Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Salmesang mødt med politiets maskinpistoler

Kristne i Usbekistan besøgte ven på hospital og blev arresteret

I Usbekistans hovedstad Tashkent blev kristne tilhørende en uregistreret kirke arresteret den 25. september og idømt store bøder skriver Forum 18, som Dansk Europamission er medstifter af og involveret i ledelsen af.

To kvinder fra en uregistreret menighed, Mariya Kim og Larissa Permyakova var på hospitalet i Mirabad-distriktet for at besøge et menighedsmedlem, der var indlagt der. Mens de opholdt sig i venteværelset, kom en civilklædt mand, der tilsyneladende var fuld, hen til dem og spurgte, hvad det var, de havde med. En af dem holdt et eksemplar af Det nye Testamente på kasakhisk i hånden, og hun havde nogle kristne brochurer med i sin taske. En anden civilklædt mand dukkede op, og de to begyndte uden at identificere sig selv at spørge de troende, hvem de var, og hvad de lavede på hospitalet. De troende, der fortalte om hændelsen, mente, at mændene måtte være fra det hemmelige politi.

Ca. en time senere, kl. 17, blev to andre kvinder fra samme menighed, Lidia Guseva og Natalya Belan samt dennes datter på syv år, arresteret på hospitalet, mens de var på besøg hos deres ven. De havde fundet ud af, at de to førstnævnte kvinder var i vanskeligheder og spurgte, hvad problemet var, hvilket førte til arrestationen. Alle fem blev bragt til Mirabads politistation og blev holdt udenfor i politistationens gård næsten indtil midnat, mens det blev koldt. Derefter blev de taget indenfor og tilbageholdt indtil kl. 17 næste dag, den 26. september. Den syvårige pige blev løsladt, inden de resterende fire blev taget ind, men selv om det var midt om natten, fik ingen af dem så meget som en madras at sove på, så de kunne slet ikke sove.

Kl. 17 bragte politiet de fire til distriktsdomstolen, hvor det var meningen, at de skulle for retten, men da domstolens embedsmænd ikke kunne sige, hvornår retsmødet skulle finde sted, blev de løsladt kl. 19.

Mens de arresterede endnu befandt sig på politistationen den 25. september, forsamledes nogle af kirkens medlemmer foran politistationen og bad om, at deres søstre i Herren måtte blive løsladt. Politiet fortalte dem, at de ville blive tilbageholdt indtil næste dag, hvorefter de ville blive overført til domstolen, hvor deres sag ville blive afgjort.

Derefter begyndte de troende at synge salmer, hvilket førte til, at de to vagthavende betjente på politistationen beordrede dem til at holde op. “En af betjentene advarede os med, at han ville arrestere os alle sammen. Den anden begyndte at sætte sin finger på aftrækkeren på sin maskinpistol og sagde, at han ville skyde os alle sammen ned,” fortalte de.

Den 29. september blev Permyakova, Guseva og Belan hver idømt en bøde på 50 gange minimumslønnen, svarende til ca. 9.000 danske kroner. Retten hævdede, at de havde forbrudt sig mod § 184 i den administrative lov, der forbyder “ulovlig opbevaring, produktion, import eller uddeling af religiøst materiale,” mod § 240, stk. 2, “overtrædelse af religionsloven” samt mod § 241″overtrædelse af forordningen om undervisning i religiøs tro.” De kristne ønskede at være anonyme, da de rapporterede hændelsen, idet de frygtede repressalier fra statens side.