Mediemission

Tilbageblik på 21 år i Dansk Europamission

For 21 år siden sagde jeg ja til Dansk Europamissions bestyrelses kald til at blive ny daglig leder efter nu afdøde H.K. Neerskov, der gik

Af Henrik Ertner Rasmussen

Del artikel

For 21 år siden sagde jeg ja til Dansk Europamissions bestyrelses kald til at blive ny daglig leder efter nu afdøde H.K. Neerskov, der gik på pension i 1997, lige inden han blev 65. Nu er det lige inden, jeg selv bliver 65, og tiden er kommet til et generationsskifte.

Lige siden jeg blev kristen i 1980, har jeg støttet Europamissionen, fordi det har været mig magtpåliggende at støtte forfulgte kristne. Det var mødet med en forfulgt kristen, pastor Richard Wurmbrand, der havde siddet i fængsel i Rumænien i 13 år, som for alvor fik sat skub i mit ønske om at blive kristen, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg en dag ville komme til at efterfølge Neerskov som leder af Europamissionen. Gud overgår dog selv vores vildeste fantasier. Som Paulus siger i Efeserbrevet kap. 3, v. 20-21, ”Ham, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår, ham være ære i kirken og i Kristus Jesus i alle slægtled i evighedernes evighed! Amen.”

Et af Europamissionens tidligere mottoer var ”Mission over alle grænser”. Det passer stadig. Østeuropa, Rusland, Centralasien, Pakistan; indien, Sri Lanka, Indonesien og flere lande i Mellemøsten har jeg besøgt i forbindelse med arbejdet. Overalt har Europamissionen hjulpet lokale kristne organisationer og kirker med at bringe evangeliet i ord og handling. Flere af de steder, jeg besøgte, havde kristne måttet flygte fra på grund af enten muslimske eller hinduistiske ekstremister, der spredte død og ødelæggelse. Mange af konflikterne blev knap nok ænset af de almindelige nyhedsmedier. Men vi kunne gøre opmærksom på dem og sørge for hjælp til de forfulgte.

Billede: Kristne, der blev fordrevet fra den indonesiske ø Lata-lata, fik en ny landsby i Nordsulawesi, takket være Dansk Europamissions givere.

Noget af den varige indflydelse, vi kan se af arbejdet, er de bibeloversættelser, som er blevet til i årenes løb i samarbejde med Institut for Bibeloversættelse. Sidste år havde jeg den glæde at se den hele turkmenske bibel trykt og udgivet i bogform – og måtte også dele den sorg med de tilstedeværende turkmenske præster, at de ikke kunne tage den med sig ind i landet, fordi den ville blive konfiskeret ved indrejse.

Min glæde var stor, da Europamissionen i 2002 blev partnerorganisation med SAT-7, der sender kristent tv til kristne i Mellemøsten. At se dette arbejde udvikle sig til det, som det er i dag, har været fantastisk inspirerende, ikke mindst pga. min baggrund som missionær i Egypten.

Også det at hjælpe forfulgte kristne praktisk med hjælp til selvhjælp og med nødhjælp i katastrofesituationer har fyldt meget. Jeg har stået hos familier i sorg over, at deres børn blev myrdet af ekstremister. Jeg har stået sammen med indbyggere fra hele landsbyer, der var blevet brændt ned af jihadister. Men også dagligdags ting som at spise middag hos en fattig familie på gårdspladsen foran deres lerklinede hytte i en landsby i Pakistan har gjort indtryk. Et lidt upåagtet højdepunkt var det også, da jeg skrev til en EU-diplomat i et arabisk land for at gøre opmærksom på, at en af vores venner dér, en konvertit fra islam, var kommet i fængsel og faktisk risikerede en dødsdom – og han blev løsladt.

Billede: Gadebørn i Kiev fik en ”oase” hos Nick og Tanya.

Min sidste arbejdsdag i Europamissionen var den 14. april. Jeg vil her benytte anledningen til at sige tak til alle, der med deres frivillige bidrag er med til at bære arbejdet økonomisk, til bestyrelsen for samarbejdet og tilliden og til alle nuværende og tidligere medarbejdere, uden hvem arbejdet ikke ville have været muligt, og uden hvem jeg heller ikke ville have haft så megen inspiration til de daglige arbejdsopgaver.