Lederen af det sociale arbejde (af sikkerhedshensyn kan vi ikke nævne navnet) blandt børn og socialt udsatte i en by Kasakhstan, fortæller:
I flere år levede Misja som gadebarn. Om natten krøb han i skjul nede i skakterne med varmerør for at holde varmen og få ly. Han levede af at tigge og stjæle, og hver dag var en kamp om overlevelse.
Misjas ødelæggende begyndelse
Til højre: Maduddeling til fattige børn i 1998
Nede i varmerørsskakterne boede der mange børn ligesom Misja. Mad og tøj fandt de i skraldespande. Næsten alle gadebørnene røg cigaretter, og mange af dem havde et alkoholforbrug og sniffede lim eller andre giftige rusmidler som de enten stjal eller købte for ting de havde stjålet. Mange af børnene fik hjerneskader i forskellig grad, og Misja fik også en hjerneskade som Gud dog senere mirakuløst helbredte ham for.
Misjas ét år yngre bror, Taras, havde også levet som gadebarn, men boede nu for det meste på et børnehjem som dog var i meget ringe forfatning, og hvor børnene havde dårlige kår.
For det meste var han på børnehjemmet, og andre gange boede han sammen med Misja nede i skakterne ved varmerørene.
Taras var ikke afhængig af stoffer og alkohol som sin storebror, og en gang imellem var han også hjemme hos forældrene, som begge var alkoholikere.
En voldelig far
Det var også grunden til at drengene var løbet hjemmefra. Særligt fordi faderen blev ekstremt voldelig når han havde drukket. Mad var der næsten intet af i hjemmet, og de fik hverken støtte eller omsorg så derfor endte de på gaden som så mange andre børn.
Hjælp fra kristne
Til højre: Marina sammen med Misja, Tara, deres mor og søster i 1998
Så en dag i vinteren 1998 hørte Taras, som nu var 14 år gammel, om en kirke som delte mad ud til socialt udsatte børn, og han tog sin bror Misja med. Men da Misja kom ind i kirken, hvor der var over hundrede sultne børn som ham selv, var han bange fordi han ikke stolede på nogen, undtagen sin egen bror. Så efter at han hurtigt havde spist sin suppe med brød, løb han væk igen. Sådan fortsatte det måned efter måned, og ofte ville Misja slet ikke med hen i kirken pga. frygt.
Sådan fortsatte det i ca. 2 år. Taras kom trofast til måltiderne, hvor han også hørte bibelhistorier og om Jesus, men Misja kom kun meget sjældent i kirken.
Taras kommer i skole
I vinteren 2000 knyttede lederen af det sociale arbejde en tættere relation til Taras og tog ham ind på kirkens lille friskole, hvor han lærte læsning, skrivning og matematik. Misja levede stadig som gadebarn nede i varmeskakten. Sammen med Taras gik Marina ofte ned for at besøge Misja i varmeskakten eller for at hente ham op, så han kunne få mad og blive vasket. Men drengen var så sky og bange at han straks løb væk igen, og når hun gav ham noget, snuppede han det hurtigt og løb væk.
“Jeg følte mig som en moder for de 2 børn. Det var som om det var mine egne. Jeg måtte bare hjælpe dem, sådan havde jeg det” siger Marina.
Et nyt liv begynder
I 2001 gav Taras, som nu var 16 år gammel, sit liv til Jesus. Samme år skabtes en kontakt til Misja og Taras’ forældre, som stadig var dybt alkoholiserede, og faderen lovede til sidst at han ikke ville banke drengene mere. Så Taras flyttede hjem, og lederen af det sociale arbejde besøgte ham næsten hver dag. Misja var efterhånden begyndt at komme ud fra sit skjul ved varmerørene og begyndte at komme i kirken fast hver uge. Hun brugt utallige timer på at lære ham at læse og skrive, og langsomt kunne han begynde selv at læse i Bibelen.
Til højre: Misja og Taras liv er blevet radikalt forandret. Billedet er fra 2012.
I 2002 kom Misja også hjem til forældrene, og samme år gav han sit liv til Jesus. “Da Jesus først kom ind i mit liv, blev han bare alt for mig, og så gik tingene stærkt fordi Gud forandrede mig” siger Misja.
En tjeneste begynder
Allerede året efter, i oktober 2004, tog Misja bibelskole i byen Almaty.
“Jeg havde bare sådan en stor lyst til at lære mere om Gud og til at tjene Jesus,” fortæller Misja.
I 2005 kom han så tilbage og begyndte straks at hjælpe til i kirkens sociale arbejde.
Samme år, i 2005, kom broderen Taras på bibelskole i Almaty og vendte hjem i 2006 for at tjene Gud i sin hjemby.
I dag er Misja 27 år, og både han og broderen Taras tjener i kirkens sociale arbejde og er meget trofaste støtter. “De er næsten helt uundværlige for mig i tjenesten nu,” fortæller lederen af det sociale arbejde.
Support now:
