Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Rammer Putin plet i Syrien?

Hvad betyder Putins militære engagement i Syrien for landets kristne? Og rammer Putin rigtigt når han bomber ’moderate’ oprørsgrupper?

Rammer Putin plet i Syrien?

Tyrkiet har netop skudt et russisk kampfly ned, som deltog i kampen mod Islamisk Stat. Nedskydningen stiller endnu engang spørgsmål ved hvilken side Tyrkiet er på.

Læs artiklen: Tyrkiet støtter Islamisk Stat – som brutalt jager kristne på flugt

Det er tvivlsomt om det russiske fly befandt i tyrkisk luftrum og Tyrkiets nedskydningen kan tolkes som en stillingtagen imod Rusland og for Islamisk Stat, hvilket gør en i forvejen kompleks konflikt endnu mere kompleks.

Hvordan skal Vesten reagere? Skal den bakke op om NATO-medlemmet Tyrkiet eller indgå i en koalition med Rusland om at angribe Islamisk Stat? Islamisk Stat som har fordrevet eller dræbt mange kristne og andre minoriteter i Irak og Syrien, og som stod bag terrorangrebet i Paris, hvor 129 mennesker blev dræbt?

Spørgsmålene er mange, men her er tre perspektiver på den komplekse konflikt – set med de syriske kristnes øjne – en konflikt der er ved at udvikle sig til en verdenskrig.

Første perspektiv: Kristne har frihed under Assad

For det første har de kristne samt andre minoriteter under præsident Bashar al-Assads styre haft frihed. De kristne har aldrig manglet bibler, de har frit kunnet holde gudstjenester og møder samt involvere sig i politik og samfundet i øvrigt. Prisen for friheden er loyalitet mod Assadstyret. Hvis islamistiske oprørsgrupper vælter Assad, vil de kristne blive hårdt ramt.

Andet perspektiv: Findes der moderate oprørsgrupper?

Det leder til det andet perspektiv: Vesten har vanskeligt ved at gennemskue om en oprørsgruppe som Den Frie Syriske Hær (DFSH) er sekulær, eller i virkeligheden er islamistisk. Det forlyder fra Dansk Europamissions egne kilder samt flere medier at DFSH sælger våben til Islamisk Stat og kæmper sammen med Islamisk Stat om at bevare forsyningslinjen til Tyrkiet. Det ser ud til at DFSH ikke er så moderat som Vesten forestiller sig den er. Hvis de ’moderate’ islamistiske oprørsgrupper får magten i Syrien, vil de kristne være langt værre stillet end under Assad. Derfor giver det mening at Rusland bomber flere af oprørsgrupperne.

Tredje perspektiv: Kan man indføre demokrati efter vestligt forbillede i Mellemøsten?

Det tredje perspektiv er at mellemøstlige lande som Syrien ikke er demokratiske samfund som de vestlige, hvor forskellige grupper gennem offentlig debat taler sig til rette. I samfund som det syriske har én diktator magten, og de andre gruppers indflydelse er bestemt af deres loyalitet over for lederen. Udfordrer disse grupper lederens magt, opfattes det som en trussel mod diktatoren – som bliver nødt til at knuse oprøret for at bevare magten.

Ved at fjerne diktatorer i Mellemøsten kan Vesten, stik mod hensigten, give plads til oprørsgrupper som er mere brutale end diktatoren.

Dermed ikke sagt at Assads styre er ideelt. Eksempelvis er han den nok mest anti-israelske leder i Mellemøsten, som med sin støtte til Hizbollah støtter Irans kamp mod Israel. Men kristne og andre minoriteter i Syrien – og Israel i øvrigt – vil få det langt værre hvis Islamisk Stat tager magten i Syrien. Derfor er de kristne i Syrien meget taknemmelige for Putins støtte til Assad.

Nødhjælp viser Guds kærlighed i praksis

Ved at støtte de syriske kristne, kan vi værne om det lys de er midt i borgerkrigen. Og ved at hjælpe dem til at række ud til andre minoriteter i nød, kan mennesker med ikke-kristen baggrund praktisk og håndgribeligt mærke Guds kærlighed og omsorg, selv i en tid som denne. I projektet er omkring 60 % af modtagerne af nødhjælp kristne, mens resten har en anden baggrund.

  • Det koster i gennemsnit ca. 217 kr. at sikre at en flygtningefamilie har vand, mad, køkkenudstyr, hygiejneartikler og medicin i 10 dage.
  • Det koster i gennemsnit ca. 652 kr. at sikre at en flygtningefamilie har vand, mad, køkkenudstyr, hygiejneartikler og medicin i en måned.
  • Det koster i gennemsnit ca. 1086 kr. at sikre at en flygtningefamilie har varmt tøj, sko, madrasser, tæpper og brændsel denne vinter.

Støt Syrien: Nødhjælp til kristne og andre internt fordrevne nu

Tak om du vil række en hjælpende hånd til mennesker i nød i Syrien.