China

Uncategorized

Politiovergreb mod udendørs gudstjeneste

By the editorial team

Share article

Den 10. april blev 169 medlemmer af Shouwang Kirke anholdt af politiet i Beijing, da de forsøgte at holde en udendørs gudstjeneste. Kirken var blevet tvunget til at holde sin søndagsgudstjeneste udendørs, fordi dens husvært havde bøjet sig for pres fra regeringen med henblik på at forhindre menigheden i at mødes i hans bygning. Menigheden består bl.a. af akademikere og menneskerettighedsadvokater, og den har været under pres fra Beijings myndigheder gennem de sidste år.

Medlemmer af den uregistrerede protestantiske kirke med ca. 1.000 medlemmer samledes på et offentligt sted for at holde gudstjeneste. Ifølge rapporter afspærrede 1.000 politibetjente området og tvang de kristne op i busser. Nogle blev bragt til politistationer og andre til en lokal grundskole, hvor de sang salmer, mens de var anholdt. De anholdte fik deres persondata registreret, og mange blev bedt om at underskrive erklæringer om, at de aldrig mere ville gå i Shouwang Kirke. Mange nægtede og blev ikke løsladt før efter midnat. Kirkens præst og to andre er stadig tilbageholdt. Kontakter inden for den kristne menneskerettighedsorganisation Christian Solidarity Worldwide (CSW), som Dansk Europamission er medlem af, fortæller, at myndighederne i Beijing også satte mere end 20 af kirkens ledere i husarrest søndag aften for at sikre sig, at de ikke deltog i søndagens møde.

I november 2009 blev menigheden tvunget til at mødes i en park i sneen, efter at udlejeren af den kontorbygning, som kirken lejede, bøjede sig for pres fra myndighederne til at ophæve lejemålet. Det samme år samlede kirken penge ind og købte en kontorbygning på 1500 kvm i det nordvestlige Beijing til en pris af ca. 25 millioner kroner. Bygningens forretningsførere kom dog også under pres fra myndighederne, og derfor har kirken ikke modtaget nøglerne til bygningen, skønt den har betalt prisen fuldt ud.

Den kinesiske regering er nervøs for, at protester som dem i Mellemøsten skal brede sig til Kina, og derfor er de i stigende grad på vagt over for uautoriserede forsamlinger, der kan ses som politiske handlinger. Søndagens hændelse kommer i forbindelse med de mest betydningsfulde overgreb mod dissidenter i de seneste år. Mange politiske dissidenter savnes eller er tilbageholdt. Dr. Fan Yafeng, leder af en husmenighed i Beijing samt af Sammenslutningen af kristne Menneskerettighedsadvokater, er for øjeblikket i husarrest. Der har intet nyt været om, hvor den kristne advokat Gao Zhisheng, der har været savnet i to år, befinder sig, bortset fra, at han for en kort bemærkning igen dukkede op i marts 2010. I den seneste magtdemonstration er den internationalt kendte kristne kunstner Ai Weiwei blevet anholdt, idet der foregår undersøgelser mod ham for “økonomisk kriminalitet.”

Uregistrerede menigheder i Kina virker juridisk set i en gråzone. Loven beskytter kun “normale” religiøse aktiviteter, og de, som vælger at praktisere deres tro uden for de officielt godkendte, statsdrevne organisationer, er, som Shouwang Kirke, sårbare over for anklager om ulovlige aktiviteter. Christian Solidarity Worldwide øver fortsat lobbyisme for religionsfrihed i Kina og søger at orientere politikere om de seneste udviklinger.