En ung egyptisk mand gik en dag forbi det egyptiske bibelselskabs boghandel i det centrale Cairo.
Som han havde for vane, stoppede han op og læste dagens skriftsted i den opslåede bibel iudstillingsvinduet.
Denne dag blev han mødt af følgende vers: “Jesus sagde til dem: »En kort tid endnu er lyset hos jer. I skal vandre, mens I har lyset, for at ikke mørket skal gribe jer” (Joh 12,35).
Det var Gud der kaldte på ham for at han skulle begynde at tjene Herren. Efter endt uddannelse blev han optaget på præstestudiet, og i 1971 blev han Pave Shenouda III, patriark af den koptisk-ortodokse kirke og åndelig leder for millioner af egyptiske kristne, som udgør halvdelen af de arabiske kristne i verden.
Bibelpaven
Knap 70 år efter den dag i 1945 hører pave Shenouda nu ordene: “Godt, du gode og tro tjener”. Pave Shenouda var en stærk forkæmper for Bibelen og fik tilnavnet “Bibelpaven” på grund af hans utroligt stærke kærlighed til skriften og hans passion for at undervise i, prædike over, studere og fremme Bibelen som fundamentet for den kristne tro og centrum for de troendes liv.
Den tørst efter Skriften som pave Shenouda fremelskede i den koptisk-ortodokse kirke, var en af de vigtigste grunde til den hurtige vækst i bibelarbejdet i Egypten igennem de sidste 40 år.
Egypterne i sorg
Overalt i det egyptiske samfund sørges der over pavens død. Få minutter efter offentliggørelsen af nyheden om hans død kørte der historier på samtlige tv-kanaler om denne bemærkelsesværdige leder, som påvirkede alle egyptere. Mange citerede hans berømte udtalelse: “Egypten er ikke et land hvor vi bor, Egypten bor i os”. Egypten har ikke haft mange karismatiske ledere med integritet i de senere år. Pave Shenouda skilte sig på denne måde ud fra de andre ledere i landet; han var en sjælden og vis statsmand.
Regeringen har givet alle kristne tre officielle fridage til at sørge, og alle kulturelle arrangementer i landet er blevet aflyst. Der hersker en overvældende atmosfære af respekt og fællesskab i denne sorgens tid. Samtlige politiske ledere udtrykker deres sympati, og samtidig strømmer det ind med kondolencer fra muslimske naboer, kolleger og fremmede. En mand fortæller hvordan den lokale moske i deres kvarter havde udsendt kondolencer over højttalerne. Folk samles i hundredetusindvis ved katedralen for at sige farvel, og muslimer i området har sørget for at forsyne dem med vand, mens andre har delt sandwich ud.
Utryghed blandt de kristne
Sådanne udtryk for venskab er særligt vigtige i disse tider. De kristne føler tabet af deres pave ekstra voldsomt netop nu hvor islamisterne har overtaget det egyptiske parlament og senat. Hans fravær i en tid hvor Egypten bevæger sig hen imod en islamisering af samfundet, får de kristne til at føle sig ekstra udsatte fordi de mangler en stærk talsmand til at tale deres sag.
Kilde: Det Egyptiske Bibelselskab
