Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Shariadomstole indsættes i Syrien, kristne flygter

Shariadomstole indsættes i Syrien, kristne flygter

Journalist Nuri Kino, der arbejder fra Sverige, rapporterer her om situationen for kristne i Syrien, hvor shariadomstole er blevet indsat i flere byer. En 26-årig kristen mand, Ninar Odisho, er blevet dræbt for sin tro.

På billedet øverst ses en shariadomstol etableret i Kansabba, Syrien. På bygningen står der: (fra venstre mod højre): “Døm folk ifølge Allahs ord”, “Shariadomstol”, “Der er ingen anden gud end Allah”

Et par dage efter at hun var flygtet fra Syrien til Tyrkiet, sendte en kollega mig en besked. “Kære Nuri, dette er en domstol som ekstremisterne har indsat i min by, Latakia, i landsbyen Kansabba. Den islamiske domstol udsteder nye love ifølge ekstremisternes religion. Det begyndte i dag. De tvinger alle til at antage deres fundamentalistiske islamiske love. Se billedet.”

Nu venter hun på at blive smuglet til Sverige

Den samme dag som hun sendte mig beskeden, intensiveredes kampene mellem rivaliserende syriske modstandsgrupper og 12 islamistiske grupper som har forladt den Frie Syriske Hær. Det skræmte alle ikke-muslimer. Og det var berettiget. Jeg loggede ind på facebook og så at en af mine venner, Nicholas Al-Jeloo, havde postet nyt om mordet på en 26-årig assyrisk mand ved navn Ninar Osdisho, i Tabqa i Syriens al-Raqqah provins den 21. september.

Jeg tog min telefon og ringede til Al-Jeloo. Han er en australsk-født assyrer med en Ph.D. i moderne assyriske studier. Han har rejst i Mellemøsten siden 2002 for at lave feltarbejde og research blandt de indfødte assyrere. Han har været i Syrien mange gange for at besøge familiemedlemmer i Jazirah, en ø mellem to floder i det nordlige Syrien, og i al-Raqqah provinsen.

Jeg ville have mere at vide om mordet. Hvorfor var en enkelt persons død så vigtig? Der er krig, og mange mennesker dør hver eneste dag i Syrien. “Det handler om fremtiden for de kristne som, lige nu, ser meget mørk ud, hvis der ikke bliver gjort noget for at beskytte de sårbare minoriteter i landet”, sagde han til mig på assyrisk. “Derfor er drab som er religiøst eller etnisk motiveret, vigtige at rapportere om. I starten af borgerkrigen i Syrien boede der flere end 200 kristne assyriske familier, flere end 1000 individer, i Tabqa.” De har næsten alle sammen forladt landet og bor nu i Libanon. Nogle er taget til Tyskland. Andre er strandet rundt omkring i verden, efterladt af smuglere som ikke formåede at få dem til Europa. Tre familier er blevet tilbage i Tabqa. Rebellerne fortalte dem at de ikke ville gøre dem noget. De havde ingen andre steder at tage hen og var for bange til at tage af sted på grund af alle de farer der er på vejene. De var fattige og prøvede at beskytte den lille smule de havde.

Ninar Odisho, 26, blev dræbt på grund af sin tro

En af de personer var Ninar Odisho. Ninar blev dræbt af oprørerne fordi han var kristen. De brændte endda et kors ind i hans ansigt. Tilsyneladende ønsker oprørerne ikke åbent at vise at de er mod ikke-muslimer, for så risikerer de at deres støtter holder op med at udstyre dem med våben og sende hjælp til dem. Derfor lader de nogle kristne blive i de områder de indtager, og dræber dem så en efter en så resten vælger at flygte. På den måde ser det ikke ud som om de udfører en massakre.

De tre sidste familier i Tabqa er siden flygtet, stærkt traumatiserede. Al-Jeloo har talt med nogle af dem. Min journalistven, som venter i Tyrkiet på at komme til Sverige, bekræfter hvad Al-Jeloo har fortalt mig. Hun siger at på de steder hvor fundamentalisterne har opsat sharia-domstole, der er der ingen fremtid for kristne – eller nogen andre som ikke ønsker at leve deres liv ifølge sharia-loven. Hun fortæller at man endda kan finde svenske jihadister på YouTube der, på svensk, prædiker sharia i Syrien. Det tog mig kun to minutter at finde adskillige. Med hjælp fra en palæstinenser der bor i Sverige, hvis asylsag jeg fulgte for 10 år siden, kommer jeg i kontakt med en af de svenske jihadister. “Alle der vil bo i Syrien, og som adlyder buddet om at leve efter sharia-loven og den hellige koran, er velkomne til at bo i landet”, fortæller han mig. “Alle andre må tage til syndige steder. Det er vores pligt at prædike profeten Muhammeds ord. Hvis vi ikke gør det og ikke tvinger folk til at følge hans ord, så bliver vi selv straffet”. Jeg spørger jihadisten om han vil fortælle mig sit navn. “Det kan jeg ikke”, siger han. Han ønsker ikke at skade sin familie i Sverige ved at afsløre sin identitet. Næste dag, da jeg sidder og kigger på facebook, ser jeg at min ven, journalisten fra Syrien, også er online. Jeg sender hende en besked om det interview jeg lavede med jihadisten. “Jeg har mødt i hundredevis af skæggede unge mænd som ham fra hele verden på gaderne i min hjemby”, skriver hun tilbage. “Det var derfor jeg tog væk”.

Kilde: World Watch Monitor