Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Pastor idømt bøde for at bede for en syg

Pastor idømt bøde for at bede for en syg

Pastor Yerzhan Ushanov i Kazakhstans er blevet idømt en bøde på 7.500 kr. - for at have bedt for en syg.

Pastor Yerzhan var anklaget for at have anvendt hypnose. Ifølge Dansk Europamissions kilder siger pastor Yerzhan selv, at disse anklager er absurde, udokumenterede og grundløse, da han modsætter sig brug af hypnose. Som kristen pastor gør han blot, hvad Bibelen siger. Eksempelvis står der i Jakobs brev kap. 5 v.,14-15: Er nogen blandt jer syg, skal han tilkalde menighedens ældste, og de skal salve ham med olie i Herrens navn og bede over ham. Og troens bøn vil frelse den syge, og Herren vil gøre ham rask; I Markusevangeliet kap. 16 v. 18 siger Jesus om disciplene: “…de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.”

Familien Ushanov. Faderen og ægtemanden Yerzhan er nu idømt bøde for at have bedt for en syg.

Fabrikerede beviser

For at finde beviser for anklagerne brød fem ansatte fra efterretningstjenesten ifølge nyhedstjenesten Forum 18 ind i Ushanovs hjem. På et tidspunkt under ransagningen spurgte de pastor Yerzhen, om han ville gå uden for og fortælle personer fra kirken, at de ikke skulle forstyrre ham. Da han kom tilbage, så han bogen Moderne hypnose, der ikke tilhørte ham. Udover dette påståede bevismateriale konfiskerede efterretningstjenesten blandt andet computere, dvd’er samt kristne bøger.

Derudover blev pastoren truet til at ændre profession og forlade byen, hvis han ville undgå problemer.

Det er anden gang, at det hemmelige politi har rejst den slags sigtelser mod en protestantisk pastor i Jambyl-regionen. I 2010 blev en pastor således idømt en bøde på 100 gange minimumslønnen, svarende til omkring 6000 danske kroner, for at have bedt for en syg, ligeledes sigtet for brug af hypnose. Højesteret har efterfølgende omstødt dommen – men kun på grund af procedurefejl fra anklagerens side – og pastoren har endnu ikke fået refunderet bøden.

Dommen mod pastor Yerzhan er nu anket.

Forfølgelsen af kristne øges voldsomt i Kazakhstan

Protestantiske kristne har i de seneste år oplevet stigende forfølgelse i Kazakhstan. I august blev situationen for kirkerne i Karaganda i Kazakhstan forværret alvorligt. Præster bliver nu overvåget af det hemmelige politi KNB, men også af byens byråd.

KNB har krævet, at præsten for New Life og præsten af Grace kirken skal udlevere en videooptagelse af søndagens prædiken i kirken på borgmesterkontoret i Karaganda samt til KNB hver torsdag!

Yderligere skal pastorerne også aflevere en skriftlig rapport om alle de kirkelige aktiviteter i løbet af ugen, inkl. program og planer for den kommende uge. Derudover skal kirkerne skriftligt udlevere en liste over alle ledere i kirkerne.

Sammenlignet med kristne i andre centralasiatiske lande som Usbekistan og Turkmenistan har kristne i Kazakhstan ellers tidligere haft gode vilkår til at praktisere deres tro siden Sovjetunionens sammenbrud i 1991.