Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Drømme kan blive til virkelighed

Drømme kan blive til virkelighed

120 piger er kommet på syskole. Det skete den 22. og 23. maj 2013 i Pakistan, hvor endnu tre syskoler blev åbnet. En af pigerne hedder Soson. Billede: Til højre: Soson er klar til at gå i gang med sin syuddannelse. Hendes fremtid ser lysere ud.

Soson er 21 år gammel. Hendes liv har ikke været særlig let indtil den dag hun kom på en af Dansk Europamissions syskoler. Hun har været en del af det slaveri som stadig fungerer i bedste velgående i Pakistan. Her er det ofte meget svært for fattige kristne at slippe ud af undertrykkelsens kløer. De er i mange tilfælde tvunget til at overleve ved usselt arbejde på et teglværk i den ekstremt varme sol. Det kan også være arbejde i hjemmene hos velstående familier der udnytter deres billige arbejdskraft til en løn på omkring 5 kr. om dagen. Det forhindrer desuden pigerne i at komme i skole.

Men Soson har fået lov til at komme på syskole. Her vil hun det næste års tid blive uddannet til syerske sammen med 39 andre piger og kvinder på syskolen i landsbyen Bethlehem 5 Chak, 10 km inde i det østlige Okara distrikt i provinsen Punjab.

Sosons far døde for en del år siden, og derfor er den indtægt hun med stor sandsynlighed kommer til at tjene i fremtiden, ret vigtig. Den vil gøre hende i stand til at hjælpe sin mor og søskende med at få et mere tåleligt liv. Det forventes at hun kommer til at tjene langt bedre på sine nyerhvervede evner som syerske. For familier som arbejder på et teglværk, tjener næsten ingenting. Samtidig med dette er de som regel fanget i gæld og ikke i stand til at forsvare sig overfor fabriksejeren og hans folk.

Måske vil Soson kunne hjælpe sine søskende i skole i den nærmeste fremtid og dermed sætte en stopper for den negative udvikling. Selv giver Soson udtryk for at hendes liv ikke vil blive det samme: “Jeg føler at mit ønske er blevet opfyldt nu. Når jeg er færdig med udannelsen vil mit liv ikke være det samme”.

Soson er blandt de 7278 piger som siden 2005 har fået adgang til en syskole fordi der var mennesker i Danmark der støttede pigerne på vejen til et værdigt liv.

Tak

En særlig tak skal lyde til Jubilæumsfonden der i dette tilfælde har været med at sikre at Dansk Europamission kunne åbne endnu tre skoler og dermed give 120 piger som Soson adgang til en syskole hvor de vil lære at sy og brodere i en kristen atmosfære, væk fra den undertrykkelse og udnyttelse som ellers præger de fattige pigers liv i Pakistan.