Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Landflygtighed – et stigende problem, også for kristne

Kristne mindretal rundt omkring i verden tvinges i stigende grad ud af deres lande, hvor de måske har en hjemstedsret, der går næsten 2.000 år tilbage. Det gælder især Mellemøsten, som jo er kristendommens vugge. Især har irakiske kristne i hundredtusindvis forladt deres oprindelige hjemland siden 1990. I Egypten føler de kristne ifølge flere rapporter sig i stigende grad som udlændinge i deres eget land, og mange unge tænker næsten kun på at komme væk fra undertrykkelsen og mindreværdet ved at flytte til et vestligt land for at studere og gøre karriere dér. Store, internationale kirkelige organisationer har udtrykt deres bekymring over dette i officielle henvendelser til Egypten.

De kristne i Indien og Indonesien tænker ikke umiddelbart på at forlade deres egne lande, men mere på, hvor i deres lande de kan finde tilflugt for forfølgelser fra henholdsvis hinduistiske og islamistiske ekstremisters side. Lige som jøderne har de kristne i historiens løb mange gange oplevet at blive fordrevet og jaget fra land til land.

Det er menneskeligt set tragisk, men Guds ejendomsfolk, Israel, oplevede to afgørende perioder med landflygtighed, den første i Egypten, der oprindelig var et tilflugtssted for en sultkatastrofe, og den anden i Babylon, hvor de oplevede deres landflygtighed som Guds straffedom over folkets synder. Begge perioder var en forberedelsestid, hvor Gud planlagde en storstilet befrielsesaktion, som skulle få folket til at lovprise og tilbede Gud som den levende Gud, de store underes Gud, den Gud, der bryder sig om dem, den Gud, der griber ind i menneskers historie og viser sin overstrømmende nåde og barmhjertighed mod dem.

I Det nye Testamente bliver de troende mindet om, at de skal betragte sig som “fremmede og udlændinge” – og så alligevel ikke. I 1. Peters Brev kap. 2, v. 11, læser vi: “I kære, jeg formaner jer til som udlændinge og fremmede at holde jer fra kødets lyster, som fører krig mod sjælen.” I Paulus’ Brev til Efeserne kap. 2, v. 19, hedder det derimod: “Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand.” Peter kalder tilsyneladende de troende til at betragte sig selv som et folk, der har deres borgerskab i himlene, som Paulus bekræfter det i Filipperbrevet kap. 3, v. 20, mens Paulus siger, at de troende ikke længere er fremmede og udlændinge. Når han siger “ikke længere” betyder det, at de før i tiden var fremmede og udlændinge, men det var de i forhold til Guds rige. De var hedninger, men nu er de medindlemmede i Guds folk, der består af både hedninger og jøder.

Vort forhold til verden er dobbelt: Vi er i verden, men vi er kaldet til ikke at være af verden. Det er godt at have et hjemsted på jorden, men vi skal som kristne ikke betragte det som givet, at vi altid vil have det, og vi skal, ligesom Israels folk lige før udgangen af Egypten, være parat til at bryde op til det ukendte, der dog ikke er mere ukendt, end at vi ved, at Gud dér har beredt os en langt større rigdom og velsignelse, end vi ud fra vores begrænsede evner har kunnet forestille os. Lad os da gå påsken i møde som folk, der sammen med vore lidende brødre og søstre på flugt i Irak, Indien og Indonesien er rede til opbrud, et opbrud, der leder til gennembrud for Guds rige.