Dansk Europamission, som deltog i og flere gange blev citeret i debatten, kunne berette om diskrimination af kristne. Flere andre kunne også fortælle om diskrimination af kristne, hvilket bl.a. den nyvalgte biskop Humphrey Peters i Peshawar stift, Church of Pakistan, gjorde til Kristeligt Dagblad den 17. august 2010:
“I en enorm nødhjælpsindsats bliver mindretal ofte overset af regeringen. Under de betingelser er den lokale kirke nødt til at koncentrere sig om de fattige og marginaliserede mindretal.” Videre fortalte han: “Der er ikke ret meget af den internationale hjælp, der vil nå de kristne. Vi har bitre erfaringer fra jordskælvet.” [i 2005, red.]
Nødhjælp til de udsatte og marginaliserede
For at sikre, at hjælpen når frem til de ofre, der er allermest udsatte og sårbare, skal modtagerne af nødhjælp fra Dansk Europamission opfylde en række objektive kriterier. Derved sikres, at minoriteter, eksempelvis den kristne, ikke diskrimineres. Ét kriterium er, at en families månedlige indkomst skal være meget lav, så nødhjælpen når de økonomisk ressourcesvage familier. Da mange kristne ligesom andre minoriteter i Pakistan ofte lever i dyb fattigdom og dermed er særligt udsatte i en katastrofesituation, vil de kunne opfylde dette kriterium. Desuden gives fortrinsret til eksempelvis familier med handicappede medlemmer samt til store familier, hvor forsørgerbyrden er relativt større end i små familier.
Tidlig nødhjælpsaktion
Allerede den 5. august, hvor omfanget af oversvømmelserne kun havde været kendt i de danske medier i få dage, havde foreløbig omkring 900 mennesker fået nødhjælp gennem Dansk Europamission i forbindelse med de omfattende oversvømmelser i Pakistan. Denne første fase af nødhjælpsaktionen blev gennemført med midler fra DANIDA, der administreres af Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling. Denne aktion blev gennemført i berørte landsbyer omkring storbyen Lahore samt Kasur, hvor ofrene fik mad nok til 55-60 dage, medicin, køkkengrej, tøj og anden nødhjælp.
Med støtte fra Dansk Europamissions givere blev nødhjælpsaktionens fase to og tre rullet ud, og endnu flere mennesker fik nødhjælp, denne gang i Layyah, Rajapur, MuzaffarGarh og Multan. I begyndelsen af september havde 4050 mennesker fået nødhjælp i denne katastrofesituation, som af nogle vurderes til at være en af de hårdeste, landet har oplevet i mere end 80 år.