På en rejse i Centralasien mødes jeg med Mariema på en café, hvor hun fortæller mig sit vidnesbyrd. En fortælling om at blive forladt og komme langt ud, men med hjælp og støtte at rejse sig igen med Jesus ved hånden.
Som jeg efterhånden har erfaret under min rejse i Centralasien, er kvinderne generelt meget åbenhjertige og deler frimodigt deres historier, kvinde til kvinde. Det samme gør sig gældende i denne samtale, og uden det store tilløb begynder Mariema at fortælle:
”Jeg blev gift, da jeg var meget ung. Men efter at min mand og jeg havde været gift i 7 år, tog han sig en hustru til”. Denne praksis forekommer ofte her. At leve i polygami er ikke tilladt ifølge lovgivningen, men er dog en tradition inden for muslimske samfund. ”Jeg blev skør, da han giftede sig igen, og jeg blev syg af sorg og vrede. Derfor begyndte jeg at drikke. Jeg ønskede at glemme”. Minderne om denne tid er smertefulde for Mariema, og tårerne løber ned ad hendes kinder, imens hun fortæller. ”Min mand magtede ikke at hjælpe mig. Han kunne ikke håndtere mit misbrug og min vrede. En dag smed han mig derfor ud af huset, og jeg endte på gaden sammen med min søn”.
”Jeg blev gift, da jeg var meget ung. Men efter at min mand og jeg havde været gift i 7 år, tog han sig en hustru til. … jeg blev syg af sorg og vrede.” – Mariema
Hun fortsætter: ”Vi sov hos forskellige venner. Jeg havde ingen penge og intet arbejde. Men en dag var der ikke længere nogen steder at tage hen. Mine venner kunne ikke længere have os i deres hjem, og jeg var overladt til gaden sammen med mit barn. Jeg kom i kontakt med myndighederne, som henviste mig til et shelter, kaldet Håbets Hus. Det var i starten meget svært at tage imod deres hjælp, for vreden over, hvad min mand havde gjort, fyldte hele mit sind, og jeg sloges med de andre kvinder på Håbets Hus”.
Efterhånden begyndte Mariema dog at åbne sig mere op. Hun fortæller: ”Som barn kom jeg i en koreansk kirke sammen med min mor. Men da jeg blev gift, holdt jeg op med at komme der, fordi min mand var muslim, og jeg frygtede konsekvenserne fra ham og min svigerfamilie, hvis jeg gik derhen. På shelteret fik jeg efterhånden en større åbenhed over for troen. En kvinde på Håbets Hus bad for mig, og hun inviterede mig med i kirke. Jeg havde ikke særlig store forventninger til det, som skulle ske, men var alligevel nysgerrig på kirken, som jeg engang havde kendt og holdt af”.
Gud talte ind i mit liv, og lige så stille begyndte det at forandre sig” – Mariema
”Jeg husker tydeligt den dag, hvor jeg kom til kirken. Helligånden kom til mig og rørte mit hjerte”. Mariema må tage en pause i sin fortælling, da hun på ny overvældes over oplevelsen. ”Jeg glemmer det aldrig”, fortsætter hun. ”Da jeg kom tilbage til Håbets Hus, ønskede jeg at læse Bibelen. Jeg begyndte at læse, og jeg følte, at jeg kom tættere på Gud. Gud hjalp mig. Jeg begyndte at høre Gud tale i mit liv, og lige så stille begyndte det at forandre sig. Jeg lærte at tage vare på mig selv. Gud gav mig kræfter til at stoppe mit misbrug. Jeg mærkede en frihed. Efter at jeg lærte Gud at kende, fik jeg også en større kærlighed til min søn. Før overvejede jeg at give ham væk, men Gud giver mig styrke til at tage hånd om ham”.
Under Mariemas ophold på Håbets Hus deltog hun også i jobtræning med sigte på at kunne forsørge sig selv og hendes søn. ”Jeg fik et diplom efter at have deltaget i jobtræning, og det hjalp til mig at få et arbejde. Det er nu 10 måneder siden, jeg forlod Håbets Hus, og i dag arbejder jeg som indkøber. Det er jeg meget taknemmelig for, og min arbejdsplads er glade for mig”.
Gennem jobtræning kan kvinder få hjælp til selv at kunne skabe en indtægt, her kursus i smykkeproduktion.
”I dag har jeg tilgivet min mand. Før var jeg vred og ønskede ikke at tilgive. Men nu har jeg sluppet vreden fri. I mig selv kunne jeg ikke gøre det, men Gud hjælper mig til at give slip. Jeg ville blive syg, hvis jeg holdt fast. Nu prøver jeg at fokusere på min søn og mit arbejde. Jeg ønsker, at han skal gå i en god skole og få en god opvækst. Jeg vil være der for min søn og fokusere på ham”, slutter Mariema og bemærker så – ”nu skal jeg på arbejde”.
Dansk Europamissions givere har i nu 10 år, siden 2012, støttet Håbets Hus i et land i Centralasien. Kristne kvinder leder dette arbejde, hvor voldsramte, handlede og prostituerede kvinder tilbydes læge- og advokathjælp, jobtræning og ikke mindst sjælesorg.
