Lukkede lande

Nødhjælp og udviklingsprojekter

Maja reddes ud af sex-misbrugets brutale greb

Efter at have været genstand for massivt og mangeartet sex-misbrug, ønsker Maja nu at beskytte forsvarsløse børn.

Af Nina Heise Knudsen

Del artikel

Som barn mister Maja fra Centralasien sin mor. Hun vokser op hos sin alkoholiserede far og hans nye hustru, som behandler hende meget dårligt. Maja fortæller: ”Nogle gange misbrugte han mig seksuelt. Han sagde, at han ikke var sikker på, at jeg var hans biologiske datter. Han prøvede at tage min mødom. Da han prøvede på det, løb jeg væk hjemmefra.” Af sikkerhedsmæssige årsager kan vi ikke oplyse Majas rigtige navn, ej heller hvilket land, fortællingen udspiller sig i.

I kløerne på sex-handlere

Det lykkes Maja at blive indlogeret i et hus sammen med to kvinder. ”Jeg vidste ikke, at de var dårlige mennesker. En dag hvor jeg havde været på arbejde og kom hjem, spurgte en af kvinderne mig om, hvad jeg ville synes om at gå i seng med mænd, der kom til huset. Jeg sagde ok, og det skete mange gange. Efter noget tid begyndte de at tilbyde mig til ældre mænd. De tjente penge på min krop. De holdt mig inden for i huset og ville ikke lade mig gå ud. Da jeg fik muligheden, løb jeg væk. Jeg kunne ikke holde ud at skulle gå i seng med ældre mænd“, beretter Maja.

Sex-misbrugets mange ansigter

Selvom det lykkes Maja at flygte fra bordellivet, synes sex-misbrugene at tage nye former i hendes liv.  Maja oplever adskillige gange at blive kidnappet og voldtaget. Maja skildrer: ”En dag kom jeg op at skændes med min bror og løb væk. Jeg var ude, og så kom der syv mænd og fangede mig og kørte mig væk. De nedgjorde mig og mishandlede mig på alle de måder, de kunne finde på. Men jeg udholdt det hele, og da de var færdige med mig, afleverede de mig det samme sted, som de havde taget mig fra.” Som natklubdanser har Maja lignende oplevelser, men hun kan ikke involvere politiet, da hun er en bortløben teenager. Alt synes godt, da Maja får en kæreste, men: ”En dag kom jeg op at skændes med min kæreste, og han begyndte at tvinge mig til at gå i seng med sine venner, og han tævede mig“, forklarer Maja.

“…da jeg så de mennesker, der er her, besluttede jeg at blive…Jeg kan godt lide at være her. Folke er rigtig søde.” Maja

Shelter-opholdet overrasker positivt

Maja bliver bragt til det shelter, som Dansk Europamissions givere støtter, og her får hun hjælp. Maja overvejer at flygte, da hun frygter at bliver nedgjort og mishandlet på stedet, men hun bliver positivt overrasket: ”… da jeg så de mennesker, der er her, besluttede jeg at blive ... Jeg kan godt lide at være her. Folk er rigtig søde“, fortæller Maja. Maja har nu en drøm: ” Jeg kunne godt tænke mig at blive politibetjent i fremtiden, så jeg kan beskytte forsvarsløse børn mod den slags monstre af forældre og fra voldtægtsmænd.

Kvinder som Maja har trange kår i Centralasien, både pga. regionens kriseramte og stagnerede økonomi, men også fordi de er uden uddannelse, hvilket gør dem sårbare over for trafficking og andre former for udnyttelse. Dansk Europamission driver shelteret i samarbejde med lokale forfulgte kristne, som føler et stærkt kald fra Gud til at hjælpe kvinder som Maja. Hvert år får udsatte kvinder tilflugt på shelteret. De får også sjælesorg, så deres selvværd kan genoprettes samt jobtræning, så de i fremtiden kan tjene penge på en værdig måde.

Du kan være med til at redde flere kvinder ud af sex-misbrugets greb ved at bede og støtte projekt ‘Udsatte kvinder i den muslimske verden’. Tak til enhver, der vil støtte arbejdet. Se det fulde interview med Maja i ovenstående video.

Støt nu