På en solbeskinnet søndag taler vi sammen uden for en kirke, hvor hun og hendes mand sad lige bag mig under gudstjenesten.
“Jeg græd hver dag”
Maryna er flygtet fra Mykolajiv ved Odesa. Hun flygtede sammen med sin mand, da russiske raketter regnede ned over byen. “Jeg græd hver dag på grund af de frygtelige bombardementer, som fandt sted næsten hver dag. Jeg får notifikationer på min mobil, når sirenerne begynder, og den lød dengang cirka 3-4 gange dagligt. Mit hjerte er knust. Den dag vi ankom, kunne jeg næsten ikke trække mig selv op.”
Maryna er overlærer på en skole, hvis fokus er at undervise i engelsk ,og underviser børn i 7., 9. og 10. klasse. Hun er stadig i stand til at undervise sine elever, da undervisningen i de ukrainske skoler og uddannelsesinstitutioner fortsætter online under krigen, på samme måde som under covid-19.
Onlineundervisning er udfordrende
”Lige efter krigen brød ud, fik børnene ferie, hvilket var nødvendigt for dem. Den 28. marts genoptog alle børnene deres undervisning, fordi regeringen havde besluttet, at de skulle færdiggøre dette skoleår. Måske er onlineundervisning ikke optimal, men så godt som muligt under omstændighederne. Det har været meget udfordrende for både elever og lærere, fordi forbindelsen socialt og fagligt ofte ikke er så god. Mange af børnene er bange.”
Marynas elever befinder sig dels i Ukraine og dels i en række europæiske lande, de er flygtet til med deres forældre. Maryna kender alt til udfordringerne ved ikke at kunne undervise ansigt til ansigt, men via video. “Men lærere er modige”, siger hun med overbevisning. “Vi er tålmodige, tolerante og ansvarsfulde – det ligger i vores blod. Vi er ansvarlige for vores børns uddannelsesniveau, for deres viden og vi bliver nødt til at være modige i en så svær og frygtelig tid.”
På spørgsmålet om børnene er blevet traumatiseret svarer Maryna. ”Det er svært at sige præcis, hvordan vores børn har det, når alt kommunikation foregår online, og man ikke kan se dem ansigt til ansigt. Men jeg ved, at nogle af børnenes lejligheder eller huse er blevet beskadiget meget. De har været nødsaget til at flytte til en ny lejlighed, til deres familie, til det vestlige Ukraine eller til et andet land.”
Maryna og hendes mand får fødevarer
Maryna og hendes mand besøger nogle gange kirken i byen, hvor flygtninge kan få hjælp, med støtte fra Dansk Europamissions givere. Her får de bl.a. fødevarepakker som supplement til deres kost. ”Jeg beundrer moldovere meget, fordi de er så venlige, gæstfrie og åbenhjertige. De møder os med kys og kram, og de har givet os dette sted at være samt givet os mad. De støtter os og opmuntrer os.”
“Vi beder hver dag om, at disse forfærdelige bombardementer må stoppe”
Jeg spørger, hvad det betyder for Maryna, at hun kan bede til Gud i denne situation. ”Bøn er meget betydningsfuldt for mig i denne tid”, svarer hun. “Alle i Ukraine beder for fred og for at beholde livet. Vi beder hver dag for, at disse forfærdelige bombardementer må stoppe. Vi ønsker at alle mennesker skal leve i fred og glæde. Når jeg beder, kan jeg mærke noget i mit hjerte og min sjæl – en tro på en bedre fremtid. Jeg kan mærke med hele min krop, at det en dag vil blive bedre, og at Guds velsignelser vil komme.”
