Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Mindst 80 døde efter væbnede angreb i Nigeria

Mindst 19 personer blev dræbt, et ukendt antal såret og anslået 4000 fordrevet da bevæbnede fulani-tropper i påsken angreb landsbyerne Mafang og Zilang i området Kaura i den sydlige del af delstaten Kaduna.

Ifølge lokale efterretninger omringede bevæbnede, sortklædte mænd landsbyerne den 30. marts og påbegyndte derefter et angreb der varede indtil påskedag om søndagen. Mange landsbyboere flygtede ud i de omkringliggende bakker. Nogle der vendte tilbage for at bese skaderne, blev også dræbt. Størstedelen af ofrene var kvinder og børn. Angriberne raserede også et stort antal huse. Mange af dem der blev fordrevet, opholder sig efter sigende på den lokale Amisi Primary School og i de nærliggende landsbyer Fadan Attakar og Mifi.

Pastor Yunusa Nmadu, administrerende direktør for CSW Nigeria, sagde: “Vi beder om forbøn for og sender vores kondolencer til de pårørende til alle dem som mistede livet under de tragiske hændelser i sidste uge. Vi opfordrer også de relevante delstatsregeringer til at yde akut hjælp til de sårede og fordrevne. Den systematiske forekomst af disse angreb tyder på en højere grad af organisering end det tidligere har været tilfældet, og det er nødvendigt med en omgående revurdering af strategien og en øgning af antallet af tropper der sendes til disse områder”.

Christian Solidarity Worldwide (CSW) fik at vide at der for over en måned siden var en lokal høvding der lod fulani-tropper slå sig ned på et stykke land på en skråning nær landsbyen Kirim efter at de var blevet beordret til at forlade regionen Zangon Kataf, som også ligger i det sydlige Kaduna, efter at fulanier havde angrebet landsbyen Aduwan. I de sidste par uger var lokalbefolkningen begyndt at stille spørgsmål efter at det blev kendt at fulanier opbevarede våben i området.

Angrebet på landsbyerne i Kaduna skete i den samme uge som en serie af angreb på landsbyer i Wase og Riyom i nabostaten Plateau, hvor mindst 60 mennesker, hovedsageligt kvinder og børn, mistede livet, hvilket førte til øgede spændinger i lokalområdet. Forudgående havde angreb i Riyom i løbet af en to måneders periode kostet 16 mennesker livet.

Mervyn Thomas, administrerende direktør for CSW i Storbritannien, udtalte: “Selvom bevæbnede fulanier sporadisk har angrebet afsidesliggende landsbyer siden 2010, så ser det ud til at den nylige eskalering af angreb på landsbyboere ved grænsen mellem Plateau og Kaduna, den konsekvente målretning mod kvinder og børn og massefordrivelsen af indbyggere er del af et bevidst forsøg på at rense disse områder for den oprindelige befolkning. Det er bekymrende at bevæbnede styrker stadig kan bevæge sig frit og udføre længevarende angreb trods sikkerhedsopbuddet i de enkelte stater. For at kunne håndtere dette problem effektivt er det nødvendigt med en omfattende og samlet indsats fra regeringerne i Kaduna, Plateau og endog Bauchi for at opspore og pågribe gerningsmændene.”