Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Y’s Men samler ind til syskoler i Pakistan i 2010

Gennem bl.a. genbrugsbutikker og loppemarkeder vil medlemmerne af Y's Men-klubberne i Danmark i 2010 samle ind til syskoleprojektet i Pakistan.

aaaKnudErikLykkeDer er i øjeblikket 152 Y’s Men-klubber i Danmark, der støtter sociale og humanitære projekter. I 2010 samler klubberne ind til et projekt i Albanien samt til Dansk Europamissions syskoleprojekt i Pakistan. Dansk Europamission har spurgt regionsleder for Y’s Men Region Danmark i 2010, Knud Erik Lykke, hvorfor og hvordan Y’s Men Region Danmark i 2010 vil samle ind til syskoleprojektet i Pakistan.

Hvorfor har Y’s Men valgt at støtte syskolerne i 2010?

Vi har stor lyst til at støtte projekter i tredjeverdenslande, og det er her, vi skal vise, vi gør noget i Y’s Men. Vi har stor respekt for det, I gør som ydremissionsselskab. Behovene i verden er utrolig store, og selvom vores penge kan opleves som en lille bæk, kan denne lille bæk dog blive til en stor å. Selvom hjælpen kan synes som en dråbe i havet, ville der dog ingenting ske, hvis det ikke begyndte med en dråbe.

Vi vil gerne gøre en forskel. Når vi har valgt at samle ind til syskoleprojektet, er det, fordi pakistanske piger derigennem kan få en uddannelse og sættes i stand til at forsørge sig selv og deres familier og på den måde kan få et godt liv. Kan vi hjælpe blot én person, er det en god gerning, men når der er mange andre udover os, der sender penge ind til dette projekt, kan mange piger få hjælp på årsbasis.

Hvordan samler Y’s Men penge ind til at kunne oprette syskoler?

Mange klubber driver genbrugsbutikker og arrangerer loppemarkeder og cykelsponsorløb. Nogle sælger lodsedler, telegrammer og endda slips med vores logo. Det er kun fantasien, der sætter grænser, men hovedsageligt indsamles de fleste midler gennem loppemarkeder og genbrugsbutikker. Det er vigtigt for os at fortælle, at det ikke er penge, vi tager op af egen lomme, men det er penge, medlemmerne gør en stor indsats for at samle ind.