Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

De efterladte børn i Kina

De efterladte børn i Kina

I de senere år har Dansk Europamissions trofaste givere været med til at sikre at efterladte børn af nordkoreanske kvinder der er udvist fra Kina har fået hjælp. Disse efterladte børn får omsorg, undervisning, og hjælp til de daglige fornødenheder. Samtidig med dette får de en kærlig introduktion til Jesus og Bibelen.

Enhver mor der bliver adskilt fra sit barn ville være taknemmelig over at der er mennesker der tager sig kærligt af barnet. Ikke mindst hvis denne mor nu sidder i en nordkoreansk fangelejr fordi hun er blevet opdaget af de kinesiske myndigheder og med tvang sendt tilbage til Nordkorea, hvor hun betragtes som forræder.

Sælges som brude

Det er desværre de barske realiteter for nogle kvinder. Disse kvinder er flygtet fra de forfærdelige forhold i Nordkorea, et land der er kendt for at befolkningen skal underkaste sig regimets vilje. Alligevel er der kvinder der i desperation over situationen tager chancen og flygter. Men undervejs narres kvinderne ofte af kyniske menneskehandlere, og de sælges som brude for omkring 3.000 kr. til mænd i det nordøstlige Kina. Disse mænd har ikke kunnet finde sig en kone i området. Hvis de får et barn sammen, bliver det regnet for statsløst, og i mange tilfælde gør faderen ikke noget for at tage sig af det.

Det formodes at 70-90 % af alle kvindelige flygtninge fra Nordkorea bliver fanget i nettet af menneskehandlere. I Kina må kvinden konstant leve med frygten for at blive adskilt fra sit barn. Hvert øjeblik kan det kinesiske politi banke på døren og nådesløst sende hende retur til Nordkorea.

Når mor er væk

Det siges at der er kvinder der er så bange for at blive sendt tilbage til Nordkorea, at de har et barberblad eller arsenik i deres tasker. De vil hellere dø end at blive tortureret og falde i regimets kløer.

Andre af disse kvinder bliver adskilt fra deres barn fordi de føler sig nødsaget til at flygte fra Kina inden de bliver opdaget. Og desværre er de kinesiske mænd ofte ikke interesserede i et barn hvis kvinden sendes tilbage til Nordkorea.  Det er meget smerteligt for et barn, når både mor og far forsvinder ud af deres liv. Derfor er det så vigtigt at børnene mærker at der er nogen der elsker dem, særligt når deres mor er væk.

Da jeg besøgte nogle af disse børn, ønskede de helst ikke tale om deres mor – der nu måske er gemt væk i en af Nordkoreas berygtede fangelejre. Men jeg vil sent glemme da børnene i lille lejlighed sang kristne sange og dansede. Et af stederne hjalp vores samarbejdspartner børnene med forskellige skoleopgaver. De havde mødt kærligheden igennem kristne missionærer og andre der gav et smil på læben.

Farefuldt arbejde at hjælpe

Der er i dag en del missionærer – særligt med sydkoreanske rødder – der når ud til flygtningene fra Nordkorea.  Det er ikke uden fare at de udfører arbejdet.  Da jeg sidst besøgte området hvor børnene befinder sig, mødte jeg en af disse frontkæmpere. Hun var blevet opsøgt af nordkoreanske agenter. De havde spurgt efter hende på kontoret i det nordøstlige Kina. De var tilsyneladende i besiddelse af et afgørende dokument som frontkæmperens navn stod på.  Heldigvis var hun ikke selv til stede da de kom, men hun var meget påvirket af situationen da jeg mødte hende. Sagen er at der har været flere forskellige tilfælde hvor nordkoreanske agenter myrder kristne missionærer på åben gade i det nordøstlige Kina. De vil tilsyneladende forhindre at nordkoreanske flygtninge påvirkes af det kristne vidnesbyrd.  Det betragtes som særligt strafbart at have været i kontakt med kristne, særligt hvis man sendes tilbage til Nordkorea og afhøres af myndighederne.

Der er også eksempler på kristne aktivister der på mystisk vis er døde.  Det siges at de stikkes på gaden med en nål, der indeholder en dødbringende gift, eller de dør “tilfældigvis” i en trafikulykke.  Derfor er det også vigtigt at der bedes for disse mennesker.  De sætter livet på spil for at hjælpe de nordkoreanske flygtninge og de børn der ufrivilligt adskilles fra deres mor.