Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Dobbeltstraf til kristne i Kasakhstan – bøder og udrejseforbud

En gruppe kristne der har nægtet at betale de bøder de er blevet idømt for at have udøvet deres ret til religionsfrihed, har nu fået udrejseforbud indtil bøderne er betalt. Det kalder Yevgeni Zhovtis fra Kasakhstans Internationale Bureau for Menneskerettigheder og Retssikkerhed for en “dobbeltstraf”. Men en embedsmand fra justitsministeriet påstår over for Forum 18 News Service at det ikke er tilfældet: “Det er ikke en dobbeltstraf, det er en begrænsning af deres handlinger indtil de har betalt deres bøder”.

Flere og flere personer fra forskellige trossamfund idømmes bøder for at mødes til gudstjeneste uden statens tilladelse eller for at dele deres tro med andre. Baptister fra Council of Churches, Jehovas Vidner og medlemmer af den muslimske missionsbevægelse Tabligh Jamaat er især udsat for pres. Zhovtis er også bekymret over at udrejseforbuddet “ikke er reguleret ved lov. Embedsmændene har ganske enkelt taget en beslutning om det, og de berørte individer har ikke nogen ordentlige muligheder for at bestride det i retten”, siger Zhovtis. Adskillige baptister som har fået udrejseforbud, fortæller til Forum 18 at de ikke havde fået besked om høringerne hvor udrejseforbuddet blev udstedt.

Kilde: Forum 18 News Service, som Dansk Europamission er medstifter af og involveret i ledelsen af.