Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Mariam fra Irak er 23 år, enke, mor til fire børn - flygtede fra Islamisk Stat som gravid

Mariam, der har fået nødhjælp, sidder i en hytte ved et åbent ildsted med sit 10 dage gamle spædbarn i armene, og sine 2-årige tvillinger og 3-årige datter rundt om sig. Hun deler pladsen med mange andre familier, og de prøver at holde varmen og være der for hinanden.

Mariam fra Irak er 23 år, enke, mor til fire børn - flygtede fra Islamisk Stat som gravid

4a Irakiske flygtninge får hjælpBillede øverst: Glade børn med brød

Billede til højre: Irakiske flygtninge – som den 23-årige enke – får nødhjælp

Hun smiler tappert trods sine blåfrosne hænder, mens hun deler sin historie om hvordan hun flygtede – og sin taknemmelighed over hjælpen.

”Det var midt om natten da vi var nødt til at forlade vores hus i Mosul. Selvom vi var forberedt og havde pakket nogle ting til en nødssituation, kunne jeg ikke bære mere end mine børn, og de er det vigtigste jeg har.”

Flygtede som gravid

5b Der er koldt i bjergene. Det er godt der tøj med i projektet så babyer kan holde varmen”Min mand, min far og mine tre brødre blev dræbt. Min mor døde på vejen. Jeg tror ikke at hun kunne klare smerten længere. Jeg var gravid på det tidspunkt, men jeg var nødt til at være stærk for mine børns skyld. Først havde vi ikke engang et sted at være, så vi sov under åben himmel i en park. Vi havde kun det tøj vi stod i. Vi sov på sandgulve.

Billede til højre: Det er koldt i bjergene – godt at spædbørn kan få tøj, så de kan holde varmen.

Efter at vi var blevet registreret som flygtninge, fik vi endelig en plads på en skole. Vi vænnede os langsomt til at leve under så usle kår og i improviserede, uformelle beboelser som fx. byggepladser eller klasseværelser. Når man kommer fra en velhavende familie og er vant til at bo i en villa, så er det en stor forandring!

Men vi er taknemmelige for den gavmildhed vi er blevet mødt med af de fremmede som hjælper os, og som sørger for at vi har de daglige fornødenheder.

Folk fra kirken donerede tre madrasser og fire tæpper til min familie. Det gav os en følelse af sikkerhed at kunne pakke os ind i tæpperne og ikke skulle sove på det bare gulv.

Måtte forlade skolerne da vinteren kom – blev deporteret til bjergene

Da de kurdiske skoler endelig åbnede stærkt forsinket i december, måtte vi alle forlade skolebygningen. Sammen med 200 andre familier blev vi forflyttet til en lille landsby i bjergene. Vi blev deporteret, og vidste heldigvis ikke endnu at nødhjælpen ikke blev sendt ud til så fjerne steder.

Nogle gange virkede det som om vi var blevet glemt. Nogle af de 200 familier flyttede ind på en byggeplads i et ufærdigt hus uden vinduer og måtte sove på iskolde betongulve. Andre fandt ly i tynde telte. Men vi havde i det mindste vores madrasser. Det var OK så længe det ikke regnede. Men så snart det begyndte at regne, blev alt vådt, og vi havde ingen mulighed for at tørre vores ting.

Da det blev koldere i bjergene, blev vi endnu mere sårbare, som vi boede der højt oppe i de kolde bjerge. I dagevis fik vi ingen hjælp. Vi følte os forladte og fortvivlede.

Vi fik tøj, varme tæpper, brændeovn og brændsel

Så kom der endelig en lastbil. Børnene blev glade og begyndte at råbe, mens de løb hen mod lastbilen. Vi var så lykkelige over at der endelig var nogen der havde brugt tid på at leje en lastbil, og trods den store afstand og de svært fremkommelige bjergveje var kommet for at bringe os mad og vand. Vi fik også vintertøj, jakker, sjaler og varme tæpper. Vi fik en brændeovn og brændsel. Lige i tide, da det snart gik op for os at de store nødhjælpsorganisationer koncentrerede sig om de store byer, men at de flygtninge som endte i små landsbyer og afsidesliggende områder, blev forsømt.

Vi mister ikke modet

De kristne nødhjælpsarbejdere som endelig kom for at hjælpe os, var et tegn fra Gud om at Han ikke havde glemt os eller forladt os, og Han sendte sine engle i skikkelse af disse mænd. Så vi ville ikke miste modet!

”17 børn døde på en enkelt nat”

4a Du er med til at kalde smilet frem på disse skønne børns ansigterMen snart kom der endnu en udfordring: Sneen begyndte at falde tæt. De stejle bjergveje blev dækket af is og var meget glatte, så det var umuligt for lastbilen at komme frem. I mange dage var der ingen forsyninger af mad.

Senere hørte vi fra min søster, som bor i en anden landsby i nærheden: ”17 børn døde på en enkelt nat på grund af de iskolde temperaturer og manglen på mad”. Ingen kan forstå hvad disse forældre må gennemgå. Tabet og smerten er ubærlig. Vinteren er særligt svær for flygtninge, fordi det er så koldt. Børn og ældre bliver syge. Telte og huse skal beskyttes mod elementerne.

Billede til højre: Du er med til at kalde smilet frem på disse skønne børns ansigter.

 

Vi er taknemmelige for hjælpen

Der er behov for tykke, varme tæpper, vandtætte lagner, brændeovne og brændsel og andre vinterforsyninger. Vi har brug for mad, bedre husly, varmt tøj, rent vand og medicin til at klare os igennem de mange udfordringer i denne første vinter væk hjemmefra. Men vi er meget taknemmelige for al den hjælp vi har modtaget!

 

Støt Irak: Traumebehandling til krigsenker og IS’ sexslaver nu

 

Fakta

Dansk Europamissions givere har ydet store bidrag til kristne og andre minoriteter på flugt i Irak. De irakiske flygtninge er dybt taknemmelige for den store støtte. Omkring 8.000 flygtninge er i perioden september til januar blevet sikret regelmæssig nødhjælp på grund af den kærlige støtte fra Danmark.