Mit navn er Belek og jeg bor i Kirgisistan. Det her er min historie.
Kirgisistan var indtil berlinmurens fald en del af Sovjetunionen, hvilket prægede min opvækst meget. Jeg voksede op i et samfund uden meget frihed. Tankefrihed, trosfrihed og ytringsfrihed var ikke ord jeg kendte. I stedet oplevede jeg hele min tilværelse som et fængsel. På trods af ideerne om socialisme og fællesskab oplevede jeg at føle mig helt alene.
I skolen følte jeg mig alene. Venlighed var et svaghedstegn og derfor sloges vi alle i skolegården for at vise vores værd. Derhjemme følte jeg mig alene. Da jeg var lille blev mine forældre skilt og de havde efterladt mig hos mine bedsteforældre, hvor jeg voksede op.
Da jeg var 14 år faldt berlinmuren. For første gang så jeg, at der var andre måder at leve livet på, end den, som jeg havde kendt indtil da. Tidligere havde ateisme været udbredt og kristendom var ikke tilladt. Men efter murens fald strømmede både kristne og muslimske missionærer ind i Kirgisistan og forkyndte om en alternativ måde at tro og leve livet på.
Read also: Lilia got a safe base at Egehuset
Altoverskyggende vrede
Jeg hørte for første gang om Jesus, men jeg kunne ikke tage imod det budskab, som blev forkyndt. Jeg var blændet og styret af en vrede over alt det, som livet havde budt mig. Vreden var altoverskyggende. Jeg var vred over at mine forældre havde svigtet mig. De, der skulle beskytte mig og passe på mig, havde forladt mig. De havde overladt mig til en ensomhed og til et mørke. Jeg var vred på skolen, hvor jeg aldrig rigtigt havde trivedes. Jeg følte mig helt alene i en kamp mod verden. En kamp jeg ikke kunne vinde. Vreden var destruktiv og ødelæggende for mig og den styrede mig ud i kriminalitet. Jeg stjal og jeg havde problemer med politiet. Mit eneste mål var at komme til hurtige penge, og jeg var ligeglad med, hvilke omkostninger det havde.
Jeg havde brugt årevis på at bygge en hård skal. Alligevel begyndte der at ske noget indeni mig. Jeg så konsekvenserne af min livsstil og mærkede, hvor hårdt og ødelæggende det var at leve mit liv på den måde. Jeg husker tydeligt én dag, hvor det blev tydeligt for mig. Jeg var 21 år, og jeg var på vej ud et sted, hvor jeg ikke længere kunne bunde. Der huskede jeg den Gud, som missionærerne havde fortalt om. Jeg stoppede op og bad: ”Gud, hvis du findes, så ændr mit liv”. Jeg orkede ikke mit liv mere, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forandre det.
“Det var en skelsættende dag for mit liv”
Kort tid efter, skulle jeg mødes med mafiaen. Jeg havde fået et tilbud om et job, og skulle mødes med dem for at lukke aftalen. På vejen derhen gik jeg forbi en gruppe af mine barndomsvenner. De stod ude foran en kirkebygning og inviterede mig med til en ungdomskonference, som netop blev afholdt. Men jeg gik videre. Jeg ville have jobbet. Da jeg kom frem, var der ingen. Jeg var alene og Mafiaen dukkede aldrig op. I stedet valgte jeg at gå tilbage til kirken og de næste fire dage deltog jeg i ungdomskonferencen. Det var en skelsættende dag for mit liv. På baggrund af en indskydelse og en aflyst jobsamtale, ændrede mit liv sig. Gud viste mig den vej, som jeg ikke selv kunne finde. Han førte mig til kirken. Han plantede ideen i mit hoved, og han frelste mig.
Til ungdomskonferencen oplevede jeg mennesker med varme og glade øjne. Disse mennesker var så forskellige fra dem, jeg havde mødt i skolen. Hele mit liv havde jeg mødt kolde øjne. Men disse mennesker var blevet rørt af Guds kærlighed og de ville dele den med mig. Til konferencen var der ingen kamp om overlevelse eller om at vise sit værd. Her fik jeg gratis mad og blev mødt med venlighed.
Jeg undrede mig over den omsorg, som de mennesker udviste. Hvorfor viste de mig al den kærlighed, som jeg på ingen måde havde gjort mig fortjent til? Jeg forstod det ikke.
Men jeg vidste, at jeg selv levede et liv, der var ødelæggende for mig og for andre. Jeg gjorde andre ondt til gengæld for hurtig profit. Men det liv, som jeg havde levet, behøvede ikke at definere mig. ”Gud kan tilgive og vaske dine synder væk”, blev jeg fortalt. Dét budskab rørte mig. På trods af alt, ønskede Gud at tilgive mig. Gud ønskede, at have fællesskab med mig! Han ville fjerne min ensomhed.
Jeg stod derfor overfor et valg, og jeg vidste, at Gud ønskede at jeg skulle følge ham. Men ved at vælge Gud til, måtte jeg forlade alt det, som jeg indtil da havde kendt til. ”Jeg kender ikke fremtiden, men jeg ved, at den skal være sammen med dig”, blev min konklusion. Jeg kunne mærke det indefra. At Gud var min sandhed og min frelser, og at jeg måtte have ham i mit liv. Gud forandrede mig. Jeg ville ikke leve et liv med adgang til lette penge. Jeg ønskede at være en god borger og færdiggøre en uddannelse.
I tiden der fulgte oplevede jeg en uudslukkelig tørst efter Guds ord. Hver dag gik jeg 10 kilometer til kirke, for at være i et fællesskab med andre kristne. Jeg fandt hurtigt et arbejde ved et konstruktionsfirma og tjente for første gang i mit liv mine egne hæderlige penge. Det var en utrolig følelse!
“Gud måtte ændre mig, så jeg i dag kan hjælpe med at ændre andres liv.”
Gennem mit liv, har jeg oplevet, at Gud har forandret mig og vejledt mig. Det er ikke altid let, at skulle følge Gud og bekende sig som kristen i Kirgisistan, men jeg ved, at Gud er sandheden. Nogle kristne vælger at flytte til lande med større trosfrihed, fordi kristendommen i stigende grad opfattes som en trussel i takt med at Islam i højere grad får større indflydelse i hele vores samfund. Nogle kristne oplever derfor at blive diskrimineret. Men jeg føler mig kaldet af Gud til at tjene mit folk og fortælle dem evangeliet. Jeg ved, at Gud først måtte ændre mig, så jeg i dag kan hjælpe med at ændre andres liv.
I dag bruger jeg min erfaring fra mit gamle liv til at hjælpe unge piger i Egehuset. Egehuset er et ungdomshjem for unge piger, der er blevet for gamle til at være på børnehjem, og som er i fare for at ende på gaden og i prostitution. På ungdomshjemmet får de tag over hovedet, mad og tryghed, mens de tager en uddannelse.
På dette hjem, kan jeg ligesom mine barndomsvenner ved ungdomskonferencen, få lov til at vise dem Guds kærlighed, give dem mad og fortælle dem Guds ord. Jeg kan få lov til at fortælle dem om den frihed, de kan få hos Jesus. De får lov til at erfare, at der en Gud, der elsker dem og som ønsker at være sammen med dem. Jeg håber sådan, det kan give dem en ungdom med mindre mørke og vrede, end den jeg havde. De her piger kommer fra børnehjem, men de har en forælder, der elsker dem, og det håber jeg, at de ser her på Egehuset.
Belek er projektleder for Egehuset i Kirgisistan. Egehuset er et bosted for teenagepiger, der er i fare for at ende på gaden. Dansk Europamissions givere støtter de lokale kristne som Belek og de andre ansatte og frivillige, som driver hjemmet og hjælper de udsatte piger til at få nogle gode ungdomsår og en uddannelse, så de kan skabe sig et liv. Samtidig deler de evangeliet med pigerne.
