Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Demonstrationer mod religiøst motiveret vold i Sri Lanka

På Dansk Europamissions årsmøde fik vi et alvorligt budskab om hvordan kristne bliver forfulgt i Sri Lanka. Budskabet nævnte dog ikke kun kristne. Alle minoriteter oplever alvorlig diskrimination og forfølgelse i landet, og myndighederne griber ikke ind. Som det fremgår af nedenstående er der dog aktivister som modigt går imod denne strøm og demonstrerer imod den voldsbølge som på det seneste har ramt ikke mindst de religiøse minoriteter i landet.

Flere end 300 demonstranter samledes søndag den 28. april i Colombo for at demonstrere mod den sidste tids bølge af angreb på især muslimer og kristne.

Demonstranterne, som bl.a. inkluderede religiøse ledere, politikere og aktivister der holdt skilte med ordene “Had har ingen plads i Sri Lanka”, opfordrede deltagere og regeringen til at sætte en stopper for religiøst had og vold.

“Ekstremistiske grupper fremmer en kultur fuld af religiøst motiveret had og racisme i vores land, og som det er nu, kan de arbejde helt frit. Ingen snakker om disse organisationer,” sagde en buddhistmunk ved navn Baddegama Samitha Thero. “Det de gør, er meget skadeligt for samhørigheden mellem de forskellige religioner”.

To buddhistiske grupper i landet – Bodhu Bala Sena og Rawana Balaya – beskyldes af aktivisterne for at fremprovokere religiøse spændinger i samfundet fx ved at forsøge at begrænse forsyningerne af halal-kød under en buddhistisk festival i marts, og for at slå til lyd for statslig regulering af muslimers påklædning for nylig.

De to grupper anklages også for at stå bag en række angreb på kristne og muslimske religiøse bygninger, hvoraf flere end 60 er blevet angrebet siden januar i år, ifølge den evangeliske pastor Rohan de S. Ekanayake og Arshad Nizamdeen, forkæmper for muslimske rettigheder.

Bodhu Bala Sena og Rawana Balaya har begge afvist at have opildnet til religiøst had eller at have været indblandet i angrebene, og de skyder i stedet skylden på unavngivne lande der, ifølge dem, støtter kristne og muslimske fundamentalistiske grupper som udgør en trussel mod buddhisterne.

Trods det kunne de lokale medier tidligere i april rapportere om at medlemmer af Bodhu Bala Sena uddelte anti-muslimske pamfletter i Matara-distriktet.

Præsident Mahinda Rajapaksa sagde for nylig i en tale til nationen at hans regering ikke ville tolerere racisme eller religiøs ekstremisme i landet og opfordrede det buddhistiske flertal til at værne om minoriteternes rettigheder. “Dette er et demokratisk land, og ikke-buddhister har de samme rettigheder og den samme frihed”, sagde han.

De buddhistiske singhalesere udgør tre fjerdedele af Sri Lankas befolkning på i alt 20 millioner, mens muslimer kun udgør cirka 10 procent og kristne ca. 7,5 procent.

Kilde: Ucanews