Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Nye trusler mod den løsladte pastor Ilmurad Nurliev

Nye trusler mod den løsladte pastor Ilmurad Nurliev

I februar 2012 havde Dansk Europamission den glæde at kunne meddele at pastor Ilmurad fra Turkmenistan var blevet løsladt. Mens han sad i fængsel, kunne Dansk Europamission, på grund af kærlig støtte fra vore givere, sende mad og tøj til ham i fængslet.

14b”Du får hovedet revet af, hvis du konverterer til deres tro”

Nu er han og medlemmer af den stadigvæk uregistrerede menighed blevet indkaldt af politiet til afhøringer, trusler og fornærmelser. Et af Nurlievs familiemedlemmer blev truet med at hun ville få hovedet ”flået af” hvis hun konverterede til ”deres tro”. Det skriver nyhedstjenesten Forum 18, som Dansk Europamission er medstifter af, og er involveret i ledelsen samt driften af.

De nye trusler

”Vi får ingen fred”, siger hans hustru, Maya. Politiet afhører alle dem de kan finde som i sin tid skrev under på kirkens afviste ansøgning om registrering fra 2007. Kirken blev nægtet registrering, og efterfølgende har de ikke kunnet mødes til gudstjenester ”på grund af omstændighederne”, fortæller pastor Nurliev.

Blev sammenlignet med oprørere i Syrien

De seneste udfordringer for pastor Nurliev, hans familie og menighed, begyndte søndag den 15. september. Den 16. ”blev jeg indkaldt til efterforskningsafdelingen, hvor jeg blev udspurgt af en betjent ved navn Rahman Rahmanov”, fortæller Nurliev. Mange af hans familiemedlemmer, hans kones familiemedlemmer og alle de der kunne opstøves ud af den gruppe der oprindeligt skrev under på kirkens ansøgning om registrering i 2007, blev afhørt, fik taget deres fingeraftryk og blev fotograferet, blev tvunget til at afgive skriftlig forklaring og blev udsat for trusler og fornærmelser, fortæller Nurliev. ”De fortalte mig at det var på grund af folk som os at der er konflikter i Syrien”, fortæller han.

Maya Nurlieva også afhørt

14aPastorens kone, Maya, blev også indkaldt den 16. september til en tre timer lang afhøring på den lokale politistation. ”Han truede og fornærmede mig og råbte ad mig i al den tid”, fortæller hun om afhøringen. Hun blev tvunget til at nedskrive hele sin livshistorie, inklusiv oplysninger om hvornår hun blev kristen.

Politiet tog en kopi af hendes identifikationspapirer og fortalt hende at hun nu kom på listen over folk i politiets registre. Hun blev bedt om at fremskaffe et antal fotos af sig selv samt information om hele sin familie, heriblandt hendes mor som er over 90 år gammel. De insisterede også på at hun skulle møde op hver lørdag til kontrol, men det nægtede hun, så længe hun ikke fik en skriftlig stævning.

”Der er ikke blevet fremsat nogen konkrete anklager mod mig”, fortæller pastor Nurliev, ”og politiet vil ikke fortælle mig hvorfor de gør alt det her. Jeg gætter på at der er blevet åbnet en ny straffesag mod mig”.

Fængsling

De nye afhøringer og trusler kommer et halvt år efter at pastor Nurliev blev løsladt fra fængslet. Han blev arresteret tilbage i august 2010 og idømt fire års fængsel på baggrund af hvad hans menighed fastholder er falske anklager der blev fabrikeret for at straffe ham for hans religiøse aktiviteter. Han fik amnesti i februar 2012 og blev løsladt. Siden da har han skullet møde op på politistationen hver lørdag.

Pastor Ilmurads ordinationscertifikat stadig konfiskeret

Nogle af pastor Ilmurads penge, hans eksamenspapirer og certifikat der viser at han er ordineret pastor, som politiet beslaglagde under arresten i 2010, er stadig ikke returneret, fortæller han.

Hvordan fik politiet fat i registreringsansøgningen?

Pastor Nurliev er meget bekymret over at kirkens ansøgning om registrering nu – seks år senere – bliver brugt af politiet til at udvælge hvem de skal indkalde og true. Han var ellers blevet forsikret om at listen kun var blevet udleveret til statens Råd for Religiøse Anliggender, som skal godkende alle ansøgninger. ”Hvordan fik politiet i Mary fat i den?”, spørger han. ”Vi ansøgte ifølge lovens procedurer, vi lavede alle de ændringer i dokumenterne som ministeriet krævede, men de ville stadig ikke godkende ansøgningen. Og nu bruger de listen til dette.”