Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Kirkeledere forlanger forbud mod to hindugrupper

Ekstremister anklages for at opildne til vold

04.02.2013 Indien. Katolske ledere han anmodet den indiske regering om at forbyde to radikale hinduorganisationer, med den begrundelse at de står bag en række angreb på kristne.

Joseph Dias, som er leder af Catholic Secular Forum i Mumbai, fortalte at hans organisation har bedt indenrigsminister Sushikumar Shinde om øjeblikkeligt at forbyde de to grupper Sanathan Sanstha (Evigt Forum) og Abhinav Bharat (Nyt Indien).

Begge organisationer er tilknyttet Rashtriya Swayamsevak Sangh (RSS- National Volunteer Corps), som er paraplyorganisation for højreorienterede hinduorganisationer der arbejder for at lave Indien om til en hindu-nation.

Dias fremhævede forbindelsen mellem anti-kristne angreb og hinduistisk fanatisme og sagde: “Så godt som hver dag er der et angreb på et kristent minoritetssamfund et eller andet sted i landet”.

Han nævnte at i hans organisation har de registreret 250 tilfælde af angreb på kristne over hele landet i 2012 alene. Det er “alt fra nye kristne konvertitter som bliver tvunget til at drikke urin fra køer, til voldtægt og mord på kristne gejstlige og kristne dalitter”.

Michael Saldanha, katolik og pensioneret dommer for højesteretten i Mumbai og Karnataka, støtter også forbuddet, men sagde at han synes at de kristne lederes passivitet også bærer en del af skylden for det øgede antal angreb. “Det kristne samfund er blevet et let mål, fordi vores kardinaler, biskopper og præster ikke er villige til at protestere kraftigt nok til regeringen”, sagde han.

Han tilføjede, at hvis kirkens ledere var villige til at stå fast og føre en nultolerancepolitik mod angreb på kristne, så ville “den stigende vold mod kristne kunne nedsættes drastisk”.

Dias sagde yderligere at en nærmere undersøgelse af listen over angreb viser at delstaten Maharashtra i det vestlige Indien springer i øjnene som det næste potentielle urocenter. Delstaten ligger nummer fire på listen over nylige angreb på kristne, med Karnataka, Chattisgarh og Madya Pradesh som de øverste.

Disse tre delstater ledes af de pro-hinduistiske parti Bharatiya Janata, mens Maharashtra er ledet af en koalitionsregering.

Maharashtras indenrigsminister R. R. Patil har nu opfordret de føderale myndigheder til at forbyde de to hindugrupper på grund af deres tendens til religiøst motiveret vold. Dias støtter op om dette initiativ. Hans organisation, Catholic Secular Forum, har udgivet en rapport med titlen ” The 2012 Christian Persecution In India Report” baseret på oplysninger fra medierne, NGO’er og repræsentanter fra organisationen i forskellige dele af landet. En kopi af rapporten er blevet fremlagt for kardinal Oswald Gracias i Mumbai, som er formand for den katolske bispekonference i Indien.

Kilde: Ucanews