Egypten

Ikke-kategoriseret

Egyptens præsident Sisi var i kirke juleaften!

Ingen alvorlige angreb på kirker under højtiden – og præsidenten kom i kirke!

Af Henrik Ertner Rasmussen

Del artikel

Den koptiske jul, som fejres den 6.-7. januar, vil blive husket som den første gang nogensinde hvor Egyptens præsident er mødt op i Egyptens vigtigste kirke for at lykønske den koptisk-ortodokse patriark og alle egyptiske kristne i anledning af højtiden. Hvert år holder den koptisk-ortodokse kirkes patriark i en propfyldt katedral midnatsliturgien for Kristi fødsel. Folk møder op allerede først på aftenen for at få plads selv om liturgien først begynder ved 11-tiden, hvor patriarken gør sit indtog med processionen af biskopper, præster og diakoner. Den lange midnatsliturgi varer 4-5 timer, og det er en stor offentlig begivenhed, der som en af de få også dækkes af de officielle nyhedsmedier.

I år skete det så for første gang at præsidenten mødte op i løbet af liturgien. Alle var overaskede, glæden var stor, og menigheden i kirken klappede ad præsidenten da han og patriarken omfavnede hinanden og kyssede hinanden på kinden. Præsidenten gav udtryk for at landet og dets befolkning er ét, og Egyptens kristne og mange andre håber nu at denne afgørende symbolske gestus kan modvirke den splittelse som det egyptiske samfund i mange år har lidt under. Mange muslimske religiøse ledere har i årevis forsøgt at påvirke muslimerne til ikke at ønske kristne til lykke på de kirkelige højtider og til ikke at betræde kirker og klostre. Det er lykkedes i nogen grad, mens andre muslimer har holdt kraftigt fast ved at både kristne og muslimer er ligeværdige medborgere. Vi må håbe at det er disse holdninger der nu vil vinde frem.

Det er dog nedslående at politibevogtningen af Egyptens kirker har måttet forstærkes i de senere år, specielt op til de store højtider. Både en kristen og en muslimsk politibetjent mistede livet ved et skudattentat den 6. januar foran en kirke på en central plads i byen al-Minya godt 200 km syd for Cairo. Kirken og menigheden selv blev dog ikke ramt. Derfor kan hændelsen ses mere som et attentat på regeringen idet der i det forløbne halvandet år har været mange angreb fra islamisters side, både mod politiet og de væbnede styrker. Generelt har bevogtningen dog haft den ønskede præventive effekt idet der ikke har været rapporteret om alvorlige angreb på kirkerne i Egypten denne jul.

Et enkelt sted blev en kirke og dens udsmykning brændt af af ukendte gerningsmænd. Det skete i landsbyen Higaza i provinsen Qena.  Der var dog tale om en midlertidig kirke, faktisk blot en stor pavillon, som menigheden brugte fordi dens egentlige kirkebygning trænger til en omfattende renovering. Præsten i kirken udelukker at en gnist fra de elektriske installationer kan have forårsaget branden idet den først opstod da gudstjenesten var forbi, og der var slukket for det elektriske udstyr. Med andre ord må branden have været påsat, men det vil sandsynligvis være omsonst at forsøge at finde gerningsmændene. På billedet kan man se hvordan julekrybben er ødelagt af branden. Præsten og menigheden vælger at se på det positive: ”Vi vil genopbygge kirken, og den vil blive bedre for alle i menigheden … ingen kan rive glæden ud af vore hjerter!”