Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Forfulgte kristne og mission

Vi skal bekæmpe forfølgelsen af kristne, hvor vi kan, men også anerkende, at forfølgelse er et vilkår for kristne og at Gud lader kirken vokse gennem trængsler

Forfulgte kristne og mission

 

Terrorangrebene i påsken 2019 på kristne i Sri Lanka samt Islamisk Stats systematiske fordrivelse af kristne og andre ikke-sunnimuslimske minoriteter i Irak og Syrien har medvirket til, at danske politikere og sekulære medier – og dermed også den brede offentlighed – for alvor har fået øjnene op for, at kristne, blandt andet i Mellemøsten, udsættes for forfølgelser.

En sådan erkendelse er glædelig, da forfølgelse af kristne ofte har været en blind vinkel i den offentlige debat. Det er også positivt, at regeringen i 2018 oprettede en enhed i Udenrigsministeriet, som skal arbejde for at fremme trosfrihed. Udbredelsen af det rettighedsbaserede perspektiv er uhyre vigtigt, da det fastholder befolkningsflertallet på pligten til at beskytte anderledes tænkende og troende.

Dog giver den større erkendelse af omfanget af kristenforfølgelse også anledning til at reflektere over, hvorledes vi som privatpersoner samt politikere, kirken og medier iagttager, tilgår og vinkler forfølgelse af kristne. Ofte kan man observere en udpræget negativ vinkling. Som om forfølgelse af kristne er en krænkelse, som bør bringes til ophør.

Forfølgelse er et vilkår

Imidlertid er det jo på grund af Bibelen og de kristne identifikation med den, at de forfølges, og Bibelen har et positivt perspektiv på forfølgelse og beskriver den som et vilkår, som kristne bliver lovet.

For eksempel siger Jesus i Lukas 6,22-23a siger Jesus: “Salige er I, når mennesker hader jer, forstøder jer og håner jer og afskyr jeres navn som noget ondt for Menneskesønnens skyld. Fryd jer på den dag og spring højt af glæde”.

I Johannes 15,20 siger han: ”Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer.”

Desuden var apostlene, efter de var blevet pisket, ”glade fordi de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for Jesu navns skyld” (ApG 5,41).

Hvis man sammenholder det bibelske perspektiv med udviklingen i det overvejende tyrkiske Centralasien, må man forholde sig til, om det rettighedsbaserede perspektiv er tilstrækkeligt.

Åbent vindue i få år

En af Dansk Europamissions samarbejdspartnere, en kirkeleder i Kasakhstan, fortalte engang om den unge kirke i hans land, hvor flertallet af de konvertitkristne kom til tro efter Sovjetunionens sammenbrud – i lighed med kirkerne i Turkmenistan, Usbekistan, Kirgisistan og Tadsjikistan. Sovjetunionens sammenbrud indvarslede en ny tid præget af ytringsfrihed, trosfrihed og forsamlingsfrihed i stedet for totalitær kommunisme. I denne atmosfære kunne missionærer rejse til Centralasien og frit forkynde evangeliet. Mange tusinder kom til tro ved store møder, og bibler i tusindvis blev uddelt.

Dette mulighedernes vindue stod kun åbent i få år. Fra år 2000 begyndte myndighederne i Turkmenistan at indføre stramninger. For eksempel fik missionærer ikke fornyet deres visa, når de søgte. Siden har kristne præster siddet i fængsel i dette land samt Usbekistan, Kasakhstan og Tadsjikistan.

Kirkelederen fortalte, at for ham og mange af de andre nye kristne i Kasakhstan havde ordet ”lidelse”’ indtil da ikke været en del af deres teologi. De vestlige missionærer havde ikke i tilstrækkeligt omfang undervist de nye troende i forfølgelse som et vilkår. Først da den kom, måtte den unge kirke til at undersøge, hvad Bibelen sagde om dette emne.

Konsekvensen var, at den unge kirke i Centralasien var uforberedt på forfølgelse, flere præster flygtede, og kirkevæksten standsede.

Ny menighed

Modsat giver moderne kirkehistorie også eksempler på, at kirken kan vokse midt i forfølgelse. I Irak er anslået 5.000 og i Syrien anslået 20.000 muslimer og personer med anden ikke-kristen baggrund konverteret til den kristne tro siden Islamisk Stats entré i 2014. Jihadisternes brutalitet viste sig at have utilsigtede konsekvenser.

En syrisk præst, som med støtte fra Dansk Europamissions givere har været involveret i uddeling af nødhjælp til mennesker, Islamisk Stat fordrev, har sagt:

”I løbet af borgerkrigen flygtede årligt 25 medlemmer i menigheden. Kun jeg som præst er tilbage af den oprindelige menighed, men kirken er fuld. Jeg har fået en ny menighed. Mange muslimer kommer til kirken. De er trætte af islam, af al ødelæggelsen og drabene. De siger: ’I kristne er fredelige og tjener fredens Gud’.”

Sund forfølgelsesteologi

Kun et mindretal af de nye konvertitkristne i Irak og Syren står endnu offentligt frem, da prisen kan være dødstrusler fra terrorister, chikane fra myndigheder og socialt pres fra familie. Ifølge vores lokale samarbejdspartner er konvertitternes valg dog velovervejet. De ved, hvad prisen for at følge Jesus kan være i Mellemøsten – og de har brug for oplæring i en sund forfølgelsesteologi, så de kan håndtere smerte.

Deres antal kan ikke opveje det betydeligt højere antal af kristne fra de traditionelle, etniske kristne mindretal, som har forladt Mellemøsten, men udviklingen er bemærkelsesværdig, da den har fundet sted under voldsomme forfølgelser.

Kirkevækst i Iran

Et endnu tydeligere eksempel på kirkevækst under forfølgelse er Iran. Op til Khomeinis islamiske revolution i februar 1979 var anslået 500 muslimer konverteret til den kristne tro.

Den 19. februar 1979 led præst og konvertit Arastoo Sayyah martyrdøden, og efter ham har syv andre præster betalt med deres liv for deres tjeneste. Præster i undergrundskirken, der består af muslimer, der er konverteret til den kristne tro, idømmes fængselsstraffe på op til ti år.

Trods de voldsomme forfølgelser er op mod en million muslimer ifølge konservative skøn konverteret til den kristne tro.

Opstandelseskraft

Forfølgelse er ikke i sig selv godt, kristne skal ikke opsøge den, og den fører ikke nødvendigvis til kirkevækst. Men eksemplerne fra Iran, Syrien og Irak viser, at forfølgernes brutalitet i nogle tilfælde kan få mennesker fra befolkningsflertallet til at stille spørgsmål ved forfølgernes grundlag og i stedet søge de forfulgtes tro.

Gud kan vende forfølgelse til noget godt for kirken. Paulus siger i Filipperbrevet 3,10: ”at jeg kan kende ham og hans opstandelses kraft og lidelsesfællesskabet med ham, så jeg får skikkelse af hans død, om jeg dog kunne nå frem til opstandelsen fra de døde!”

Når forfulgte kristne med Paulus identificerer deres (uretfærdige) lidelse med Kristi (uretfærdige) lidelse, får de også del i hans opstandelse – ikke kun engang, men opstandelseskraften kommer også til udtryk ved, at Gud lader nyt liv vokse frem – ud af lidelser.

Ja, de forfulgte kristne oplever krænkelser, og vi kan forsøge at udnytte de muligheder, retsvæsnet og politisk engagement giver for at forebygge, begrænse og undgå forfølgelse. Men i de tilfælde hvor det ikke er muligt, bør vi i stedet opmuntre de forfulgte kristne i deres udfordringer, blandt andet gennem bøn, bibelsmugling, nødhjælps- og hjælp-til-selvhjælps-projekter og holde øjnene åbne for, at evangeliet kan have fremgang under selv de vanskeligste vilkår.

Måske skulle vi derfor i nogle tilfælde overveje at kalde de forfulgte kristne for ”forfulgte, men sejrende kristne”.