Det fortæller Rasool fra Iran og fortsætter: Min stedmor var altid vred på mine søskende og mig, og hun kom fra en familie, der solgte og tog stoffer. Snart begyndte min far også at sælge og tage stoffer. Det tog ikke lang tid, før vi mistede vores hus, bilen, hans job – alting. Da jeg blev femten, blev jeg tvunget til at forlade skolen og arbejde fuldtid for at hjælpe min familie.
Hvis jeg ikke havde penge med hjem, lod min stedmor mig ikke spise eller tage et bad. Hun tilkaldte flere gange politiet og fortalte løgne om mig. Hun fik mig arresteret bare for at få mig ud af huset i et par dage. Så giftede de min søster bort, da hun var kun 13 år gammel. Jeg blev meget ophidset.
“Jeg var vred på alt og alle”
Da jeg blev 20 år gammel, forlod jeg Iran for at komme væk fra min familie. Med blot en rygsæk og ni dollars på mig endte jeg i en stor by i et naboland. Desværre blev mit liv ikke lettere, mest fordi jeg var vred på alt og alle. Hver morgen vågnede jeg bange og med tårer i øjnene. Det gik op for mig, at jeg var ødelagt og ikke havde noget håb.
Det var der, mit daglige mantra dukkede op: “Selv hvis alle i verden blev læger og sjælesørgere, ville de stadig ikke kunne hjælpe mig”. Jeg besluttede, at det ville være bedre at gøre en ende på mit liv, for jeg ville gerne et bedre sted hen, og jeg havde intet håb i denne verden.
En lille rød bog
Omkring den tid, hvor jeg overvejede selvmord, fik jeg et rødt Nyt Testamente. Den gave kom til at ændre mit livs gang. Jeg ville gerne læse den, men noget inden i mig var bange. Min indre stemme sagde: “Rør ikke ved den bog!” Men en anden del af mig var så sulten efter en grund til at leve, at jeg valgte at ignorere min modvilje. På et par dage fik jeg læst hele Det Nye Testamente. Det føltes som om, jeg havde fundet det, jeg manglede. I Jesus så jeg den venlighed og kærlighed, som jeg havde savnet i så mange år. I min lidelse mødte jeg den lidende Kristus.
En krig i mit hjerte
Jeg ville gerne gå i kirke for at lære mere – og jeg vidste, at der var en persisksproget kirke i nærheden – men af en eller anden grund stoppede jeg ved døren, hver gang jeg tog derhen, og kunne ikke gå ind. Dette stod på i tre måneder. Når jeg ser tilbage, tror jeg, at der fandt en krig sted i mit hjerte mellem mørket og Guds lys. Til sidst var det en ældre mand, der hjalp med at løse konflikten i mit indre. En dag, hvor jeg stod fastfrosset ved døren ind til kirken, greb den gamle mand min arm og sagde mildt, men bestemt: “Jeg ved, hvad det er, du slås med”. Og så trak han mig med ind.
Jeg havde aldrig været inde i en kirke før. Da dørene til kirken åbnedes, så jeg et kors hænge på væggen. Med det samme forsvandt al frygten, alt mørket og al den håbløshed, der havde fyldt mig. For første gang i mange år følte jeg fred. Jeg gav mit liv til Jesus. Efterhånden som jeg voksede i troen, lærte jeg at elske Guds Ord. Jeg er i live i dag, fordi Det Nye Testamente fandtes på mit sprog, fordi der var modige kristne, der tog sig tid til at give mig den lille, røde bog, og fordi, der var en kirke, som jeg kunne tage hen til og lære om Bibelens budskab. Det var ikke let dengang, og det er ikke let i dag. Men jeg ser hele tiden Guds godhed.
Fred i familien
For et par år siden blødgjordes mit hjerte over for min familie; jeg ville gerne fortælle dem, at Jesus elsker dem. Jeg tog kontakt, og under vores telefonsamtale tilstod min stedmor, at hun havde dårlig samvittighed. Hun havde gerne villet tale med mig, men havde skammet sig for meget. Min far og stedmor spurgte, hvad de kunne gøre for at få mig til at tilgive dem. Så jeg fortalte dem om den tilgivelse, Gud havde givet mig i sin nåde. Hvordan kunne jeg lade være med at tilgive dem, når jeg var blevet tilgivet så meget? Senere fik jeg også mulighed for at dele Jesus med mine brødre og søstre. Alle i min familie har siden omvendt sig og besluttet at følge Jesus. Gud være lovet!
Som ung mand var jeg så ødelagt, at alle verdens læger og sjælesørgere ikke kunne hjælpe mig. Men Jesus kunne. Og nu kan jeg, på grund af ham, give Det Nye Testamente til alle – selv til de læger og sjælesørgere, der endnu ikke kender Ham.
