Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Kristne og muslimer i Pakistan beder og faster sammen for dødsdømte kristne

Kræver retfærdighed for Asia Bibi og Sawan Masih, der er dødsdømt for blasfemi

Den katolske kirke i Pakistan holdt onsdag den 2. april en bede- og fasteonsdag på vegne af Sawan Masih, der for nylig blev dødsdømt for blasfemi, og for Asia Bibi, mor til to og stedmor til tre, der allerede siden 2010 har siddet i fængsel, dømt til døden. Begge er ofre for landets kontroversielle blasfemilove.

De venter begge på at deres appelsager skal komme for retten. Imens er der flere organisationer fra civilsamfundet og almindelige troende der har tilsluttet sig initiativet ”til fordel for de forfulgte kristne”.

Aktivister og religiøse ledere gik i forskellige fredelige demonstrationer i Lahore og Islamabad som ”tegn på samhørighed og solidaritet.”

Asia Bibi er blevet et symbol på kampen imod ”den sorte lov.” Siden hun blev dødsdømt i november 2010, har hun siddet på dødsgangen i fængslet, hvor hun er i isolation for sin sikkerheds skyld. Efter mange udsættelser og lang tids tøven er hendes appelsag endelig blevet fastsat til at begynde den 14. april.

Sawan Masih, en 26-årig kristen fra Lahore, blev for nylig dømt ved en lavere domstol på falske anklager fremsat af en person med hvem han havde en uoverensstemmelse.

Hans påståede handlinger førte til et målrettet angreb på kristne i Joseph Colony i Lahore, hvor islamiske ekstremister satte hundreder af hjem og to kirker i brand.

Hans appelsag kommer for Lahores højesteret den 25. juli i år.

Præsten Asher Arshad fra Lahores ærkestift bemærkede i et interview med AsiaNews den ”opmuntrende respons” der i de seneste dage var kommet fra civilsamfundsgrupper som havde besluttet at svare positivt på en opfordring til bøn og faste ”for Asia Bibi og Sawan Masih, begge forfulgt på grund af deres tro.”

”Når vi beder og faster” for de to ofre, ”samles vi med vore kristne brødre og søstre i solidaritet,” sagde Aqeel Mehadi, en aktivist for menneskerettigheder fra Lahore. ”Som muslim,” tilføjede han, ”er jeg frastødt af det som er sket, og som fortsat sker.”

Idet han fortalte om Ali Jinnah, Pakistans grundlægger, sagde han at denne altid i sine taler betonede princippet om religionsfrihed. Han forestillede sig en liberal og multikulturel nation hvor alle borgere har ”retten til at udøve deres religion og ikke at blive sat i fængsel for deres tro.”

”Det er virkelig sørgeligt at se hvad Pakistan er blevet til,” sagde pastor John Barkat, præst og aktivist i Lahore. ”Uheldigvis har en håndful fanatikere fremmet intolerance og banet vejen for religiøst betinget vold. Resultatet er at vi har oplevet hændelser som dem i Shanti Nagar, Gojra og Joseph Colony. Lad os derfor faste og bede for de forfulgte i Pakistan.”

Velgørenhedsfonden ”Masihi Foundation and Life for All Pakistan” sagde i en erklæring: ”Blasfemi er fortsat et enormt følsomt emne i Pakistan. Blasfemilovene i Pakistan bliver brugt til personlige hævnakter (…) Vi protesterer fredeligt imod Masihs dom og forlanger retfærdighed for Asia Bibi.”

Kilde AsiaNews