Dinaras* mor blev kristen, da Dinara var fire år gammel, og siden da har hun haft sin gang i kirken. Dinara, der i dag er 25 år, er uddannet tolk og arbejder med at oversætte for kirken. Dinara fortæller her om sine oplevelser med at vokse op som kristen i et land i Centralasien, og hun fremhæver særligt to historier.
”Det var vanskeligt. Da jeg var lille, altså fra 1. til 4-5. klasse, mærkede jeg ingenting. Jeg fortalte de andre børn, og også lærerne, at jeg var kristen. Men problemerne begyndte at komme, da jeg blev teenager. Fordi jeg er fra Centralasien, så forventes det, at jeg har en anden religion, men alle vidste godt, at jeg var kristen. Jeg blev mobbet, de var hårde ved mig og gjorde grin med mig.”
Konfrontation med politiet som teenager
Da Dinara var 14-15 år, boede fem kristne kvinder fra et naboland hjemme hos dem i nogle dage. Kvinderne var der for at få undervisning og blive oplært i troen. Besøget udviklede sig dog ret dramatisk, mindes Dinara. Hun fortæller:
”De her fem kvinder var ikke så vise. De begyndte at prædike på basaren, og de evangeliserede åbenlyst, så de blev meldt til politiet.”
Politiet ville anholde kvinderne og opsøgte dem på Dinaras adresse. Dinara var alene hjemme med kvinderne, som var gemt i huset.
”Det var mig, der åbnede døren for myndighederne. Der var mange politifolk, og de var meget grove i deres måde at være på.”
”Jeg stod og snakkede med dem i døren. Jeg sagde, at jeg ikke kunne åbne døren, fordi jeg var mindreårig, og min mor ikke var hjemme.”
”Politiet ventede udenfor døren. De stod der et godt stykke tid. Til sidst kom min mor hjem, og de kom ind i lejligheden. Lejligheden blev gennemrodet og kvinderne fundet. De blev deporteret, og min mor fik en stor bøde”, fortæller Dinara.
Blev modnet med alderen
”På universitet var det nemmere for mig. Jeg var mere moden og meget dybere funderet i mit kristenliv, så jeg kunne nemmere tackle det. Der var dog nogle gange, hvor det var lidt svært.”
Hun fortæller om en oplevelse, hvor hun på missionstur med its præst, var på besøg i en husmenighed i en lille landsby.
”Mens vi var der, kom der nogle kvinder, som lige var kommet til tro på Jesus. Mens vi sidder og snakker, kommer 5-6 brødre til én af kvinderne. De bliver rasende, og der er råben og skænderi. Hun bliver kastet op mod muren, det er ret voldsomt. Situationen var ved at komme ud af kontrol, så der blev ringet til politiet og borgmesteren, som kom hurtigt.”
”Borgmesteren og politiet siger, at vi hurtigst muligt skal forlade byen, for ellers vil de lokale gå amok.”
Dinara og præsten forlader landsbyen, og Dinara husker, at oplevelsen var meget voldsom for hende efterfølgende. Brødrene tog kvinden med hjem, og her stoppede volden. Dinara ved dog ikke, hvad der er sket med kvinden sidenhen.
Dinara reflekterer over situationen:
”Det forfærdelige var, at vi ikke kunne forsvare kvinden. Det er noget underligt noget, for når du er ude på landet, er der nogle andre kulturmæssige love.”
Vi slutter samtalen med en snak om, hvad der har gjort, at Dinara har kunnet modstå presset både gennem sin barn- og ungdom, men også i dag. Dinara fortæller, at hun har lært at stole på Gud i alt.
”Gud er ikke religion. Min tro er meget personlig for mig. Jeg ser, at Gud er i mit liv. Jeg har oplevet så mange ting med Gud. Sådan en Gud kan jeg ikke frasige mig,” slutter hun.
* Navnet er ændret af sikkerhedshensyn.
