Bog 49:30 lover Gud: ”Men til sidst vil jeg vende Elams skæbne”. Dette løfte opfyldes med væksten i antallet af muslimer som konverterer til den kristne tro.

Er iranske kristne missionsorienterede?

Når en iraner kommer til tro, er det første han eller hun vil gøre at fortælle det til andre. Iranerne kommer ikke til tro på grund af store prædikanter. Vi har ikke en Billy Graham i Iran, da alt evangeliserende arbejde foregår i stilhed. Titusinder kommer til Herren hvert år. Det ved vi på grund af antallet af Nye Testamenter, der distribueres. Og når fem andre er kommet til tro på Jesus, bliver den første deres præst efter to måneder, slutter Mojtaba med et smil.

Mange tak til enhver, som gennem forbøn og økonomisk støtte står sammen med de forfulgte iranske kristne. Vi er sammen med de iranske kristne vidner til, at løftet i Jeremias Bog 49:34-39 bliver opfyldt – at Gud rejser sin trone i Elam (Iran, red.) og vender landets skæbne.

Det koster 40 kr. at sikre, at et eksemplar af Det Nye Testamente smugles ind til kristne i Iran eller nabolande, hvor der også bor iranere.