Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Blog: Syrien – borgerkrigen der ikke vil stoppe

Blog: Syrien – borgerkrigen der ikke vil stoppe

I januar 2017 så det ud til, at borgerkrigen i Syrien efter godt fem år endelig ville standse. Islamisk Stat havde mistet det meste af sit territorium, og Iran, Rusland, Tyrkiet, det officielle Syrien samt repræsentanter for syriske oprørsgrupper kunne mødes i Kasakhstan til fredsforhandlinger.  

De vestlige medier skrev paradoksalt ikke meget om denne positive udvikling – måske fordi Vesten under ledelse af USA’s præsident Obama ikke havde været en del af en militær løsning i Syrien og derfor ikke sad med ved forhandlingsbordet.  

Mit håb dengang var, at Dansk Europamission herefter ikke længere skulle indsamle midler til nødhjælp, men kunne gå videre til at støtte udviklingsprojekter udført af lokale syriske kristne. Faktisk gik vi så småt i gang, men Tyrkiets præsident Erdogan vakte borgerkrigen til live med Operation Olivengren i marts 2018 – et angreb på den overvejende kurdiske Afrin-kanton i det nordvestlige Syrien, hvor fordrevne kristne og andre minoriteter havde søgt tilflugt. For indbyggerne var angrebet tragisk, da Afrin i forvejen var et meget fattigt område i Syrien og desuden var kommet næsten uskadt gennem borgerkrigen. Angrebene sendte omkring 150.000 på flugt – herunder kristne – bl.a. mod Aleppo. Også dengang hjalp Dansk Europamissions givere mennesker, som var på flugt. 

Freden fik ikke lov til efterfølgende at sænke sig, og i oktober 2019 angreb Tyrkiet igen det nordlige Syrien – i Operation Fredeligt Forår – for at oprette en såkaldt sikkerhedszone, der adskilte syriske og tyrkiske kurdere. Angrebet kunne finde sted efter USA’s præsident Trump havde trukket de amerikanske styrker ud af regionen og overladt USA’s kurdiske allierede til sig selv. Ligesom i 2018 lod Tyrkiets militær islamistiske, militante grupper udføre det beskidte arbejde på jorden, og omkring 300.000 blev sendt på flugt. 

I 2020 raser kampene fortsat om Idlib, hvor Tyrkiet optrapper til støtte for oprørsgrupperne, selvom andre dele af Syrien glædeligvis nu er langt mere fredelige. Er dette slag krigens sidste krampetrækning? 

Krigens tilsyneladende endeløshed kan kalde på mismod, men i det alt sammen gør Gud noget nyt i Syrien. Tusindvis af muslimer kommer i denne tid til tro på Jesus, bl.a. fordi de har set volden i islams navn og set kristne, der er blevet i landet, og som viser Jesu kærlighed til de nødstedte gennem nødhjælp. Antallet af konvertitter er vanskeligt at vurdere, da mange mødes i hemmelighed, men et konservativt skøn er 20.000. Andre giver dog højere bud. De nye kristne kan slet ikke opveje det store antal syriske kristne, som har forladt landet i løbet af borgerkrigen, men udviklingen er bemærkelsesværdig, da den har fundet sted under de mest umulige vilkår. 

Vi kan bede for kirken i Syrien, at Helligånden fortsat må virke i landet og regionen, at hjerter må åbnes, og at flere og flere må erfare kærligheden, tilgivelsen, freden og lægedommen i Jesus Kristus midt i krigens ufred.  

 

Støt Syrien: Nødhjælp til kristne og andre fordrevne nu