Mursis ufrivillige afgang har været håbet på af mange egyptere, både kristne og muslimer. Det er både manglen på resultater og ideologien der er årsagen til den udbredte utilfredshed hos befolkningen. Mursi begyndte sit embede med fine erklæringer om at ville være præsident for alle egyptere, uanset tro, men hans til tider åbenlyse mangel på utvetydig fordømmelse af islamisters angreb på kristne og hans medansvar for sikkerhedsstyrkernes og politiets mangel på beskyttelse af og til tider direkte angreb på kristne under deres protestaktioner har ifølge de kristne føjet spot til skade.
De fleste egyptiske kristne som jeg personligt kender, jubler, og da den koptisk-ortodokse kirkes patriark Tawadros og den øverste muslimske lærde, sheikh al-Azhar, Muhammad Ahmad al-Tayyib (der delvist er uddannet på Sorbonne-universitetet i Paris), stod på samme platform og talte til det egyptiske folk i anledning af Mursis fald, kendte euforien ingen grænser. Det var et virkeligt håbets tegn, et tegn på et nyt Egypten hvor alle ville stå sammen, uanset religion, og sammen opbygge landet. Det siges at 33 millioner egyptere var på gaden for at fejre Mursis fald!
Den nyudnævnte midlertidige præsident er nærmest totalt ukendt, hvilket kan være en fordel, ligesom det er en fordel at militæret har valgt en civil til at forestå en midlertidig regering. Sidste gang militæret tog magten, var også regeringsmagten i deres hænder, hvilket ikke gjorde den særligt elsket blandt folket, hverken blandt kristne eller muslimer.
Forsigtig optimisme hersker nu hos Mursis modstandere. Optimismen er forsigtig fordi de der støttede revolutionen, i flere omgange er blevet skuffet. De føler sig dog opmuntrede af at Mursis mange fejltagelser med stor sandsynlighed har overbevist mange om at den islamistiske ideologi som Det muslimske Broderskab står for, ikke er så meget værd som de måske troede. Hvis en troværdig kandidat til præsidentposten melder sig, en person der er ubelastet af forbindelser til Mubaraks regime eller en stærk ideologi, er der et realistisk håb om at et demokrati kan spire frem.
Det muslimske Broderskab er dog så stærkt organiseret ud over hele landet, og det har så stærk en repræsentation i civilsamfundets institutioner, ikke mindst de store magtfulde fagforbund, at deres indflydelse ikke kan ignoreres. Hæren må regne med stærk modstand og med at der vil være væbnede islamistiske grupper der vil bekæmpe den og den nye regering. Broderskabet har smagt magtens sødme og vil ikke godvilligt give slip, hvilket også vil være farligt for de kristne og deres institutioner. De er som regel bløde mål for terrorhandlinger, og desværre er modviljen mod de kristne i den muslimske befolkning stor. Dette skyldes ikke mindst den fordrejede historieundervisning som skolerne har givet. De egyptiske historiebøger for folkeskolen springer let og elegant fra slutningen af den faraoniske periode i historien frem til den islamiske magtovertagelse i år 642 og nævner ikke kristendommens komme og århundredlange historie. Derfor tror mange egyptere at de kristne, kopterne, er et fremmedelement selv om de om nogen har solide, flere årtusinder gamle rødder i landet.
Stemningen lige nu blandt de egyptiske kristne er generelt glæde over at Mursi er væk, men også bekymring over hvad der nu kan ske. Situationen er langt fra stabil, og den almindelige egypter skal have mad på bordet, ofte til en stor familie. Hvad med energiforsyningen? Hvad med brødpriserne? Hvad med benzinen? Under Mursi var der forsyningskrise. Der var dage hvor det var umuligt at finde brændstof til biler, inklusive lastbiler og busser, og det påvirker selvfølgelig også vareforsyningen og muligheden for at passe et arbejde – hvis man da har et.
For at vinde befolkningens tillid skal et nyt styre rette op på de uhyggeligt store sociale og økonomiske problemer som har præget landet i flere årtier. Den samme situation stod Mursi overfor, og han klarede ikke at sørge for de fornødne forbedringer. Den menige egypter så ikke de resultater som de håbede på, og det ser også ud som en umulig opgave at vende den negative udvikling, medmindre den menige egypter ser et glimt af håb i form af mærkbare forandringer. Det kræver bl.a. at turismens indtægter ikke trues, at priserne holdes i ro, og at korruptionen bliver bekæmpet effektivt. En ny regering skal også kunne modarbejde den stærke indflydelse fra islamismen, der også desværre sponsoreres udefra af magtfulde grupper på den arabiske halvø og med mere end villige jihad-tropper rekrutteret både fra Egypten og andre muslimske lande som væbnet trussel. Et godt tegn er det dog at Saudi-Arabiens regering byder Mursis afgang velkommen.
Også tilliden mellem kristne og muslimer skal genoprettes. Derfor er det vigtigt at muslimske og kristne topledere viser at de står sammen. Religion betyder meget i Egypten, og det bliver også de vestlige regeringer nødt til at tage i betragtning når de vil involvere sig i støtten til en spirende demokratisk udvikling i landet.
