Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

En pige reddes - imens dør mor i et nordkoreansk fængsel

I Nordkorea blev Chi-hyes mor bragt til det frygtede Chonko-ri fængsel. Hun var adskilt fra sin lille datter. Det fortælles at hun efterfølgende døde på grund af den ekstremt hårde behandling hun fik i fængslet. Hun blev kort sagt slået ihjel, alt imens hendes datter stadig befandt sig i det nordøstlige Kina.

En pige reddes - imens dør mor i et nordkoreansk fængsel

Et af Dansk Europamissions mange projekter drejer sig om at hjælpe nordkoreanske flygtninge.  De er flygtet fra sult og elendighed i håb om at få et værdigt liv uden for Nordkoreas grænser. Men de løber en stor risiko når de flygter igennem Kina. De kan aldrig vide sig sikre før de når helt ud af Kina, og ad besværlige omveje når frem til Sydkorea. De der opdages af de kinesiske myndigheder, sendes tilbage Nordkorea. Det er ofte det værste der kan ske. Processen er så smertelig at flygtningene næsten foretrækker at dø.

Men der er også nogle der når videre og ud af Kina. En af dem er en lille pige på blot 5 år, der sammen med otte andre var med på flugten. Hun opholdt sig på et børnehjem i Yanbian i det nordøstlige Kina adskilt fra sin mor.

Blev født i Kina

Ifølge en børnehjemsforstander var den lille 5-årige Chi-hye Lee* datter af Song-sook Lee, der blev født i begyndelsen af 1970’erne i Hoeryong i Nordkorea. Det forlyder at hun en dag, ligesom tusindvis af andre, flygtede til Kina. Hun var gravid med Chi-hye og fødte efterfølgende pigen i Kina. Men desværre skete der det at Chi-hyes mor blev opdaget af de kinesiske myndigheder, og hun blev ubarmhjertigt sendt tilbage til Nordkorea.

Slået ihjel

I Nordkorea blev Chi-hyes mor bragt til det frygtede Chonko-ri fængsel. Hun var adskilt fra sin lille datter. Det fortælles at hun efterfølgende døde på grund af den ekstremt hårde behandling hun fik i fængslet. Hun blev kort sagt slået ihjel, alt imens hendes datter stadig befandt sig i det nordøstlige Kina.

Chi-hye med på flugt igen

Ifølge Dansk Europamissions samarbejdspartner lykkedes det for ni personer at flygte, og heriblandt var den lille Chi-hye Lee. De er nu bragt sikkert til et land i Sydøstasien, hvor de venter på at blive genhuset i Sydkorea. Vor samarbejdspartner takker Dansk Europamission og deres støtter for hjælpen som har muliggjort redningsaktioner som denne!

Det glædelige midt i det smertelige er at de der er flygtet, både får praktisk hjælp og ofte møder kristne der viser dem kærlighed. Det er heller ikke nogen hemmelighed at det ofte er kristne missionærer der vover livet for at redde dem der har været fanget i et totalitært samfund, hvor den totale underkastelse er et krav.

*Chi-hye Lee er et opdigtet navn af sikkerhedsmæssige årsager.