Billede: Nødhjælps pakke
Lad mig fortælle om manden Fuad*: Fuad var fattig og havde en stor familie. En dag kom han for at besøge sin nabo fra kirken, og han fortalte ham, at han havde det meget svært og ikke havde noget at give sin familie at spise.
Fuads kristne nabo skulle være med til at pakke fødevarepakker til den næste uddeling, så han bad nødhjælpsteamet om også at lave en pakke til Fuad. To dage efter afleverede han pakken med mad til Fuad, som sagde, at han aldrig havde troet, at han som muslim ville modtage nogen nødhjælp.
Alle de andre steder, han havde bedt om hjælp, havde han blot fået tomme løfter, men aldrig nogen hjælp. Tidligere havde Fuad ikke været interesseret i åndelige samtaler med en kristen, men nu ville han gerne vide mere om den kristne tro og stillede mange spørgsmål. Senere kom hele hans familie til tro på Kristus, og de kommer nu regelmæssigt i kirken.
Du og jeg kan hjælpe den syriske kirke med at række ud til mennesker som Fuad. Fuad undrede sig over, at kirken gav ham nødhjælp – og blev nysgerrig. I år vil Fuad fejre jul. Vi kan tænke på Fuad, når vi fejrer jul i Danmark – og bede for de syriske kristne, der, midt i et krigshærget land, spreder glæde, opmuntrer de mismodige og spreder Guds kærlighed.
Lad mig også fortælle om manden Shah*. Han er en af de mange syrere, der er så fattige, at de ikke har råd til at flygte, ikke engang til Tyrkiet. De er fanget i det krigshærgede og forarmede Syrien. Shah flygtede med sin familie ud på landet for at komme væk fra krigshandlingerne i byen. Men på vejen blev hans far meget syg, og senere døde han, fordi de ikke kunne skaffe medicin.
Nu var det op til Shah som den ældste søn at forsørge familien. Men han kunne ikke finde arbejde. Derfor var han desperat og bad folk om hjælp. De fortalte ham, at han skulle tage hen til kirken. Shah er meget taknemmelig for hjælpen, for der var ingen anden måde hans familie kunne overleve på, og de havde ingen penge til at forlade landet og tage til Tyrkiet.
Et andet menneske som har fået hjælp, er Ahmed*. Ahmed boede i Aleppo og var nødt til at flygte med sin familie på grund af de konstante bombardementer af den del af byen, hvor han boede. Han flyttede til en anden del af Aleppo, men kunne ikke finde arbejde og flyttede fra Aleppo til den nordlige by Afrin. Her boede han og hans familie på meget lidt plads sammen med nogle slægtninge, og han tog det arbejde, han kunne finde, for at tjene lidt penge. Men han tjente kun ca. 200 kroner om måneden – alt for lidt til at kunne forsørge sin familie.
Da nødhjælpsteamet mødte ham, havde han intet at give sine børn at spise. Han var meget taknemmelig for den pakke med fødevarer, som nødhjælpsteamet havde med. Han havde aldrig kendt nogle kristne, og da vores team fortalte ham, at de var kurdiske kristne, sagde han, at det var umuligt, at der fandtes kurdiske kristne. Men senere fik han lyst til at besøge kirken, og han elskede det. Nu er han og hans familie del af det kurdiske kristne fællesskab.
Med vor støtte kan mennesker som Shah og Ahmed give deres børn mad. Så skal børnene ikke sulte, men kan blive mætte og få de næringsstoffer, der er nødvendige, for at de kan vokse.
Lad mig til sidst bringe en hilsen fra pastor Adil* i Aleppo. I skrivende stund kæmpes der om byen. Pastor Adil siger: ”Vi er meget taknemmelige for, at I har stået sammen med os, men vi beder jer fortsat om at hjælpe os her i Aleppo. Selvom situationen er meget alvorlig i byen, så vender nogle af dem, der var flygtet, tilbage (…), fordi de ikke vil opgive deres hjem og ikke har penge til at tage andre steder hen.” Pastor Adil slutter: ”Hvis vi ikke hjælper dem, så vil disse folk ikke overleve i byen.”
På grund af din og min støtte kan mennesker få mad på bordet, tøj på kroppen, køkkenudstyr og hvad de ellers behøver for at kunne overleve.
• Det koster i gennemsnit ca. 150 kr. at sikre at en flygtningefamilie har vand, mad, køkkenudstyr,
hygiejneartikler og medicin i en uge.
• Det koster i gennemsnit ca. 652 kr. at sikre at en flygtningefamilie har vand, mad, køkkenudstyr,
hygiejneartikler og medicin i en måned.
• Det koster i gennemsnit ca. 1086 kr. at sikre at en flygtningefamilie har varmt tøj, sko, madrasser, tæpper og brændsel denne vinter.
Tak om du i denne juletid vil give hjælp til de kristne og andre på flugt i Syrien. Vi kan lade de nødstedte i Syrien mærke julevarmen. De vil mærke, at de ikke glemt, men at vi står sammen med dem.