Iran

Uncategorized

Seminar: Hvorfor vokser kirken i Iran – midt i voldsomme forfølgelser?

Velkommen til Iranseminar den 8. februar 2014 klokken 15.00 – 21.00. Foredrag ved Mojtaba Mohamedi (dæknavn), der er leder i et stort arbejde, hvor forfulgte iranske kristne og menigheder i og uden for Iran får hjælp. Hjælpen består blandt andet i uddannelse af præster og ledere, hovedsageligt i undergrundskirken, samt indsmugling af Ny Testamenter.

By Samuel

Share article

Mojtaba Mohamedi vil holde oplæg om:

  1. Kirkens situation i Iran
  2. Den politiske situation i Iran

Herboende iranere bidrager med iransk lovsang, og vi får lov til at smage deres fantastiske mad.

Arrangører er Netværkskirken Metropol og Dansk Europamission som hjælper den forfulgte iranske kirke. Mojtaba Mohamedi (dæknavn) er en af lederne i det vidtforgrenede arbejde der har vokset og udviklet sig i 24 år.

Baggrund

Før revolutionen i 1979 hvor shahen blev væltet, var der anslået 500 personer der var konverteret fra islam til den kristne tro, mens et konservativt skøn siger at tallet i dag er vokset til 370.000. Det anslås  at lige så mange iranere er kommet til tro på Jesus i de sidste 25 år som i de sidste 1300 år sammenlagt!

Politisk er Iran en regional leder i Mellemøsten, og flere nabolande er bekymrede for at landet er ved at udvikle en atombombe. Internt i landet er en stor del af Irans befolkning på knap 80 millioner desillusionerede og frustrerede over præstestyret. De søger efter alternativer, og mange vælger troen på Jesus.

Præstestyret ser i stigende grad det store antal konversioner væk fra islam til troen på Jesus Kristus som en trussel mod landets eksistens – og politiske styrke i Mellemøsten – da det ideologiske grundlag som præstestyret bygger sin legitimitet på, er islam. Derfor slår styret hårdt ned på de mange undergrundsmenigheder, hvor de kristne må mødes i skjul. Mange kristne arresteres, og nogle får lange fængselsstraffe.

Et unikt seminar

Seminaret er en rig mulighed for at få helt frisk viden om hvad der rører sig i den forfulgte kirke i Iran. Det er helt unikt at vi kan lytte til en mand som Mojtaba Mohamedi. Han er et varmt menneske med en lang og stor erfaring i at hjælpe den forfulgte iranske kirke. Han betragtes som en faderskikkelse af mange iranske menigheder i og uden for Iran. Desuden er vi taknemmelige for at herboende iranere vil deltage og bidrage med sang og deres fantastiske mad.

Sted: Banevolden 46, 2500 Valby.

Tilmelding nødvendig inden den 04.02.2014. Ring på 4444 1313 eller skriv til info@forfulgtekristne.dk  Arrangementet er gratis, men mad koster 30 kroner. Læs mere på www.forfulgtekristne.dk.