”Jeg vil gerne til Iran, møde nogle af de kristne og skrive om det,” proklamerede jeg frisk og frejdigt på kontoret. Jeg var stadig relativ ny i at arbejde for de forfulgte kristne, så chefen smilede og forklarede mig, at det var for farligt at tage til Iran for at arbejde med mission. Hvis jeg bare skulle være turist, så ville det være relativt ufarligt, men på en arbejdsrejse gik det ikke. Jeg tog hans ord for gode varer og begyndte i stedet at kontakte nogle af de iranere, der er flygtet til Vesten for at høre deres historie om at være kristen i Iran.
Undervejs begyndte det at gå op for mig, hvorfor det var fornuftigt nok ikke at drage til Iran og interviewe lokale kristne.
”Jeg ville ønske, jeg kunne sidde på gaden og tale med folk om tro, læse offentlig i min bibel og bare være fri,” fortæller Babak*, hvis møde med kristendommen startede, da han tilfældigvis fandt sin storebrors gemte bibel. Han var hemmelig kristen, og tog Babak med i kirke. Storebroren blev oplært af folk fra Dansk Europamissions samarbejdspartner ELAM, og rejste rundt i Iran for at støtte menigheder og oplære nye kristne.
”Men han blev arresteret, og så fandt vores far ud af, at han var kristen. Han blev rasende, og min storebror flygtede ud af landet for at komme væk fra hans vrede. Da jeg blev kristen, tog min far det mildere for ikke også at miste sin anden søn. I stedet forsøgte han en ny taktik. Han ville have mig til at praktisere troen for mig selv. Det var okay, at jeg var blevet kristen, læste i Bibelen hjemme, bad og levede som kristen derhjemme – bare ikke i offentligheden.”
Det gik fint, indtil Babak tog på det samme kursus som hans storebror.
”Da jeg kom hjem, var jeg så optændt og brændende for at fortælle mennesker om Jesus. Jeg gik på gaden, talte med folk, bad for dem og drev mission. Jeg gik og ventede på, at der ville ske noget slemt og vi ville blive arresteret, men det skete ikke. Jeg begyndte også at tale om tro og læse i Bibelen med min mor. Hun kom til tro, og stille og roligt spredte det sig i familien. Lidt efter lidt kom min svigerinde, min bror, min fætter, hans kone, en af mine brødres venner og flere endnu for at høre, synge og bede sammen. Vi begyndte at mødes i hjemmet og til sidst var vi 10 personer i vores husmenighed. Da det bare var min mor og jeg, som troede, så plejede min far at gå en tur, hver gang vi begyndte at lovsynge eller læse i Bibelen. Men da vores familie begyndte at komme i så stort tal, og menigheden voksede, blev han bange. Han turde ikke gå ud, og mens vi læste, lovsang eller bad, tjekkede han konstant vinduerne. Han sørgede for, at de var helt tæt lukket af frygt for, at vi skulle blive opdaget. Men nogle gange bød han også ind eller gengav nogle af de islamiske filosoffers pointer.”
Med tiden tog faderen også imod Jesus, så nu er hele Babaks nære familie kristne. De kom sammen i husmenigheden, men der var altid en risiko for, at regeringen ville finde dem og arrestere dem.
”Vi forsøgte at være så forsigtige som muligt samtidig med, at vi ville dele evangeliet. Da jeg kom tilbage fra kurset, vidste jeg, at der var en chance for, at jeg ville blive arresteret og miste min frihed – og måske mit liv. Men når du har sådan en lille gruppe, der frygter og presses af dem udenfor, så bliver du tættere indad. Når vi lovsang eller læste Bibelen, rørte Gud os. Gud gjorde noget ved os i vores lille kirke. Han bevægede os. Guds legeme er noget særligt. Når du bliver forfulgt, så fokuserer du på Gud – for han er det eneste og det centrale. I vesten er der ikke den samme forfølgelse, og det gør, at nogle kristne fokuserer mindre på det centrale. I Iran, når du bliver forfulgt, så holder du kun fast på det ene centrale, for du kan ikke andet end at afhænge af Gud,” fortæller Babak, der efter nogle år blev nødt til at flygte fra Iran. Nu underviser han kristne iranske ledere fra udlandet og prøver at give dem værktøjer til at nå mennesker med evangeliet.
Det gør han sammen med kollegaen Rahim*, der særligt fokuserer på discipelskabet og oplæring af de nye kristne.
”Mange af de nye kristne kommer ud af landet på et kort kursus, hvor jeg, Babak og nogle flere underviser dem om evangeliet, Helligånden, evangelisering og særligt discipelskab. Der er et stort behov for udrustning og oplæring af de nye kristne. Inde i Iran er der ikke bibelskoler og kun få muligheder for fysisk fællesskab mellem kristne, så vi finder andre måder at undervise og være i kontakt med dem på. Men det er svært, og de kristne ledere i Iran må ofte afholde sig fra at have kontakt med hinanden for at beskytte deres kirkenetværk. Det er for at undgå, at efterretningstjenesten kan finde dem alle, hvis de skulle finde én menighed,” forklarer Rahim, der selv er på efterretningstjenestens sorte liste og bliver arresteret, hvis han sætter sine fødder på iransk jord.
Rahim blev kristen i en officielt registreret protestantisk kirke, men de er næsten alle sammen blevet lukket af regeringen i de seneste år. Det har i stedet sat fart på spredningen af undergrundskirker, som langt de fleste kristne i Iran er en del af.
”Uden de officielle kirker og rammer, så er det blevet sværere og mere risikabelt at oplære de nye kristne. Men det er så vigtigt, at det sker, for når muslimer kommer til tro, så har de en masse problemer og udfordringer fra deres tidligere liv. Der er meget i deres liv, der skal helbredes og arbejdes med – sjælesorg, åndelig kamp, indre helbredelse, relationer, synd – og derfor er discipelskab og oplæring så vigtigt. Men når de ældre kristne hjælper og leder de yngre, så ser vi gode resultater.”
I takt med, at de nye kristne lærer mere og mere om Jesus, så vil de ofte også blive mere aktive i evangelisation og kirkeplantning. Med den øgede aktivitet følger ofte et større pres fra regeringen. Det oplevede Rahim også.
”Jeg havde levet et stille liv i de første år af mit kristenliv, men da jeg kom tilbage efter et kursus med ELAM, så blev jeg aktiv i evangelisering og begyndte at lede en husmenighed og plante nye. Det ændrede min situation, og efterretningstjenesten kom efter mig. Sådan er det i Iran – regeringen går efter de aktive kristne, dem, der måske leder en huskirke, evangeliserer eller distribuerer Bibler. Og så går de efter dem.”
Rahims familie blev også chikaneret af regeringen på grund af deres søns tro, så da Rahim skulle giftes, fik de et udrejseforbud, og Rahim måtte blive gift uden sine forældre.
”Det er forfærdeligt ikke at kunne komme tilbage til sit hjemland, og jeg ville have elsket at have mine forældre med til brylluppet. Det er hårdt, men det er sådan, det er. Jeg elsker at drive mission i Iran, og jeg elskede det, da jeg var der. Når du gør Guds vilje, så forfølges du. Nogle stræber selv efter forfølgelse, men det er ikke meningen. Men hvis du ved, at du gør Guds vilje, og du bliver forfulgt på grund af det, så er det okay. Når der kommer hårde tider, så mærker du virkelig Guds nåde og kærlighed – og den er nok for mig. Når du er tæt på Gud, så er det al forfølgelse og lidelse værd,” fortæller han mig med et blik, som jeg har mødt hos mange af de forfulgte kristne, jeg har talt med. At kende Jesus er det hele værd – fængsel, lidelse, fyringer og som yderste konsekvens døden.
Reza er efterhånden en gammel mand, og han blev kristen i Iran for mere end 40 år siden. I alle årene har han arbejdet for at Guds rige i Iran skal vokse. Sideløbende har regeringen forsøgt at stoppe væksten ved at forfølge de kristne. Men uden held.
”Det er meningen, at forfølgelse skal stoppe folk fra at komme til tro. Og den skaber også frygt. Det gør den. Men den skaber også et sammenhold i lidelserne for de iranske kristne. Og på trods af forfølgelserne, så er der vækkelse i Iran. Men den har været længe på vej. I de første år efter den islamiske revolution i 1979 gav 8 kristne deres liv for Jesus. De betalte prisen og blev martyrer. Forfølgelse leder ikke til vækkelse, men den giver både udholdenhed og muligheder for at dele evangeliet,” fortæller Reza, inden hans britiske kollega Charlotte* supplerer.
”Når de kristne er villige til at lide for deres tro, så bliver venner og familie opmærksomme på dem og på troens betydning for dem. Det får dem til at stille spørgsmålet om, hvad der er så vigtigt med ham Jesus, at den kristne vil gå med ham i fængsel. Det åbner for samtaler, trosvandring og evangelisation. Og så giver forfølgelsen den kristne en intimitet med Jesus og en afhængighed af ham,” fortæller hun, inden Reza igen tager ordet.
”Der er ikke problemer med at evangelisere i Iran – hvis du ikke evangeliserer, så er det fordi, du er doven,” siger Reza med et smil.
”Omtrent 80-90% af de Nye Testamenter, der deles ud på gaden i Iran, bliver modtaget. Og hvis du har tid og ressourcer til at blive ved alle modtagerne, så ville halvdelen af dem komme til tro. Men spørgsmålet er, om du har du tid og ressourcer til at oplære dem alle? Og har du overhovedet mulighed for at blive der længe nok? Ofte har du ikke, for så bliver du ramt af forfølgelsen, og regeringen vil arrestere dig. Der er en åbning for evangeliet i Iran, og Gud arbejder hernede. Men muslimerne har brug for at høre Ordet om Jesus. Det gælder jo også i Danmark, Storbritannien og resten af verden. Mennesker må høre om Jesus, lære ham at kende og se, at han er deres frelser,” understreger Reza, der i mange år har været eftersøgt af den iranske efterretningstjeneste.
”I Iran er en af måderne at være i mission på faktisk at være i opposition til regeringen. Den iranske regering er et præsteskab, og staten er en islamisk politistat, så hvis jeg offentligt holder fast på min tro, så går jeg direkte imod dem. Alle ved, at det er farligt at være kristen i Iran, og når en ikke-troende iraner så møder en kristen, der siger kom og følg Jesus, så gør det noget ved dem og udfordrer dem. For enten tænker de, at han er vanvittig, eller også har han oplevet noget så fantastisk, så det er værd at undersøge nærmere og følge.”
At tro på Jesus i Iran er en åben krigserklæring mod regeringen, og det skaber opmærksomhed. Men det giver også forfølgelse og hvert år arresteres hundredvis af kristne. Nogle bliver bare hentet ind til afhøring og løsladt kort efter, mens andre mærkes for livet af mødet med den hårdhændede iranske efterretningstjeneste.
”De lagde mig ned og piskede mig. De slog mig i hovedet og truede mig jævnligt med henrettelse under afhøringen. Afhøringen tog samlet 29 dage,” fortæller Mostafa om sin tid i fængslet.
”Én gang om ugen fik jeg 10 minutters frisk luft, og én gang om ugen fik jeg et fem minutters bad. Min celle var 2×1,5 meter, og toilettet var også derinde. Der var én pære i loftet, der lyste døgnet rundt, så jeg hverken kunne have privatliv eller sove. Mens jeg var i fængslet, kunne jeg høre, hvordan de bankede en af de andre kristne i en nabocelle,” fortæller Nader.
Når de kristne arresteres, stiller retten urealistisk høje krav om kaution, så familier er nødt til at gældsætte sig for at få deres familiemedlemmer ud. Og når de kommer ud af fængslet, så fortsætter chikanen.
”Efterretningstjenesten blev ved med at ringe til mig, min familie og mine venner og chikanere os. De chikanerede alle dem, jeg var i kontakt med, ligesom de også ringede på mit arbejde og pressede min chef og mine kolleger. Jeg indså, at det ikke var sikkert for mig at have kontakt med nogen,” fortæller Ladan om tiden efter sin løsladelse. Nogen tid efter flygtede hun ud af Iran.
Efterretningstjenesten er altid ude efter kristne husmenigheder, evangelister og ledere, mens det officielle Iran lægger pres på alle dele af livet. En kristen konvertit blev af dommeren i en skilsmissetvist sat overfor valget om at frasige sig troen og få forældremyndigheden over sin datter. Den kristne mor nægtede, og faderen fik datteren. Mor og datter har ikke set hinanden i 7 år.
Men det er ikke alle kristne, der bliver hentet af efterretningstjenesten, som overhovedet kommer ind i det officielle system. Hamid* var på vej hjem fra arbejde, men han nåede aldrig til huset. På vejen holdt en sort bil med tonede ruder.
”Der væltede en håndfuld mænd ud af bil, gav mig bind for øjnene, bagbandt mig og kastede mig ind i bilen. Hele vejen i bilen bankede de mig. De råbte mig i hovedet, og jeg var så chokeret, at jeg slet ikke kunne tænke. Jeg vidste ikke, hvor jeg blev kørt hen, men måske var det et fængsel, en politistation eller et hemmeligt sted for efterretningstjenesten. Jeg kunne høre, at der var mange, der råbte, skreg og larmede, men jeg havde bind for øjnene og kunne ikke se noget. Jeg blev stadig slået, og selvom de holdt få pauser, så kom de hele tiden igen for at banke mig. De første timer blev jeg ikke spurgt om noget, men agenterne sagde, at jeg var kristen og fortsatte med at slå. Jeg blev beskyldt for at være en spion for Israel og en missionær i Iran, der ville snyde folk til at blive kristne. Jeg nægtede at være spion, løgner eller kristen, men det gjorde ingen forskel. De påstod, at de havde film og billeder af mig, og fortsatte med at banke mig. Til sidst tvang de mig til at skrive under på tre stykker hvidt papir. Jeg skrev under, og så kunne de jo selv udfylde anklagen bagefter,” fortæller Hamid, mens han viser mig arrene på sin krop.
Da agenterne var færdige med ham, smed de ham af på en ikke færdigbygget vej udenfor byen. Han turde ikke gå til sygehuset, fordi han var bange for, at de ville anmelde ham, når de så sårene på hans krop. Så de måtte hele af sig selv. Da Hamid var genforenet med sin kone, flygtede de straks ud af Iran.
Det er realiteten i et land, hvor de kristne bliver flere og flere, men hvor de stadig udgør mindre end 1 % af befolkningen. Regeringen presser og forfølger de kristne, men missionen ser ikke ud til at lykkes, for evangelisationen fortsætter, og kirken vokser. Forfølgelse er en del af livet som kristen i Iran, men det er det hele værd, når det er for Jesu skyld. Det er budskabet fra de iranske kristne, og det må udfordre os her i Danmark. For forfølgelse er vel også en del af at være kristen alle steder på jorden?
Det spørgsmål tygger jeg lidt på, men jeg er i hvert fald blevet klar over en ting. At med en så aggressiv efterretningstjeneste er det nok meget fornuftigt, at min chef ikke lod mig tage til Iran for at interviewe det stadigt stigende antal kristne. Heldigvis kan jeg stadig bede for den iranske kirke og forsøge at støtte den udefra, som Babak, Rahim, Reza, Charlotte og mange andre gør. Kirken har brug for støtte, for iranerne har brug for evangeliet.
Det er eksiliranernes klare budskab, og ingen sagde det så skarpt som Rahim:
”Jesus vidste, at han skulle dø på korset for os alle. Jeg vidste, at jeg måtte give mit liv til mission for Gud –for at Iranerne kan møde Ham! Jeg har så mange venner, som jeg gerne vil hjælpe – hjælpe hen til Jesus. Der er så mange fantastiske mennesker i Iran, der har et svært liv – både på grund af regeringen, men også på grund af islam. Når du kommer til lyset fra mørket, så vil du gerne tilbage i mørket og besejre det med lyset. Jeg ønsker, at hele det iranske folk kan opleve friheden i Jesus – men for det, så skal de høre om ham.”
Bed for Iran og for de iranske kristne. Bed om, at vækkelsen må fortsætte, og at de kristne må få udholdenhed til at holde ud.
*Navnene er ændret af sikkerhedshensyn.
