10.01.2012 Nigeria. De islamiske ekstremister angreb Gombe torsdag d. 5. januar, og antallet af døde herfra er nu oppe på ni kristne. I den efterfølgende weekend dræbte den samme gruppe terrorister mindst 21 kristne i nabostaten Adamawa, fortæller kilder. Medlemmer fra Boko Haram, som ønsker at indføre sharia-lovgivning i Nigeria, kom ud fra en moské i nærheden af Deeper Life Bible Church i området Boso i Gombe, som er hovedstaden i delstaten Gombe. De skød på en gruppe kristne, som var til et ugentligt vækkelsesmøde, fortæller lokale kilder. Silas Ugboeze, som lå i koma i tre dage på hospitalet i Gombe, døde 20 minutter efter at Compass Direct News ankom om lørdagen d. 7. januar.
En kristen, Jerry Johnson, blev skudt i benene under angrebet i Gombe (Compass Direct News)
Hans død bragte dødstallet op på ni og antallet af sårede efter angrebet op på 19. Ugboezes søn Gideon blev også dræbt, og hans 12-årige datter Victoria Silas Ugboeze blev såret i begge bryster. Indtil videre har hun overlevet ligesom hendes bror Daniel, som også blev skudt. Ugboezes enke var overvældet af sorg på hospitalet og var kun i stand til at sige: “Gud, hvor er du? Denne byrde er for tung for mig at bære”.
Boko Haram offentliggjorde d. 3. januar et ultimatum i en avis, hvor de truede med vold, hvis ikke de kristne forlod det overvejende muslimske Nordnigeria inden tre dage. Siden da har gruppen taget ansvar for drabene på mindst 44 mennesker i fire stater. I Adamawa om aftenen fredag d. 6. januar blev 11 mennesker dræbt og mange andre såret ved den apostolske kirke i Nasarawa-området i Yola, som er hovedstad i staten. Tidligere samme dag blev 12 mennesker efter sigende dræbt da bevæbnede mænd, tilsyneladende fra Boko Haram, skød på en gruppe kristne handelsfolk, som holdt fællesbøn før de åbnede deres butikker i Mubi i Adamawa. De bevæbnede mænd skød også mod en anden gruppe kristne, som var samlet ved rådhuset for at arrangere transporten af deres slægtninge, som var blevet dræbt dagen før. Dette bragte dødstallet i Mubi op på 21.