Ramadanen falder i år fra den 13. april til den 12. maj og bedeguiden, 30 dage i bøn for den muslimske verden, vil lede kristne fra i 40 lande i bøn. Bedeguiden udgives i Danmark af Norea og Dansk Europamission.
Temaet for årets udgave er byer, hvor muslimer enten er majoritet eller minoritet. Byerne er indflydelsesrige og inspirerende centre for kultur, kunst og økonomisk udvikling.
Gud elsker muslimer, som Han elsker alle andre mennesker (Johannesevangeliet 3:16) og ønsker ikke at nogen af dem skal gå fortabt (1. Timoteusbrev 2:4; 2. Peter 3:9). Muslimerne er kristnes næste, og én måde at elske dem på, er ved at bære dem frem i bøn og være til velsignelse for dem, deres familier og deres samfund.
Den offentlige debat om kristne i den muslimske verden har ofte, med en vis dramatik, kredset om muslimske ekstremisters forfølgelse af kirken. På den ene side er det godt, at der tales sandt og tydeligt om forfølgelse af kristne. På den anden side er nogle nuancer gået tabt i debatten. Én nuance er, at mange muslimer i disse år kommer til tro på Jesus, bl.a. fordi de væmmes ved ekstremisters brutalitet.
Mange muslimer tiltrækkes i disse år af budskabet om Guds kærlighed i Jesus Kristus. Inden den islamiske revolution i Iran i 1979 var anslået 500 muslimer konverteret til den kristne tro. Efter shahens fald blev kirken ramt af voldsomme forfølgelser, men en meningsmåling fra 2020, udført af det sekulære hollandske meningsmålingsinstitut, Gamaan, indikerer, at 800.000 iranske muslimer nu er blevet kristne. I Algeriet spænder skøn over antal muslimer, der er konverteret til den kristne tro, fra 50.000 til 380.000. Under borgerkrigen i Yemen er konvertitkirken blevet tredoblet, om end fra et lavt udgangspunkt. I Tyrkiet, Syrien og Irak er der også en stille vækst i antal konvertitkristne.
Gud gør noget nyt i den muslimske verden og danske kristne kan gennem bøn være med og gøre en forskel. Hos Dansk Europamission og Norea kan der gratis bestilles bedeguider.