Ikke-kategoriseret

Turkmenske kristne ses som landsforrædere

Egentlig har Turkmenistan religionsfrihed, men det er reelt bare et par ord på et regeringsdokument. Realiteten af situationen er helt anderledes, selvom 9% af landet

Af Magnus Pedersen

Del artikel

Egentlig har Turkmenistan religionsfrihed, men det er reelt bare et par ord på et regeringsdokument. Realiteten af situationen er helt anderledes, selvom 9% af landet er kristne. Det centralasiatiske land har enkelte kirker, der tilhører den russisk-ortodokse kirke, men de er under streng kontrol. Næsten alle af de kristne og de få kirkebygninger tilhører den russiske minoritet, der har en smule religionsfrihed. Den har de, fordi de ses som et fremmedelement i landet og ikke er sande turkmenere. For mange turkmenere, er Jesus Den russiske Gud, og enhver ægte turkmener er muslim. Men selv de russisk-ortodokse har svært ved at få lov til at bygge eller registrere nye kirker, og det er ikke tilladt at invitere turkmenere i kirken, tage en bibel med over grænsen eller evangelisere.

For de få tusinde etnisk turkmenske kristne er situationen endnu sværere. De kan ikke have en bibel på turkmensk eller mødes i offentligheden eller i private hjem, uden at risikere at blive arresteret og sendt i arbejdslejr.

”Hvis der kommer mange mennesker på besøg i en lejlighed, så kan du godt regne med, at politiet kommer forbi i løbet af dagen, fordi du er blevet anmeldt. Har du så en god forklaring på, hvad alle folkene laver i din lejlighed, så er det okay. Men undergrundskirkerne leder altid efter gode forklaringer på at kunne mødes og holde gudstjeneste sammen,” fortæller en af Dansk Europamissions samarbejdspartnere, der har samarbejdet med landets kristne i mange år.

Landsfaderen, præsidenten, diktatoren

Da Turkmenistan i 1991 fik sin selvstændighed kort før Sovjetunionens endelige kollaps, havde Saparmurat Niyazov siddet ved magten siden 1985, og det fortsatte han med efter selvstændigheden og helt frem til sin uventede død i 2006.

I den tid styrede han landet med hård hånd og opbyggede en personkult, der minder om juche-ideologien i Nordkora. De turkmenske borgere skulle adlyde og tilbede Niyazov og hver morgen bad alle skolebørn en bøn til ham. Niyazov, der tog tilnavnet Turkmenbashi (lederen for alle turkmenere), samlede landet omkring ham og sin egen tilpassede form for Islam.

”I moskeen underviser imamerne og mullaheren i en blanding af islam, og det, som de får besked på fra præsidenten. Niyazov skrev sin egen religiøse bog, Ruhnama, der er placeret højere end koranen i moskeen, og rundt om i moskeerne står citater fra koranen og Niyazovs bog side om side. Hvis muslimerne ikke vil følge det, så risikerer de at blive arresteret. Forestil dig så, hvordan det er at være kristen? Hele befolkningen bliver undertrykt, og hvis du ikke tilbeder præsidenten, får du store problemer. En turkmener forsøger at holde sig under radaren og undgå at tiltrække opmærksomhed. Det er vilkårene for alle folk i landet, men for kristne er det endnu sværere.”

Kristne ses som landsforrædere

I flere af de centralasiatiske lande, som Dansk Europamission arbejder i, er identiteten som kasak, usbeker, eller kirgiser koblet ubrydeligt sammen med islam. Det er det samme i Turkmenistan. En turkmener er en muslim, og derfor er det at blive kristen ikke bare en ny tro for en turkmener.

”Når en turkmener bliver kristen, beskyldes de for at vende ryggen til familie og fædreland. Ved at blive kristen, siger du til dine naboer, familie, venner og regeringen, at du ikke vil være turkmener mere. I et land, hvor befolkningen får at vide, at de bor i paradis på jord og er rigt velsignet af Allah, så er det jo en vanvittig tanke. En kristen turkmener er en forkert turkmener, og det påvirker alt i dit liv. Problemet er mindre i storbyerne, for der er det nemmere at være anonym og undgå at tiltrække dig opmærksomhed. Men hvis du bor i en landsby og kommer til tro, så ved alle, at du er kristen. Ofte vil din familie udstøde dig af frygt for, at de selv skal blive udstødt af landsbyens fællesskab. Hvis de lader den kristne blive i familien, risikerer de, at byens eneste bager ikke vil sælge dem brød, at mekanikeren ikke vil reparere deres bil eller at elektrikeren tager overpris for at ordne strømmen. Mange familier vil ikke løbe den risiko og udstøder den kristne, der så må flygte og finde et nyt fællesskab. Men nabolandsbyen har nok allerede hørt om den kristne, så ofte er de nødt til at flygte til storbyerne og prøve at få et liv op at stå der.

Det er svært, når det er sværere at få job, fordi du er kristen. I et land uden socialt sikkerhedsnet, så betyder arbejdsløshed og ingen familie, at du er i overhængende fare for at sulte ihjel. Overlever du udstødelsen og får et liv i gang, så chikanerer politiet dig med afhøringer og arrestationer”, forklarer han og tilføjer, at han i de sidste mange år ikke har hørt om kristne, der er blevet dræbt for deres tro.

Niyazovs vanvittige dekreter

Præsident Niyazov holdt landet i et jerngreb i sine 15 år som præsident. Han indførte en lang række mærkværdige dekreter. Blandt andet forbød han guldtænder, fordi ingen måtte virke rigere end ham. Han indførte en national fridag til ære for meloner og opkaldte januar måned efter sig selv og april efter sin mor. Nogle af de her ting kan virke grinagtige og mange af lovene bliver ikke håndhævet til dagligt. I stedet blev de indført for at ramme specifikke personer, der havde lagt sig ud med de forkerte. Men mellem de mærkværdige lov, forbød Niyazov internet og importen af udenlandske aviser, kontrollerede alle nationale medier, videoovervågede alle offentlige steder og besluttede, at når nyhederne afsluttedes, skulle oplæserne løfte deres hånd og proklamere: ”Må min hånd blive skåret af, hvis jeg skader mit land, og må min tunge visne, hvis jeg bagtaler landet, flaget eller præsidenten”.

Organisationen Journalister uden grænser arbejder for at fremme pressefrihed og udgiver årligt en liste over verdens lande og den pressefrihed, de har. Nordkorea er det land med mindst pressefrihed, men Turkmenistan er på en tæt andenplads i en konkurrence, man ikke vil vinde. Det er det jerngreb, som præsidenten holder landet i, og som ikke er blevet nævneværdigt løsnet efter hans død. Den nye præsident har blandt andet forbudt brugen af ansigtsmasker i landet under Coronakrisen, mens han også har forbudt ordet ”Corona”, for det har de ikke i Turkmenistan. Under coronakrisen har landets fodboldliga holdt tre ugers pause, men ellers spillet med tilskuere på lægterne, ligesom landet officielt ikke har ét eneste tilfælde af Coronavirus. Regeringen kontrollerer medierne i landet, og de bruger dem til at kontrollere nyhedsstrømmen og befolkningen. De bruger også medierne til at hæmme de kristne.

”Regeringen mistænkeliggør kristne gennem propaganda og sætter dem i forbindelse med blandt andet terror. De advarer om, at muslimske børn leger med kristne og forsøger at påvirke folkestemningen mod de kristne på en negativ facon. Med succes, desværre. Regeringen er bange for de kristne, fordi de formoder, at de har kontakt til folk udenfor Turkmenistan og har information og tro, der ikke stemmer overens med den ensretning, som regeringen forsøger at opretholde. Regeringen er muslimer, og en kristen er i opposition til det. Der findes ingen reel opposition med magt i Turkmenistan, og derfor er enhver opposition en trussel, og dermed er kristne også en trussel, der skal bekæmpes.”

Driver stadig mission

Selvom de kristne er få og hårdt pressede i Turkmenistan, så driver de stadig mission. Ikke i offentligheden eller i et stort organiseret samarbejde, for det er næsten umuligt i et så lukket land. Derimod deles evangeliet en-til-en med stor risiko for den kristne. De risikerer fængsel, arbejdslejr og endnu hårdere forfølgelse, men deler alligevel evangeliet til deres muslimske landsmænd.

”Når du følger Jesus, så deler du også evangeliet, og det gør de turkmenske kristne også. For mange er det svært nok bare at overleve, men jeg forsøger at opmuntre dem til at dele, og der er folk, der kommer til tro i Turkmenistan. De kommer ind i de små husmenigheder og lærer om troen der. Men det er risikabelt. En kristen havde delt evangeliet overfor et par enkelte folk i sin omgangskreds, men han blev anmeldt og sendt i arbejdslejr for at afsone. Selvom kristen undervisning, evangelisering og mission er forbudt, så deler de turkmenske kristne evangeliet med naboer, venner og familiemedlemmer. De gør det forsigtigt, men Guds ord slipper ind.”

Af sikkerhedshensyn kan vi ikke beskrive det arbejde Dansk Europamissions givere støtter i landet, men hjælpen gør en stor forskel for den pressede kirke. Tak til dig, der bærer med!

Støt nu