Dansk Europamission støtter projektet “Poser med håb” i et land i Centralasien. Ii dette projekt sættes lokale kirker i stand til at give poser med håb – poser med mad til udsatte familier.
Læs også: Yildiz’ kald til at bespise børn blev til projekt “Poser med håb”
En af vores samarbejdspartnere har indsamlet vidnesbyrd fra nogle af de familier, som har modtaget nødhjælpen. Gül fortæller her sin historie om, hvordan den konkrete barmhjertighedstjeneste førte til lægedom for hendes brudte hjerte.
“Er man forældreløs, så er smerten total”
– Jeg tror kun, det er voksne, der selv har været forældreløse, som fuldt ud kan forstå bitterheden hos et forældreløst barn! Vi har et ordsprog, som siger: “Har man ingen far – er man faderløs, heller ingen mor – er man forældreløs, og så er smerten total”.
– Jeg blev faderløs tidligt i mit liv, fordi min far døde, da jeg stadig var meget lille. Men jeg havde jo stadig min mor, og hun var en god mor, som var fuld af kærlighed og omsorg. Men glæden i mit liv ophørte, da min mor pludseligt døde. Jeg var blot 16 år gammel, og tragedien føltes ubeskrivelig.
– Derefter flyttede jeg hen til min handicappede onkel et stykke derfra. Han tog mig under værgemål, og jeg boede og voksede op hos ham. Han var en god mand, min kære onkel Kalja. Han havde mistet sin kone, og jeg blev som en datter for ham. Jeg boede hos min onkel, indtil jeg en dag mødte min mand, og vi stiftede familie og fik to børn, en søn og en datter.
– Både min mand og min søn er født med Downs syndrom. Myndighederne ville ikke give min mand en handicappension, fordi vi fik børn på trods af, at myndighederne frarådede det på grund af risikoen for at få børn med Down syndrom. Derfor får min mand kun en halv handicap-pension. Både min mand og jeg har haft svært ved at finde arbejde, og det arbejde vi har er kun til ringe løn. Derfor bor vi i dag hos min kære gamle onkel Kalja.
– Sidste vinter var vores situation meget svær, men på en eller anden måde hørte en kirke her i byen om vores svære situation. De kom hjem til os og sagde, at de havde hørt om os og gerne ville hjælpe os med “Poser med håb” (poser med mad). De kaldte denne hjælp for en barmhjertighedstjeneste, hvilket talte meget til mig, for jeg følte virkelig, at det var en barmhjertig og kærlig gerning, de gjorde for os.
– De gav mig også en Bibel, som jeg læste i, og de kom her hver uge i nogle måneder med hjælp. Vi drak ofte te sammen, og de fortalte mig om Gud og spurgte mig ofte, om jeg havde et behov, de skulle bede for, og om de måtte bede for mig og velsigne mig. Jeg havde inderligt brug for deres bøn og lægedom for mit brudte hjerte efter mine forældres død.
Ramt af Guds kærlighed
– En dag rørte Gud pludselig ved mig på en meget stærk måde, så tårene løb. Det var Guds ånd og kærlighed, som fyldte mig, tror jeg. Det var overvældende, og den dag tog jeg imod Jesus i mit liv.
– Det er ca. et år siden nu, og skridt for skridt er jeg begyndt at vandre med Jesus i mit liv, og jeg læser i Biblen og beder.
– Min mand er ikke kommet til tro på Jesus endnu, så jeg beder for ham. Men begge mine børn tror på Jesus nu. Vi kommer også i kirken, og det er vi utroligt glade for. For mig er det som om, jeg er blevet en del af en ny familie, Guds familie. Det er sjældent, jeg græder mere. Det har jeg ellers gjort meget i mit liv. Men nu har mine læber ændret sig til et smil. Tak Gud!
Forbøn
Ønsker du at støtte projekt “Poser med håb” med forbøn, kan du bede:
- At Gud må velsigne tjenesten rigt, så flere familier kan få hjælp og opleve Guds kærlighed på en praktisk måde
- At Gud må åbne hjerterne, så flere kan komme til tro gennem “Poser med håb”
