Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Helen sad fængslet i en container i Eritrea i over to år for sin tro

Efter tortur og forfølgelse i Eritrea flygtede Helen til Danmark

Helen sad fængslet i en container i Eritrea i over to år for sin tro

Nogle gange kan jeg ikke forstå, at det her er mit liv: de fire metalvægge, hvor vi er spærret inde som en flok kvæg – smerten, sulten, frygten. Alt sammen på grund af min tro på den Gud, der har overvundet døden, og som har kaldet mig til at dele min tro med dem, der endnu ikke kender ham; den Gud, som jeg har fået forbud mod at tro på. Jeg tænker tilbage på et spørgsmål, som jeg har fået stillet mange gange i løbet af de måneder, jeg har været i fængslet: »Er din tro det her værd, Helen?« Jeg indånder den tunge luft, det gør ondt i hovedbunden, den sindssyge kvinde plaprer løs udenfor, fangevogterne fortsætter deres runde, og jeg hvisker mit svar: »Ja!« 

Sådan indledes ”Nattergalens sang” af Helen Berhane. En historie om, hvordan hun i mere end to år sad fængslet i en container i sit hjemland Eritrea, men trods de barske forhold fortsat holdt fast i lovsangen og troskaben over for Gud.  

I dag, over 15 år senere, sidder jeg over for Helen på Dansk Europamissions kontor, hvor hun fortæller mig sin historie. Endnu en gang lukker Helen op og deler historier fra en smertefuld tid. ”Jeg er glad for, at jeg har skrevet en bog, fordi det har været en hjælp til at bearbejde mit traume”, fortæller hun. Samtidig har Helen også meget på hjerte, som hun ønsker at dele med andre. I bogen skriver hun: ”Jeg har et budskab til jer, der er kristne og bor i den frie verden: I må ikke opfatte jeres frihed som en selvfølge. Brug alle de muligheder, I har, til at prise Gud hver dag”.  

På Dansk Europamissions kontor fortæller Helen Berhane, hvordan hun kom igennem fængselsopholdet.

Friheden er under pres i Eritrea 

Helen er selv vokset op i Eritrea, hvor den personlige frihed er under pres. ”Eritrea er et diktatur, og styret søger at begrænse enhver bevægelse, der kan have indflydelse på de unge”, fortæller Helen. ”Generelt er ingen frie. Ifølge regeringen er sunnimuslimer, katolikker, ortodokse og lutheranere frie til at udleve deres tro, men i realiteten slås der ned på alle, som er aktive troende. Regeringen kontrollerer trossamfundene og overvåger enhver bevægelse. Hvis du beder med folk og privat samler folk for at dele din tro, så slår myndighederne ned”, forklarer hun.  

Alligevel har Helen været frimodig omkring sin tro og aktivt delt evangeliet med sine landsmænd. Da jeg spørger Helen, hvordan hun turde det, nævner hun verset fra Romerbrevet 1, 16: ”for jeg skammer mig ikke ved evangeliet. Det er Guds kraft til frelse”. Netop Paulus, som er forfatteren af dette brev, har været til stor inspiration for Helen.  

Hun fortæller: ”Da jeg var lille, var der en præst der oplærte mig i troen. Derefter læste jeg i Bibelen hver eneste dag. Og jeg begyndte at spørge: ”Hvem kan prædike evangeliet?” Jeg fandt ud af, at hvis man ikke er bange for at dø, ligesom Paulus, så kan man prædike evangeliet. Så jeg begyndte at bede, forberede mig og sagde til mig selv ‘Okay, vores forfædre kunne evangelisere uden at frygte, fordi de havde forberedt sig selv på at dø. Hvis jeg dør, hvad kan der så ske? – ingenting’. Så jeg forberedte mig og begyndte at prædike. Jeg var fuldstændig selvsikker og uden frygt. Jeg er ikke bange for noget. Jeg er ikke bange for, at folk kan slå min krop ihjel”.  

Kompromisløs tro 

Helen havde forberedt sig på det værst tænkelige, og en dag blev hun arresteret og kom i det berygtede fængsel, Mai Serwa, for langtidsfanger og hårdkogte kriminelle. I bogen kan man læse om de umenneskelige forhold, som fangerne lever under: Containere, der er iskolde om natten og glohede om dagen. Lopper og lus, der inficerer tøj og tæpper. Utilregnelige fangevogtere, der slår og torturerer deres ofre. Alligevel søgte Helen at være stærk og at være til opmuntring for sine medfanger. “Hvis vi bliver ved med at beklage os, så vinder vi ikke. I stedet må vi fortsætte med at bede og synge lovsange. Satan vil gerne bruge de negative ord som et våben imod os, og derfor må vi fortsætte med at prise Gud under alle forhold”, skriver Helen i bogen.  


”I svære tider synger jeg mere. Jeg føler Guds kraft. Jeg føler, at alle mine problemer forsvinder” – Helen Berhane


I fængslet skrev Helen prædikener, som blev smuglet rundt til de andre containere, og holdt stædigt fast i lovsangen til Gud: ”I svære tider synger jeg mere. Jeg føler Guds kraft. Jeg føler, at alle mine problemer forsvinder”, fortæller Helen. ”Jeg kan ikke holde op med at synge. Gennem lovsang åbner himlen sig, og den er til opmuntring for andre. Jeg er blevet tortureret pga. min sang, men vi behøver ikke at gå på kompromis med vores tro. I Daniels bog læser vi, at kongen beder dem om at bøje sig for statuen. Men Daniel og hans venner afviser, og kongen og hans mænd smider dem i ilden. Men Jesus er sammen med dem i ilden. Vi behøver ikke gå på kompromis”, fortæller Helen.  

Brødet skal færdigbages, inden det kan spises 

Under læsningen af ”Nattergalens sang” bliver jeg dybt forundret over den tillid, som Helen har til Gud. Under samtalen spørger jeg derfor Helen, om hun i perioder under fængslingen eller i tiden efterfølgende har oplevet en frustration eller vrede på Gud over det, der hændte hende. ”Mange spørger mig om det. Men jeg tænker fuldstændig anderledes omkring det”, svarer Helen.  


“Jeg bliver nødt til at blive, uanset om jeg bliver brændt. For ingen kan spise brødet, hvis det ikke er færdigbagt” – Helen Berhane


Hun uddyber: ”Hvis der sker mig noget, spørger jeg Gud: Hvad ønsker du af mig nu? Jeg spørger ikke: Hvorfor sker det her for mig? Det er ligesom brødet i ovnen. Hvis jeg siger, ”Nej, jeg kan ikke lide varmen”, så kan Gud åbne ovnen, men jeg bliver ikke færdigbagt og består prøvelsen. Måske skal jeg vente 10 år, inden det sker. Jeg har den forståelse af livet. Så det gør ikke noget, hvad der så end sker. Jeg bliver nødt til at blive, uanset om jeg bliver brændt. For ingen kan spise brødet, hvis det ikke er færdigbagt. Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved det, der sker for mig over for Gud. For han blev korsfæstet på grund af kærlighed til mig”.  

Kort tid efter løsladelsen fra Mai Serwa flygtede Helen til Danmark. Også i Danmark har Helen oplevet prøvelser, men kampen er en anden. ”I Eritrea er fængslet meget synligt. I Danmark er fængslet ikke særlig synligt, så det er vanskeligt at vide, hvordan man skal håndtere det. I Eritrea ved man, hvor kampen står. I Danmark er det mere vanskeligt at gennemskue. I Danmark er vi glade for vores frihed, men er ikke altid bevidste om kampen”, slutter Helen.  

Foredrag ved Helen Berhane
Ønsker din menighed eller forening at høre Helen Berhane fortælle sit vidnesbyrd?
Skriv til info@forfulgtekristne.dk