På turen til Ukraine i maj mødte jeg flere præster. Eksempelvis præsten Slava fra byen Chernivtsi, en by nord for Ukraines grænse til Moldova. Mange er flygtet til denne by fra det østlige Ukraine.
Slava leder de protestantiske kirkers nødhjælpsarbejde i byen. Efter han gennem en hel dag har fremvist kirkernes hjælpearbejde, får vi ro til et interview efter aftensmaden. Han fortæller: ”Ved første eksplosion begyndte vi at planlægge og forberede os på arbejdet. (…) Vi skabte et netværk med alle protestantiske kirker i byen, som arbejder sammen om at hjælpe. På fire timer uddelte vi 350 liter te til mennesker, der sad i kø på vej ud af Ukraine. (…) Køerne holdt stille i 9 timer og kirkerne serverede mad. Det var i slutningen af februar og begyndelsen af marts. Der var eksempelvis et skilt på varevogn, hvor der stod gratis morgenmad. Vi gav æbler til folk.”
På rejsen til Ukraine så jeg med egne øjne, hvordan mange kirker bogstaveligt talt var blevet flygtningecentre, hvor eksempelvis børnekirkelokaler var blevet til sovesale. Det er gribende at gå på gangene i kirkerne og se dem fyldt med flygtninge.
Blandt flygtningene er der både kristne og ikke-kristne. Gennem nødhjælpsarbejdet får kirkerne mulighed for at demonstrere Guds kærlighed på en meget praktisk måde. På disse flygtningecentre får de internt fordrevne mad, med støtte fra Dansk Europamissions givere.
Vi vil ikke have te eller mad, men giv os en Bibel – vi har aldrig læst i den – Ukrainsk flygtning
Slava fortsætter: ”Mange græder på grund af krigen. Nogle siger: Jeg havde en familie og et hus, men nu er alt væk. På grund af stress er nogle blevet syge. Vi er meget taknemmelige for, at vi kan drage omsorg for deres sjæl og krop.”
”I Østukraine har der altid været flere ateistister, mens der i Vestukraine er flere kristne. Krigen har ændret ateisternes syn på kirken. Nogle sagde: Vi vil ikke have te eller mad, men giv os en Bibel – vi har aldrig læst i den. Vi ser en vækkelse, hvor mange er åbne. Vi ser mange, der begynder at komme i kirke. Vi siger aldrig, at de skal komme i kirke, fordi de får hjælp. Vi tvinger dem aldrig, men de kommer og vil gerne se hvad kirke er,” slutter Slava.