Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Svar på bøn om beskyttelse – tak til Gud

Svar på bøn om beskyttelse – tak til Gud

Ny stor kirke indviet i Egypten julenat med præsidenten til stede

Billedet ovenfor: Præsident Abd-el-Fattah al-Sisi deltog i julegudstjenesten (Foto: Wikimedia.org.)

Mange har bedt for Egyptens kristne om beskyttelse mod terrorangreb op til den koptiske jul, der fejres natten mellem den 6. og 7. januar. Her efter den koptiske juledag er der ikke meldt om terrorangreb.  

Jeg talte med en egyptisk kristen, som jeg tidligere har arbejdet tæt sammen med, da jeg boede i Egypten, og hun sagde også, at hun ikke havde hørt om angreb på kirker i Egypten i julen, selv om der havde været et alvorligt angreb i december.  

Præsident al-Sisi ønskede igen glædelig jul ved personlig tilstedeværelse 

Egyptens præsident, Abd-el-Fattah al-Sisi, kom personligt til stede ved den julegudstjeneste, der blev ledet af Den koptisk-ortodokse Kirkes overhoved, pave Tawadros II. Det har han gjort hvert år, siden han blev præsident, første gang i 2015, hvor han overraskede alt og alle, da han pludselig ankom til Markuskatedralen i Cairo. Denne gang skete fejringen i en helt ny katedral, der stadig er under opførelse, i Egyptens nye administrative hovedstad. Katedralens navn kan oversættes med ”Kristi Fødsels Katedral” eller slet og ret ”Julekatedralen”, og julenattens gudstjeneste var samtidig en indvielse af katedralen. Pave Tawadros og præsident Al-Sisi trådte sammen ind i katedralen ved gudstjenestens begyndelse, og præsidenten fremhævede i sin tale, at indvielsen var ”et budskab om fred og kærlighed fra Egypten, ikke blot til Egypten og regionen, men til hele verden,” og videre, at ”ondskab, ødelæggelse og drab aldrig vil overvinde godhed, opbygning, fred og kærlighed.”  

Ét er al-Sisis holdning til kristne, et andet er regeringsapparatets uvilje

Min koptiske bekendt sagde dog også, at selv om hun tror, at al-Sisi er oprigtig, er mange stillinger i den offentlige administration besat med folk, der sympatiserer med Det muslimske Broderskab, og der er en udbredt modvilje mod kristne i landet. Derfor kan de ikke føle sig sikre, og mange lever under kummerlige forhold som internt fordrevne fra Nordsinai, hvor Islamisk Stat og andre ekstremister har udøvet terror mod de kristne og fået dem til at flygte til andre dele af Egypten. 

Muslimer kaldt sammen til forsvar for kristne

I slutningen af december var der dog en episode, hvor en kirke i en sydlig forstad til Cairo, som jeg regelmæssigt har besøgt, kom under angreb fra et par ekstremister, der nåede at skyde nogle politifolk, som bevogtede kirken, samt nogle kirkegængere. En kristent ejet forretning i nabolaget blev også angrebet. Her døde to kristne. Dødstallet efter angrebet kom dermed op på ni. Hvis ikke sikkerhedsstyrkerne havde grebet resolut ind, ville dødstallet formentlig have været langt højere. Bemærkelsesværdigt var det i øvrigt, at imamen for den nærliggende moské brugte dens højttalere til at kalde muslimer sammen for at forsvare deres ”kristne brødre” mod angrebet. Ellers har man jo desværre, fx i Pakistan og Irak, hørt, at moskéernes højttalere bliver brugt af imamer til at opfordre folk til at angribe kristne og deres kirker. 

Nu må vi dog takke for, at der ikke skete større terrorangreb på kristne og deres kirker i anledning af julen. Som sagt har mange bedt – og nu er det tid til at sige tak. Fra Dansk Europamission tak til alle, som har bedt for kristne om beskyttelse mod forfølgelse og terror i julen, og tak til Gud for bønhørelse!