Resultater 2023

Hvilke resultater skabes der, når du investerer i Dansk Europamissions arbejde?

Afghanistan

Støtte til afghanske flygtninge: Husmenigheder

Afghanistan er et af verdens fattigste lande efter årtier med krig, korruption og naturkatastrofer. Efter Talibans magtovertagelse i 2021 er mange kristne flygtet ud af landet på grund af forfølgelse. Alligevel spredes evangeliet blandt afghanere.  

Dansk Europamissions givere støttede i 2023 et afghansk ægtepar, som bor i et naboland til Afghanistan. De måtte flygte fra deres hjemland efter dødstrusler fra Taliban. Parret har startet to husmenigheder for afghanske flygtninge, hvor bl.a. nye konvertitkristne får bibelundervisning. Desuden afholdes videomøder for afghanere, som befinder sig i andre lande.  

Egypt 

Media Mission  

Opfølgningsteamet til Al-Beshara blev en del af Dansk Europamissions arbejde i 2022. Arbejdet har det formål at lede mennesker i Mellemøsten til tro på Jesus og hjælpe dem med at finde en lokal kirke i deres land. Al-Beshara står bag mediearbejde i Mellemøsten, hvor evangeliet kommunikeres til muslimer gennem videoer på YouTube og opslag på Facebook. Med støtte fra Dansk Europamissions givere er to kristne ansat til bl.a. at svare på spørgsmål fra åndeligt søgende via beskedtjenester.  

Iran 

Det Islamiske regime i Iran fortsætter med at undertrykke og forfølge konvertitkristne og huskirker. Protesterne mod det iranske regime, der startede i september 2022 efter Mahsa Aminis død, fortsatte til foråret 2023. Regeringsstyret har efterfølgende forsøgt at bevare kontrollen med magt, anholdelser og fængslinger, hvilket ofte indebærer tortur. På trods af situationen i landet fortsætter kristne ufortrødent med frimodigt at tjene Gud og dele deres tro på Jesus. 

Støtte til kristne samvittighedsfanger og deres familier

I 2023 har der været flere bølger af razziaer og anholdelser af undergrundskristne i husmenigheder. Særligt er det mænd, som har været tilbageholdt, og da manden ofte er familiens primære forsørger, efterlader det familien i en økonomisk vanskelig situation. Samvittighedsfanger kan også selv være økonomisk udfordrede, idet man i det iranske fængselssystem skal betale for mad, tøj og andre basale fornødenheder. Dansk Europamissions givere støtter derfor kristne samvittighedsfanger og deres familier – og giver dem opmuntring i den meget svære situation, som de står i. Modtagerne styrkes i troen, når de modtager hjælp i den svære situation.

I 2023 har Dansk Europamissions givere hjulpet iranske samvittighedsfanger og deres familier med at dække deres udgifter til blandt andet mad, tøj, lægehjælp, husleje, vand, el og varme, svarende til 80 personer i alt. 

Indsmugling og uddeling af Nye Testamenter 

Vores projektpartner beretter, at mange iranere er skuffede over det islamiske regime og har mistet håbet på grund af den økonomiske og samfundsmæssige krise i landet. Dette har skabt en stor åbenhed og interesse for evangeliets budskab om håb og frelse og en Gud, som har omsorg for mennesker.  

Mange iranere tager imod det Nye Testamente, når lokale kristne vidner og fortæller om Jesus, og hjemme læser de dybere i det skrevne ord, og mange kommer til tro på Jesus. 

Dansk Europamission sikrede i 2023, at 9861 eksemplarer af Det Nye Testamente kunne trykkes og indsmugles i Iran. Iranske kristne står for uddelingen af Det Nye Testamente, som uddeles i over 60 byer i Iran.  

Yemen 

Borgerkrigen i Yemen har haft forfærdelige konsekvenser for den civile befolkning. Ifølge FN er over 21 millioner af Yemens 34 millioner mennesker i fødevarenød. Desuden lever 4,5 millioner yemenitter som internt fordrevne, og 4,5 millioner børn har ingen adgang til skolegang. Over 15 millioner mennesker har ikke adgang til rent drikkevand i Yemen.  

Dansk Europamissions givere er med til at hjælpe Yemens hungersnødramte og forarmede befolkning igennem kristne yemenitter. Dansk Europamissions givere sikrede i 2023, at 847 yemenitter fik fødevarepakker.   

Syrien – nødhjælp til internt fordrevne og ofre for jordskælv

Efter det voldsomme jordskælv, som ramte Tyrkiet og Syrien den 6. februar 2023, har Dansk Europamissions forbedere og givere været med til at hjælpe nødstedte mennesker i Syrien med livreddende fødevarepakker og hygiejneartikler. På grund af borgerkrigen, der begyndte i 2011, men i dag er frossen, var der i 2023 næsten 7 millioner internt fordrevne i Syrien. Dansk Europamissions givere var også her med til at hjælpe mennesker i nød med livreddende fødevarepakker og hygiejneartikler. Samlet blev 6656 mennesker hjulpet af Dansk Europamissions givere i 2023.

I 2023 støttede Dansk Europamissions givere desuden indkøb af en byggegrund til en kirke i Syrien, som er aktivt involveret i hjælpearbejde til den nødlidende befolkning. 

Pakistan – udvikling af skoleprojekt

Kristne og andre minoriteter risikerer hård forfølgelse og diskrimination i Pakistan. En af hovedårsagerne er landets blasfemilovgivning, som anvendes mod kristne, og islamiske ekstremister opildner nogle gange folkemængder til at begå selvtægt og angribe uskyldige, som blot er anklaget for blasfemi. 

Dansk Europamission har tidligere sikret, at udsatte børn fra den kristne minoritet kunne få skolegang i det centrale Pakistan. Efter nogle års pause udviklede Dansk Europamission i 2023 et nyt skoleprojekt i den nordvestlige del af Pakistan. Et område som er usikkert, selv efter pakistanske forhold.  

Turkey 

Hjælp til jordskælvsofre

Mandag den 6. februar 2023, kl. 4.17 om morgenen, oplevede Tyrkiet det værste jordskælv i næsten 100 år. Jordskælvet blev målt til hele 7,8 på Richterskalaen med flere følgende kraftige efterskælv. Tusinder af bygninger kollapsede eller blev svært beskadiget, og flere byer blev endda helt jævnet med jorden under jordskælvet. Situationen den morgen var uoverskuelig, og folk var i chok, men Dansk Europamissions samarbejdspartner reagerede hurtigt, startede bilen, og ankom kun få timer efter til jordskælvszonen med hjælp og frivillige.

I flere år havde organisationen nemlig forberedt sig på et sådant scenarie og indkøbt udstyr til hurtigt at kunne rykke ud til et jordskælvsramt område, da jordskælv er hyppige i Tyrkiet. De første dage efter deres ankomst var alt kaotisk. Nødhjælpsholdet deltog i hjælpearbejde og sov i deres biler pga. fare for nye jordskælv. Som dagene gik, kom mange frivillige kristne til for at hjælpe, og hjælpearbejdet blev bedre organiseret.  

Fra første dag, blot timer efter jordskælvet, har Dansk Europamissions givere været med til at støtte dette vigtige hjælpearbejde. Et hjælpearbejde, som er blevet gjort med kærlighed og omsorg for mennesker, hvilket har haft ufattelig stor betydning for tusinder af mennesker. 

Det kristne hjælpearbejde er heller ikke gået ubemærket hen hos de tyrkiske myndigheder, og har ført til anerkendelse og respekt. Noget som er vigtigt for kirken i Tyrkiet, for at også kristne og kirkers sociale arbejde anerkendes mere, at kristne og kirken får større anerkendelse, og at mennesker oplever, at kristne ønsker det bedste for deres medmennesker. 

Hjælpen til jordskælvsofre fra Dansk Europamissions givere bestod af livreddende fødevarepakker og hygiejneartikler.  

I alt blev 4.500 fødevarepakker med 4.500 hygiejneartikler uddelt i jordskælvsområdet, svarende til at 20.000 mennesker i alt fik hjælp.  

Rejseteams deler evangeliet

Lokale kirker, som Dansk Europamission samarbejder med, fortæller, at mange mennesker i Tyrkiet er åbne for at høre om Jesus, og at mange kommer til tro. 

2023 blev et år, hvor mange mennesker i Tyrkiet hørte om Jesus, takket være Dansk Europamissions givere, som var med til at støtte et stort arbejde med at dele evangeliet og plante tre nye kirker og styrke de nye troende. Et team fra kirken rejste op til 5000 km. pr. tur i Tyrkiet for at fortælle om Jesus og starte nye kirker og styrke nye troende. 

En anden kirke i Tyrkiet, som Dansk Europamissions givere støtter, har plantet 2 nye kirker i 2023, uddelt bibler og kristne film, og delt evangeliet, ansigt til ansigt, med ca. 4500 mennesker i Tyrkiet. Mindst 28 mennesker kom til tro på Jesus i denne kirke i 2023. Kirkens team udfører også et stort arbejde med oplæring af nye troende for at styrke og grundfæste dem i den kristne tro. 

Kirken oplever også en stor vækst i deres ungdomsarbejde, hvor unge kristne lære at dele de gode nyheder med andre, og mange unge fortæller frimodigt dem de kender og møder om deres tro på Jesus. 

Træning og udrustning af kristne præster og ledere 

Kirken i Tyrkiet har brug for nye præster og folk i forskellige tjenester i kirker, som er godt udrustede til deres arbejde – ikke mindst da mange udenlandske missionærer er blevet udvist i de senere år. Dansk Europamissions givere er med til at sikre, at syv kristne ledere får en god og sund uddannelse og træning. Uddannelsen er på fuld tid, og er en kombination af studie og praktisk træning i kirker med mentorstøtte.  

Dansk Europamissions givere var i 2023 også med til at sikre, at 42 tyrkiske kirkeledere fik et kursus i ledelse. 

Shelter for forfulgte kristne

Dansk Europamissions givere var også med til at støtte et shelter i Tyrkiet for kristne, som havde brug for beskyttelse og omsorg. I løbet af 2023 fik fem personer beskyttelse og omsorg af lokale kristne, og yderligere seks personer boede kortvarigt på shelteret under deres praktik i præsteuddannelse.  

Kanal Hayat

Gennem Kanal Hayats mediearbejde kom omkring mange mennesker til tro, ikke kun i Tyrkiet, men også blandt diasporaen, samt i Centralasien.

Sri Lanka  

Hjælp til selvhjælp til præstefamilier

I 2019 oplevede Sri Lanka en økonomisk krise med høj arbejdsløshed, og denne krise ramte landets kirker, som mistede indtægter. Den økonomiske situation var dog i bedring i 2023. Dansk Europamissions givere har i 2023 hjulpet 82 præster og kirkemedarbejdere i fattige områder med hjælp-til-selvhjælpsprojekter. Hjælpen består i træning og støtte til, at præsterne kan starte egen virksomhed, såsom etablering af en forretning, opdræt af køer, geder eller fjerkræ.   

Denne hjælp er meget vigtig, da den sikrer præstens indtægt og i enkelte tilfælde kan give overskud, som også gavner kirken og lokalsamfundet.  

Helhedsorienteret menighedsplantning 

I 2023 støttede Dansk Europamissions givere kirker i Sri Lanka til at starte nye kirker. Projektet består i, at præster og kirkeledere uddannes som team i at plante nye kirker, som ikke kun forkynder med ord, men også demonstrerer Guds kærlighed gennem socialt arbejde.

65 kirkeledere fra 23 kirker blev i 2023 trænet og udrustet til at plante nye kirker, og syv præster blev støttet til at plante syv kirker i Sri Lanka i områder, hvor befolkningen er buddhister. 

Ukraine 

Ukrainekrigen, som startede den 24. februar 2022, da Rusland angreb landet, har skabt en humanitær krise.  

Mange mennesker fra byer i særligt det østlige og sydlige Ukraine er flygtet vestpå, væk fra fronten. Dansk Europamissions givere har siden 2022 været med til at hjælpe ukrainere i nød igennem lokale kirker. 

I 2023 blev der uddelt 438 elvarmetæpper, 206 gasbrændere til madlavning, 8 powerbanks til elforsyning, 1580 kasser og poser med mad og husholdningsprodukter til familier og 983 gaveposer til flygtningebørn. 200 mennesker modtog hygiejnesæt, lommelygter, stearinlys og tændstikker. Ud over det blev der også tilbudt kristen litteratur, 1350 bøger blev uddelt i alt. 

I alt blev 2750 mennesker hjulpet i Ukraine i Sumy, Poltava, Kharkov og Donets-regionerne i 2023, samt 983 børn, som fik gaveposer. 

India 

Hjælp til selvhjælp

Dansk Europamissions forbedere og givere har i 2023 støttet lokale kristne i en landsby i det sydlige Indien i at skabe fællesskab og udvikling igennem sykurser. I 2023 modtog 41 kvinder et certifikat i syning, som kan anvendes til at søge job inden for tekstilindustrien. Igennem projektet oplevede kvinderne en personlig vækst gennem fællesskab, rådgivning, andagter og et fortroligt sted at dele bekymringer.  

Undervisning

Dansk Europamissions givere har støttet undervisning i kirker i Indien. Der blev afholdt et seminar for præster med temaet: styrkelse af den kristne oplæring i hjemmene. Der blev afholdt et seminar for kvinder med temaet: Kvinder vi møder i Bibelen, samt 11 forældreseminarer om tre emner: Dit barn og Gud (om at lære barnet at kende Gud). 2) Dit barn og andre (om forholdet til barnets næste). 3) Dit barn og sig selv (om selvværd og selvtillid). 

Nordafrika

I 2023 arbejdede Dansk Europamission på, at der kunne udvikles en struktur omkring oversættelsen af Bibelen til et af de oprindelige sprog i Nordafrika. Målet er, at oversættelsen både er tro mod de bibelske grundsprog, bruger et moderne sprog og undlader islamiske teologiske begreber.

En forfulgt kristen familie i Nordafrika blev ramt af sygdom i 2023 og havde ikke råd til lægehjælp, på grund af tabt arbejdsevne under sygdom. Dansk Europamissions givere støttede familien med lægehjælp, så familien kunne klare sig igennem en svær periode og blive raske. Familien har det nu godt.

Nordkorea – indsmugling af medicin og grøntsagsfrø 

Nordkorea er et af verdens mest lukkede lande, og ifølge FN’s World Food Programme var 40 % af den nordkoreanske befolkning underernæret i 2023. Via Dansk Europamissions projektpartner blev der i 2023 indført og uddelt 10.000 pakker med grøntsagsfrø til nødlidende i Nordkorea. Denne hjælp gør det muligt for nordkoreanere at dyrke deres egne afgrøder.  

Desuden har Dansk Europamissions givere hjulpet tusinder af kristne i undergrundskirker i Nordkorea med medicin. 

Hjælp til nordkoreanere på flugt

Seks nordkoreanske flygtninge er blevet hjulpet fra Kina videre til et sikkert tredjeland. Kina giver nemlig ikke asyl til nordkoreanske flygtninge i landet, men tvangsrepatrierer dem til Nordkorea, hvor de sandsynligvis fængsles.  

Kyrgyzstan 

Støtte til tidligere børnehjemsbørn 

Fem piger i alderen 16-20 år har boet på Egehuset i 2023. Pigerne kommer fra statslige børnehjem og har ingen familie, som de kan bo hos, når de som 16-årige forlader børnehjemmet. Egehusets formål at være at overgangssted fra børnehjem til at kunne klare sig selv på egen hånd i livet. Dette sker ved at hjælpe pigerne med at gennemføre en ungdomsuddannelse og ved at udruste dem socialt til at kunne begå sig i samfundet.  

På Egehuset viser kristne, kvindelige medarbejdere omsorg for pigerne og inviterer dem til ugentlige bibelstudier.  

Dansk Europamissions givere har blandt andet bidraget til at dække lønnen for tre medarbejdere og projektlederen samt de daglige udgifter til mad og rejseomkostninger for pigerne. 

Hemmelige projekter  

Afghanske flygtninge

Dansk Europamissions givere støttede i 2023 en afghansk præst. Fællesskabet han leder består af konvertitkristne fra muslimske lande, som er flygtet pga. forfølgelse og svære politiske og sociale forhold i deres hjemlande.      

Poser med håb

Med støtte fra Dansk Europamissions givere fik 3047 mennesker i to lande i Centralasien Poser med håb i 2023. Poser med håb er store bæreposer med mad, som lokale kristne deler ud til familier, som står i en vanskelig, økonomisk situation. Poser med håb er en del af kirkernes barmhjertighedsarbejde for at hjælpe mennesker i nød. Igennem arbejdet viser kristne omsorg og kærlighed til mennesker og får nogle gange også lov til at fortælle dem om Jesus og bede for deres behov. Modtagerne af poser med håb er udsatte familier, enlige kvinder og enker med mange børn, men også alkoholmisbrugere, hvis børn ikke får nok mad. Poserne er store i størrelse og hjælper en børnefamilie med at klare sig bedre og mætte børnenes maver i mindst en uge. Mange mennesker er kommet til tro på Jesus igennem Poser med håb igennem årene, og kirkerne i projektet har hjulpet udsatte familier med at komme på benene igen og få et bedre liv.  

Dansk Europamissions forbedere og givere var i 2023 med til at sikre, at der blev delt 1411 Poser med Håb ud til fattige familier i flere byer i et land i Centralasien. I alt blev 947 personer i 205 familier hjulpet.  

I et andet land i Centralasien modtog mindst 2.100 personer i 312 familier, 624 Poser med Håb med 27 kg til hver familie hver måned med støtte fra Dansk Europamissions givere.

I 2023 blev 2035 poser med håb uddelt til 3047 mennesker i to lande i Centralasien. 

Dansk Europamissions givere støttede også, at 25 børn fra hjem, der har modtager Poser med Håb, kunne deltage på sommerlejr. 

Theological education for pastors in the Muslim world

Mange kristne præster i Centralasien har blot en kort bibelskoleuddannelse eller slet ingen teologisk uddannelse. Dette kan resultere i teologiske skævheder eller usund praksis. Derfor er det vigtigt, at kirkeledere får en god og sund teologisk uddannelse.  

I 2014 blev der opstartet en præsteuddannelse med Dansk Europamissions giveres hjælp, til stor gavn og velsignelse for kirkerne i landet.  

Præsteuddannelsen er menighedsbaseret, og de studerende rejser 2-4 gange om året til regionale uddannelsessteder for at modtage undervisning i moduler. Imellem de fysiske seminarer er der selvstudie, og de studerende mødes månedligt eller ugentlig i deres hjemby for at studere sammen, med en erfaren teolog som tutor. Denne form for studie har vist sig at være meget frugtbar og opmuntrende for studerende på teologiuddannelsen, da man ikke bare skal sidde selv med de mange lektier. 

I 2023 kunne de studerende læse teologi på enten diplom-, bachelor- eller kandidatniveau.  

Præsterne undervises også i ledelse, sjælesorg, etik, økonomi og mange andre emner, som kan hjælpe dem i deres tjeneste og skabe sundhed i kirkerne. 

Dansk Europamissions givere støttede i 2023 60 personer med teologisk uddannelse samt en person med et ph.d.-stipendiat, så han i fremtiden kan spille en ledende rolle i etableringen af et teologisk institut i regionen. Det er ikke muligt at læse teologi på ph.d.-niveau i Centralasien, og derfor er den studerende tilknyttet et vesteuropæisk universitet.  

Dansk Europamissions givere støttede også med halvdelen af lønnen til en administrator for projektet og tolk på uddannelsesstedet.  

I et andet land i Centralasien hjælper Dansk Europamissions forbedere og givere fire kirkeledere med at studere teologi på diplomniveau, tre på bachelorniveau og en på kandidatniveau.  

Disse kirkeledere er alle konvertitkristne og uddannes også med det formål at starte teologisk uddannelse i deres eget hjemland for at kunne udruste og styrke kristne kirkeledere til deres præstegerning. I slutningen af 2023 skete der konkrete forberedelser til at starte teologisk diplomuddannelse i deres land.

Håbets Hus – fremtid og håb for udsatte kvinder 

I et land i Centralasien støtter Dansk Europamissions givere kvinder, der har været udsat for vold, trafficking eller har været i prostitution. Projektet har shelter og krisecenter for kvinder, hvor de kan være i sikkerhed, og hvor kvinderne igennem opholdet kan modtage sjælesorg, advokathjælp, lægehjælp og jobtræning.  

I Centralasien har mange kvinder i især landdistrikter begrænset uddannelse, og i langt de fleste tilfælde er manden eneforsørger i familien, hvorved en mands hustru(er) står i et afhængighedsforhold til ham. Kvinder har ofte en lav status i muslimske samfund. Mange fattige piger giftes væk som aftale imellem familier som helt unge teenagere, bl.a. efter islamisk lov om flerkoneri, så kvinderne bliver hustru to, tre eller fire i husstanden.  

Disse ægteskaber indgås på trods af at landets love, som kun tillader og anerkender et ægteskab mellem én mand og én kvinde. Hvis ægtemanden så svigter eller forlader anden- eller tredje-hustruer, ender de ofte i en svær og udsat situation. Nogle ender på gaden og efterfølgende i trafficking og prostitution. 

Nogle kvinder bliver udsat for vold i hjemmene. Dette gør at nogle kvinder har mange sår på sjælen og meget smerte i hjertet. 

Arbejdet drives af lokale kristne kvinder, som hjælper de udsatte kvinder i et støttende miljø, hvor de kan udvikle deres kreative evner. Mange kvinder oplever en genoprettelse i deres liv, en ny glæde ved livet, og en ny tro på fremtiden. 

Der tilbydes også jobtræning i fag som syning, madlavning, at lave smykker, broderi og anden form for kunsthåndværk, samt jobtræning som frisør.  

Nogle udsatte kvinder har også brug for juridisk hjælp i tilfælde, hvor deres voldelige ægtemand forsøger at presse og true dem tilbage i ægteskabet. Ofte er det for at udnytte dem, eller fordi manden føler, at det har bragt skam over ham.  

I 2023 har Dansk Europamissions givere bidraget til at hjælpe:  

  • 22 kvinder, 6 teenagere og 32 børn til ophold på krisecenter i 2023.  
  • Krisecenteret havde supportgrupper for udsatte kvinder i 2023. 
  • 180 kvinder har fået jobtræning i hhv. syning, madlavning, smykkefremstilling, broderi og frisørfaget.
  • 141 af kvinderne opnåede at få diplomer af staten for jobtræningen, hvilket giver dem yderligere muligheder.  
  • I 2023 blev 12 kvinder ansat i projektet efter jobtræning, og 108 kvinder fandt arbejde efter endt jobtræning.  
  • 170 kvinder og piger har fået psykologisk hjælp. 
  • 296 kvinder har fået juridisk bistand, og 39 kvinder modtog juridisk beskyttelse.  
  • advokater var tilknyttet projektet i 2023 for at hjælpe udsatte kvinder. 

Renovation af shelter i 2023

Krisecentret for kvinder blev også renoveret i 2023 med hjælp fra Dansk Europamissions givere, så stedet nu fremstår moderniseret og nydeligt til brug for beboerne.  

Seminarer og information om menneskerettigheder, vold i hjemmet og trafficking

I 2023 blev der igennem projektet også afholdt mange seminarer og informationsmøder for at hjælpe udsatte kvinder og forebygge vold og udnyttelse af kvinder.  

Mange kvinder ender hvert år i prostitution i og uden for Centralasien, så disse seminarer og informationsmøder er vigtige for at sætte fokus på risikoen for at blive handlet og ende i prostitution. 

Der blev også holdt flere rundbordsmøder og seminarer med myndigheder i landet.  

Temaerne for seminarerne var: vold i hjemmet og menneskehandel, som er et stort problem for udsatte kvinder og børn.  

Dansk Europamissions givere var i 2023 med til at støtte følgende ting i projektet for udsatte kvinder. 

  • Der blev afholdt seminarer for offentligt ansatte af projektets team i 2023. Omkring 400 offentligt ansatte, inkl. læger, politi og andre myndighedspersoner deltog i undervisnings-og diktionsemner om vold i hjemmet, og menneskehandel.  

Der blev bl.a. afholdt seminarer for læger om håndtering af ofre for seksuelt misbrug, og flere seminarer for embedspersoner.    

  • I 2023 blev der afholdt seminarer om udsatte kvinder. Emnerne var kønsbaseret vold, menneskerettigheder, vold i hjemmet og menneskehandel. 389 kvinder og 127 mænd deltog.  
  • Der blev afholdt 11 seminarer for 1407 teenagere og unge i emnerne, vold i hjemmet og menneskehandel. 
  • Der blev holdt informationskampagner og delt informationsbrochurer ud til 4030 mennesker i 2023 under emnet vold i hjemmet og menneskehandel. 
  • Der blev afholdt fire informationsmøder for kvinder. Informationen var bl.a. om kvinders rettigheder, hvad gør du i tilfælde af vold, og information om menneskehandel og manipulation.   
  • Ud over det blev der i samarbejde med en lokal kirke også afholdt 4 kvindekonferencer i 2023 hvor samlet 150 kvinder deltog. Emnerne var særligt målrettet kristne kvinder. 

Menighedsplantning i Centralasien 

Med støtte fra Dansk Europamissions givere kunne en menighed sende to præster på 48 ture i et land i Centralasien i 2023 for at opmuntre lokale kristne og forkynde evangeliet. Turene gik til distrikter rundt om i landet, hvor folk er unåede med evangeliet. Der blev også undervist i Bibelen i hjem hos nye konvertitkristne. To præster i projektet støttes af Dansk Europamissions givere. 

I denne menighed kom fem afghanske familier til tro på Jesus i 2023. Disse konvertitkristne er vokset i troen og blevet forankret i Bibelen, og deler nu deres tro med andre. De nye konvertitkristne, som har det økonomisk svært, blev også hjulpet med transportomkostninger, så de kunne komme til gudstjeneste. 

Seminarer for mænd 

I 2023 blev der holdt seminarer med bibelundervisning for mænd i et overvejende muslimsk land i Centralasien. Seminarerne var målrettet mænd, udfordringer mænd kan have, samt temaer som interesserer mænd set fra et bibelsk perspektiv. Fem mænd kom til tro på Jesus og modtog mere bibelundervisning. 

Sommerlejr for børn og unge

I 2023 blev der med støtte fra Dansk Europamissions givere afholdt sommerlejre i to lande i Centralasien. Mange af børnene kommer fra fattige familier, både fra kristne konvertitfamilier og fra muslimske familier.  

På den ene sommerlejr deltog 50 teenagere. Programmet bestod af fællesaktiviteter, sportsaktiviteter, lege og fællesskab, samt kortere oplæg med temaer ud fra et bibelsk perspektiv hvorefter der var tid til spørgsmål, diskussioner og derefter bøn. Nogle af emnerne var: Sociale medier, hvad er sand tro?, singleliv og forberedelse til ægteskab, bibelske personers liv. 

I samme land blev der afholdt en børnelejr om sommeren for 50 børn. Børnene fik rige muligheder for leg, sport, badning og sjov, og fik også mulighed for at høre bibelske fortællinger og deltage i sang, musik og dans.  

I et naboland blev der også holdt sommerlejre, henholdsvis for børn og teenagere samt en særlig lejr for teenagere og børn, som er handikappede, som alle kom fra meget fattige familier. Sommerlejrene blev holdt på en lejr med små beboelseshytter, ved en stor sø med badestrand. Lokale kristne stod for sommerlejrene og sørgede for forskellige former for leg og sjove konkurrencer, badning, sportsudøvelse, sang, musik og dans, bibelske fortællinger og lejrbål om aftenen med mulighed for bøn. På lejren for handikappede børn var forældrene også med, hvilket førte til mange gode samtale og fællesskab med forældrene. Mange af børnene kom ikke fra hjem, hvor forældrene var kristne, men sommerlejrene har været med til at bygge bro til kirken, så flere nu er blevet åbne. 

35 børn, 40 teenagere, og 40 handikappede børn, sammen med 30 af deres forældre deltog og fik en uforglemmelig sommerlejr, takket være Dansk Europamissions givere. 

Menighedsplantning på grænsen til Afghanistan

I et naboland til Afghanistan støtter Dansk Europamissions givere, at lokale kristne kan række ud til mennesker med evangeliet i et stærkt muslimsk område. Arbejdet foregår blandt familier i hjemmene, hvor en kristen kommer og besøger dem og i samtale kommer ind på emner fra Bibelen. Metoden som anvendes, er ikke direkte forkyndelse, men en langsom tilnærmelse til evangeliet. Først tales der om skabelsen og historier fra Det Gamle Testamente, og hvordan pointer fra disse historier kan anvendes i dagligdagen. Langsomt igennem nogle måneder nærmer man sig det Nye Testamente, hvor der fortælles om frelsen i Jesus. Hvis en familie ønsker at modtage Jesus som deres frelser, kan deres hjem senere blive til en huskirke. 

I 2023 blev der arbejdet i 13 hjem, og tre familier bekender åbent, at de er blevet kristne, og vidner om deres tro og om Jesus til deres nærmeste og bekendte. To evangelister blev også optrænet i 2023 til at besøge mennesker i deres hjem, og i denne langsomme tilgang til at fortælle evangeliet.   

Børnebibler til et af verdens mest lukkede lande  

Dansk Europamissions givere sikrede i 2023, at mennesker i et meget lukket land kunne få børnebibler på deres eget sprog. Børnebiblerne er vigtige for at kristne kan oplære deres børn i Guds Ord. Lokale konvertitkristne deler også børnebiblerne ud til forældre, som ønsker at læse den selv og for deres børn.  

2000 børnebibler blev uddelt i 2023 med hjælp fra Dansk Europamissions givere. 

Medicin og lægehjælp til fattige troende 

I 2023 var Dansk Europamissions givere med til at sikre, at lokale konvertitkristne i et af verdens mest lukkede lande kunne hjælpe fattige, syge kristne og andre nødlidende med medicin og økonomisk støtte til lægehjælp. Nogle af de ting, som fattige, syge kristne blev hjulpet med i 2023, var: diabetesmedicin, behandling af kræft, hjertemedicin, behandling af hudsygdom og øjenoperation.   

Hemmelige møder med undergrundskristne

Dansk Europamissions projekter befinder sig i lande, hvor kristne forfølges og diskrimineres, og hvor mange kristne oplever pres på grund af trusler. I mange lande er de kristne også under overvågning fra myndighederne, som ofte ikke bryder sig om kirker og undergrundskirker. 

I 2023 mødtes medarbejdere og et bestyrelsesmedlem med undergrundskristne og projektpartnere i og uden for deres hjemlande, hvor de tjener. Til samlingerne blev nøglemedarbejdere i projekt-teams styrket og opmuntret igennem undervisning, personlig mentorhjælp, det kristne fællesskab og lovsang. 

Kurser og sjælesorg til indsatte 

Siden 2019 har Dansk Europamissions givere støttet arbejde blandt indsatte i et land i Centralasien. 

I 2023 har Dansk Europamissions givere bidraget til at 1600 indsatte kvinder, mænd og teenagere har kunnet deltage i seminarer og modtage psykologisk støtte under deres fængselsophold. Lokale kristne, som er uddannede psykologer, underviser på kurser i fængslerne i emner, som er relevante for fangerne, som har sår på sjælen, og ofte har været voldsramte eller selv udøvet vold. Ligeså har mange oplevet problemer i deres familie og brudte relationer. I alt blev der afholdt 300 kurser af projektteamet for fanger i 2023.  

Nogle af emnerne i undervisningen var: Tilgivelse, værdier og deres indflydelse og hvordan kommer man ud af en krise? Formålet med seminarerne er at genoprette brudte og ødelagte mennesker, som ofte har fået deres håb knust og ikke kan se håb for et forandret og bedre liv. 

Fængsler tillader ikke projektteamet at fortælle om evangeliet eller referere til Bibelen i deres undervisning, så teamet formidler de bibelske principper med andre ord med stor effekt.  

De indsatte tilkendegiver stor tilfredshed og taknemmelighed for undervisningen og fortæller, hvordan deres liv forvandles, og de oplever nyt håb og glæde i livet. 

Ved hvert seminar tilbydes indsatte personlig rådgivning.  

I gennemsnit 6 personer modtog personlig konsultation efter hvert seminar. De indsatte stiller mange spørgsmål og ofte også om undervisernes tro og liv, og alle ønskede forbøn, og nogle ønsker at tage imod Jesus. I 2023 modtog 187 personlig konsultation, og 9 personer tog imod evangeliet og følger nu Jesus, heraf er de 3 personer siden blevet løsladt fra fængslet.  

Efter løsladelse kontakter mange teamet igen, og teamet kan så fortælle om en kirke eller husmenighed hvor de kan møde andre kristne og modtage mere undervisning i Bibelen. Nogle tidligere indsatte er efterfølgende begyndt at komme i kirke.  

I 2023 holdt teamet også lignende seminarer for fængselspersonale. 120 fængselsbetjente og ledere i fængsler modtog undervisning. Efterfølgende har de udtrykt stor tilfredshed med undervisningen. 

Dansk Europamission dækker næsten alle udgifter i projektet.  

Israel 

Evakuering af jøder i Israel

Den 7. oktober 2023 angreb Hamas overraskende Israel, og startede krigen, som blev til Gazakrigen.  Med Dansk Europamissions giveres hjælp blev enkelte jøder i Israel evakueret fra nær Gazastriben til mere sikre steder i Israel. 

Moldova 

Moldova er et af de fattigste lande i Europa. Efter Ukrainekrigens udbrud er mange ukrainske flygtninge kommet til Moldova, hvilket belaster landets økonomi yderligere.  

Dansk Europamissions forbedere og givere hjalp i 2023 med at dække transportudgifter, så en lastbilstransport med nødhjælp i form af tøj og sko og indsamlede ting i Danmark kunne sendes til Moldova og uddeles til fattige moldoviske familier og ukrainske flygtninge i det sydlige Moldova.  

Rumænien 

Julehjælp til fattige børn 

I 2023 blev der uddelt julehjælp til 1600 romabørn i Rumænien via Dansk Europamissions partner. Hjælpen blev uddelt til børn fra fattige og store familier. Hjælpen blev uddelt af lokale kristne. Hvert barn fik en kasse, som bestod af mad og ting til hygiejne, børnebibler med historier og billedkalendere med skriftsteder. 

Der blev uddelt 1600 kasser med julehjælp i alt. 

Armenien 

Den 19. 2023 september angreb Aserbajdsjan den autonome republik Nagorno-Karabakh, og over et hundredtusinde etniske armenere flygtede til Armenien. Armenien havde i forvejen mange flygtninge fra tidligere krige i Nagorno-Karabakh, og landet havde derfor problemer med at hjælpe alle. 

I 2023 støttede Danske Europamissions givere armeniere på flugt fra krigen i Nagorno-Karabakh, i samarbejde med Dansk Armeniermission, så børn kunne komme i søndagsskoler i hovedstaden Jerevan og i mange små byer i Armenien, hvor flygtningene bor. Det er lokale kirker i Armenien, som står for søndagsskolearbejdet.

Eritrea og Tigray 

I november 2020 angreb Eritreas hær Tigray-provinsen i det nordlige Eritrea og startede Tigray-krigen med forfærdelige systematiske overgreb på civilbefolkningen. I 2021 og 2022 blev området invaderet af store græshoppesværme, som yderligere forværrede situationen med hungersnød.   

Dansk Europamission har i samarbejde med Helen Berhane hjulpet traumatiserede ofre for tortur og overgreb i Tigray-provinsen i det nordlige Eritrea. 

I 2023 blev 68 børn hjulpet igennem støtte fra Dansk Europamissions givere. Der blev også uddelt medicin, tøj, mad, betaling af skolepenge, støtte til husleje, og behandling på sygehus for skader og sygdomme som følge af tortur, underernæring og dårlig hygiejne.