Ja, jeg tror på korsets gåde!

En persisk kvinde fortalte mig om sin kommende rejse til Iran og en lille, men vigtig detalje. I Danmark bærer hun sit kors uden på

Af Frederik Berggren Smidt

Del artikel

En persisk kvinde fortalte mig om sin kommende rejse til Iran og en lille, men vigtig detalje. I Danmark bærer hun sit kors uden på tøjet. I Iran bærer hun det indenunder. Det fortæller for mig at se en del om de meget forskellige forhold, som kristne lever under.

Mødet med den iranske kvinde blev en form for genopdagelse af missionsbefalingen for mig: Gå og gør alle folkeslag til mine disciple. Denne befaling, og den kristne menigheds svar på den, går nemlig som en rød tråd op igennem kirkens historie, som en forpligtelse, vi ikke kan løbe fra, men som vi med frimodighed skal løbe med. Mission ligger i kirkens DNA. Uden mission mister kirken sin berettigelse.

Derfor er der ekstra grund til at vende blikket ud mod vores stridende søstre og brødre, der må bære deres kors inden for tøjet. For selv et lille kors kan blive et mægtigt vidnesbyrd i Guds hånd, for han kan og vil skrive alle folkeslag ind i sin store frelseshistorie. Også det persiske, som vi ser og hører så mange eksempler på i disse år – også i Danmark.

Allerede i Ezras Bog hedder det om perserkongen Kyros´ forordning om templets genopførelse: ”I perserkongen Kyros´ første regeringsår vakte Herren Kyros´ ånd for at Herrens ord ved Jeremias kunne opfyldes.” Det bor dybt i Guds væsen at ville mission og vække tro i alle folk, så lad os bede om og arbejde på, at de mange skjulte kors bliver til mægtige vidnesbyrd om frelsen ved troen på Jesus Kristus!

Frederik Berggren Smidt (født 1973) er sognepræst ved Fredens-Nazaret kirker på Østerbro i København, sangskriver og forfatter. Første bind af slægtskrøniken, Hjerter i brand, udkom på Forlaget Kharius i 2016. 

Støt nu