Indonesien, Sri Lanka

Nødhjælp og udviklingsprojekter

Ofre for oversvømmelser har brug for hjælp

I midten af januar blev Indonesiens hovedstad Jakarta oversvømmet, mens oversvømmelser forinden havde ramt Sri Lanka og først netop nu er aftaget. Forfulgte kristne er på pletten og rækker ud til deres medborgere.

Af Samuel

Del artikel

Evakuering i gummibåde

Hundredetusinder af mennesker er blevet berørt af disse katastrofer, som er opstået som følge af betydelige mængder monsunregn. I Indonesiens hovedstad Jakarta gik floderne over deres bredder og anslået 100.000 mennesker måtte evakueres, mens anslået 250.000 mennesker blev berørt af oversvømmelserne. Jakarta har tidligere været ramt af oversvømmelser, og en del er blevet gjort for at forebygge sådanne situationer – regeringen har endda overvejet at flytte hovedstaden til et mindre udsat område. Mennesker druknede i deres kældre,blev dræbt ved elektriske stød og taget af vandmasserne. Dansk Europamissions samarbejdspartner måtte tage gummibåde i brug, så mennesker kunne evakueres og de nødstedte kunne få mad, vand, medicin, hjælp til rengøring af huse og reparationer. Desuden vil der blive uddelt madrasser, senge, tæpper og puder efter at det fordærvede og forurenede kloakvand har ødelagt familiernes ejendele. Flere hold af kristne medarbejdere står nu klar til at hjælpe de nødstedte med den mest akutte nødhjælp.

Usædvanlig monsunregn på Sri Lanka

På Sri Lanka var monsunregnen også usædvanligt kraftig. På nuværende tidspunkt skønnes 1 million mennesker at være berørt, over 50.000 måtte bo i evakueringscentre, mens omkring 50 er omkommet. Dansk Europamissions samarbejdspartner, der har stor erfaring i nødhjælpsarbejde, uddelte nødhjælpspakker med mad nok til en uge, så ofrene havde noget at leve af.

Den forfulgte kirke gør en positiv forskel i samfundet

Begge nødhjælpsaktioner gennemføres i samfund hvor kristne oplever forskellige former for forfølgelse. Forfølgelsen betyder dog ikke at de kristne resignerer eller giver op. Tværtimod vælger de at gøre en positiv forskel for mennesker i nød i deres samfund. Således gik nødhjælpen ikke kun til kristne, men hovedsageligt til ikke-kristne. Det er forbilledligt at de på denne måde engagerer sig i samfundet og gør en forskel – ikke kun i forbindelse med katastrofer, men også gennemfører udviklingsprojekter for samfundets udsatte og dermed har positiv indflydelse på deres samfund. Dansk Europamission gennemfører nødhjælps- og udviklingsprojekter i en række lande med bevillinger fra DANIDA, administreret af henholdsvis Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling og Civilsamfund i Udvikling. Nødhjælpsaktion i Sri Lanka støttes af Dansk Missionsråds Udviklingsafdelings nødhjælpspulje, som finansieres af DANIDA. Der er brug for meget mere hjælp end vi kan give ved hjælp af bevillingen fra DANIDA. Vær med og ræk en hjælpende hånd til mennesker i nød i Indonesien og Sri Lanka.