Leder. Høsttiden er over os. Især for folk der bor på landet, er det noget som man ikke kan undgå at lægge mærke til. Men den høsttid som vi i åndelig forstand lever i, er mere skjult og upåagtet. Mens vi i Vesteuropa klager over svigtende kirkegang og dalende medlemstal i de kristne kirker, foregår der en tilvækst af hidtil usete dimensioner i de kristne kirker i Afrika og Asien. Her er væksten ofte ledsaget af prøvelser og forfølgelser, ofte i chokerende omfang. Forfølgelserne kommer somme tider fra myndighederne, somme tider fra kredse i lokalsamfundet og somme tider både fra myndighederne og private grupper og bevægelser der har set sig vrede på de kristne og deres tilstedeværelse, især hvis disse har vendt sig fra forfædrenes og folkeflertallets religion til troen på Den Levende Gud i Jesus Kristus. Men trods alle forsøg på at standse kirkens mission, vokser antallet af Kristustroende dramatisk.
Kristendommen har en tendens til at forårsage forargelse og ufred, især når den præges af radikal efterfølgelse af Jesus. Selv i kristne lande og kulturer vækker det anstød når et menneske får et kald til at følge Jesus og vil være 100 % konsekvent i lydighed mod Gud. Jesus sagde da også selv at Han ikke var kommet for at bringe fred, men sværd. Hvordan harmonerer det med f.eks. apostlen Paulus’ ord “Hold fred med alle mennesker, så vidt det står til jer”?
Som kristne står vi i spændingen mellem at være forpligtet til at udvise næstekærlighed i konkret handling og at være tro over for Sandheden som Skriften og overleveringen fra apostlene udtrykker den. Kan kirken f.eks. forsvare at fortælle muslimer at de skal lade sig døbe for derved at bevidne at de vil følge Jesus, når nu den ved at det højst sandsynligt for konvertitten vil medføre trusler på livet, tab af arbejde og muligheder for at finde en ægtefælle? Eller kan den forsvare at fortælle muslimer at de må leve med troen på Jesus i hjertet, samtidig med at de i det ydre opfører sig som om de er trofaste over for deres fædres tro, blot for at bevare freden og harmonien i familien og lokalsamfundet? – Det er det dilemma kirkerne i den muslimske verden ofte står overfor. Der gives ikke nogen lette svar, men personligt må jeg sige at kirken ikke bør nægte en muslim dåben dersom kirken er overbevist om ægtheden og fastheden af den nye troendes beslutning om at ville følge Jesus, uanset omkostningerne – også selv om den døbende præst risikerer at blive straffet strengt, måske med døden, og kirken bliver forfulgt og måske helt lukket det pågældende sted.
På den anden side viser mange sager, ikke mindst fra Egypten, at der er nok af falske omvendelser og af folk der vil skade kirken ved at lokke den til at døbe muslimer, der så viser sig kun at have ønsket dåben på skrømt. Derfor må kirken også udvise påpasselighed og ikke tage alle påståede omvendelser for gode varer.
Trods disse forhold, plus det faktum at mange kristne af bekvemmelighedsgrunde konverterer til islam i lande som Egypten, styrkes kirken gennem modgangen. Vi beder til at den forfulgte kirkes eksempel må inspirere kristne i Danmark og resten af den vestlige verden til ikke at sky modgangen eller give efter for modløshed, men i stedet til at favne modgangen som et redskab til fornyelse og styrkelse af vidnesbyrdet.
