Den 18. april 2007 startede som en normal dag for mig. Onsdag morgen havde jeg krammet og kysset min far på begge kinder. Som enhver anden skolemorgen. Efterfølgende tog min bror og jeg i skole. Om eftermiddagen, omkring det tidspunkt hvor skoledagen var slut, var alt forandret.
Omkring kl. 14.30, og for mig af helt ukendte årsager, kom skolens rektor og hentede os og fortalte, at vi skulle vente på vores mor. I mellemtiden var alle vores venner taget hjem, og vi var næsten de eneste mennesker tilbage på skolen. Min bror og jeg kiggede på hinanden, som uskyldige børn gør, og tænkte på en masse positive ting. Vi forestillede os, at vi skulle lave noget hyggeligt med vores mor. Men vores mor tog os med hjem. Da forstod vi, at noget var galt. Vores mor ville normalt aldrig hente os i skolen. Frygten, angsten og spørgsmålene, der stod malet i min mors ansigt, spejlede sig i os.
Bødlerne løj for de kristne
Året var 2007, i foråret, den 18. april. Denne dag var fem unge mænd mellem 19 og 20 år ved middagstid gået hen til det kristne forlag Zirve, og havde låst døren bag sig. På det tidspunkt var der tre kristne voksne på kontoret, der havde aftalt at mødes med dem for at dele evangeliet.
Deres navne var Uğur Yüksel, Necati Aydin og min far, tyskeren Tilmann Ekkehard Geske. Desværre var de fems mænds intentioner ikke gode. De havde medbragt våben. Efter at have tortureret dem, dræbte de fem mænd Necati Aydin og Tilmann Geske ved at skære halsen over på dem. De havde planer om at gøre det samme på Ugur Yüksel, da politiet kom til kontoret og standsede dem. Ugur Yüksel mistede sit liv på grund af blodtab.
Familien fik intet at vide
Omkring kl. 14, selvom mange vidste, hvad der var sket, vidste min familie og jeg stadig intet. Selvom vi spurgte og søgte efter svar, ville ingen give os dem. Da vi ankom til hospitalet, hvor de fortalte, at min far var, forsøgte de at distrahere os og fortalte os ikke, hvad der var sket. Omkring kl. 17 var min mors tålmodighed sluppet op, og hun ville vide klar besked. En af betjentene tog mod til sig og fortalte os de forfærdelige nyheder. Denne dag døde min far.
Fem unge mænd, Emre Günaydın, Cuma Özdemir, Salih Güler, Abuzer Yıldırım og Hamit Ceker, havde dræbt tre mænd på det kristne forlag. Ved at dræbe disse mænd, havde de bragt sorg over tre familier og kristne i hele landet.
På mændene, som var unge nok til at kunne være mine storebrødre, fandt de papirer som indikerede, at de havde gjort dette for islam. Men efterfølgende blev det i retssalen afsløret, at handlingerne ikke var blevet udført af religiøse årsager, men skyldtes en ordre fra hæren. Disse mænd var blot sidste led i kæden.
Ordren var givet på baggrund af informationer om de tre martyrer, som stammede fra falske anklager og fordomme. Men disse informationer havde ikke noget at gøre med mændenes sande liv, sande karakterer og personligheder.
Der syntes at være tilstrækkelige beviser. Alligevel, på grund af manglende bevis, blev de, der formodes at have været involveret i planlægningen, løsladt. Retfærdighed vil komme på Herrens dag.
Efter 9 år blev det besluttet, at de fem mænd skulle i fængsel. Selvom de kun var sidste led i kæden, blev de idømt den strengeste straf, og jeg har ondt af dem. De vil tilbringe store dele af deres liv inden for fire vægge. Dette ville jeg ikke ønske for min ven, og heller ikke min fjende. Jeg ville ikke og kunne ikke ønske det for nogen.
Sorg på jorden, men fest i himlen
I denne uretfærdige tid, er der noget, vi har en tendens til at glemme. Selvom den 18. april 2007 var en sorgfuld dag på denne jord, var det i himlen en festdag i Herrens nærvær. Det var dagen hvor bror Uğur, onkel Necati og min far var nået over målstregen og havde vundet sejren. Det var dagen, hvor de kom hjem, som Guds elskede børn. Dagen, hvor de så Faderens ansigt, og Faderen kronede dem med sejrens krone.
”Thi for mig er livet Kristus, og døden en vinding” (Fillipperbrevet 1:21)
Gud bruger Dansk Europamissions forbedere og givere i Tyrkiet
- Dansk Europamissions givere støtter Radio Shema, der via radio og sociale medier spreder evangeliet i Tyrkiet.
- Desuden støttes Kanal Hayat, der innovativt og kreativt rækker ud til unge med videoer på de sociale medier samt gennem tv. Udsendelserne når også den tyrkiske diaspora i Europa.
- Endelig støtter Dansk Europamissions givere træning af ledere til den tyrkiske kirke og menighedsplantninger, bl.a. i de områder i Tyrkiet hvor der er færrest kristne.
