Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Interview: Hvordan kan forældre støtte deres børn, når de også bliver forfulgt?

Interview: Hvordan kan forældre støtte deres børn, når de også bliver forfulgt?

Jeg synes selv, spørgsmålet må være udfordrende for forfulgte kristne, men over for mig sidder en far, som virker fortrøstningsfuld, da han hører spørgsmålet.

Billedet ovenfor: Præsten er skjult bag en silhuet af sikkerhedshensyn. 

Af sikkerhedshensyn ønsker han at være anonym, ligesom vi heller ikke nævner interviewlokationen. 

Han er præst i Kasakhstan – landet hvor kristne for 10 år siden havde udstrakt frihed, men hvor situationen i dag er en helt anden. Enkelte præster har de senere år siddet i fængsel for deres tro, kirker lukkes, og evangeliske kristne fremstilles ofte som sekteriske i medierne. 

Præsten svarer på mit spørgsmål: For det første er forbilleder vigtige for børn, og hvis du som forælder i ugens løb opfører dig anderledes end om søndagen, er du ikke et godt forbillede for dine børn. Vi må spørge os selv, om vi er rigtigt kristne? Man kan nemlig ikke snyde børn. 

Jeg ved, at det er svært og hårdt, når børn ønsker at være seriøse kristne og derfor kommer under et stort pres og udsættes for propaganda, når vi som evangeliske kristne fremstilles som sekteriske. Derfor er det ikke nemt for min søn. Han er ikke genert, men vidner frimodigt om Jesus. Nu, hvor han læser på universitetet, er fire af hans studiekammerater kommet til tro. 

Adskillige gange er han blevet kaldt ind til universitetsledelsen og fået forbud mod at missionere. Han svarer: ”Jeg har ikke gjort noget forkert, blot delt min overbevisning.” Jeg tror, at årsagen til hans frimodighed er, at han har set de mange forfølgelser, min hustru og jeg har gået igennem.  

Lad mig give et andet eksempel: En mand fra kirken har en datter på 15 år. På hendes skole blev 300 teenagere samlet, og der kom bl.a. en mullah og nogle fra myndighederne, som talte om sekter. De nævnte i den forbindelse vores kirke, og sagde, at den ødelægger vores land. Det var ren hjernevask.  

Da det blev tid til spørgsmål, rejste pigen, som er etnisk kasakher fra det muslimske befolkningsflertal, sig op og forsvarede sin kristne tro, og sagde, at kun kom i denne kirke. Herefter blev mange klassekammerater åbne, og flere begyndte at komme i kirken.  

Det er ikke let at være kristen, da man er under et stort pres. Hvis du er under 18 år, skal du have tilladelse til at gå i kirke, så teenagere kan ikke komme. Derfor har min søn en hjemmegruppe, og han prøver at lave events for unge mennesker for at opmuntre dem til at vidne.  

I kirken er vi også begyndt at lave arrangementer og lejre for børn og unge for at opmuntre og styrke dem i troen – midt i forfølgelserne. Vi ser nu en ild i dem, og de spørger, hvornår næste lejr bliver. Det er vigtigt, at vi gør noget for dem, da børnene har mange bekymringer.  

Hvad gør du på et personligt niveau som far? 

Da min søn var 12 år gammel, så jeg på vores computer, at min søn havde deltaget i en chat, hvor nogle skrev, at han var sekterisk. Jeg blev som forælder vred over, at de gjorde det, men da jeg læste længere nede i chatten, så jeg, hvor frimodig, han havde været. Jeg forstod, at jeg ikke skulle ind og forsvare ham, men i stedet bruge tid sammen med ham og opmuntre ham. 

Teenagesperioden er vigtig. Hvis du vil hjælpe dine børn med at besvare deres spørgsmål om tro, kan den holde resten af livet. Børn og unge går op i, hvad deres venner mener og mindre i, hvad deres forældre mener. Det er derfor vigtigt at bygge et tæt forhold til vores børn, så de bliver bevaret og endda styrket i deres tro. 

Men er det ikke udfordrende som forældre?  

Modsat etnisk russiske præstebørn, kan kasakhiske præstebørn endda få tæsk, og ikke alle børn klarer presset. Nogle kasakhiske præstebørn har måttet flytte skole og har sagt til deres forældre: ”Mor og far, på næste skole vil vi ikke sige, at vi er kristne.” Når forholdene er sådan, er det vigtigt, at vi har et åbent forhold og taler med børnene om tingene, som de er. 

Når forholdene er således, er det vigtigt, at vi har et åbent forhold og taler med børnene om tingene, som de er.

Jeg måtte engang for 5-6 år siden forsvare min søn over for hans lærer. I klassens time havde læreren sagt, at kirken han kom i, var sekterisk og fra USA, hvilket ikke er sandt. Det var provokerende, da læreren vidste, at min søn var kristen, og at jeg var præst. Men ved at jeg forsvarede ham, så min søn, at jeg støttede ham, og det opmuntrede ham. 

I Danmark har kristne forældre en anden udfordring – humanismen, men nøglen er her den samme – at være et forbillede for sine børn, slutter præsten.  

Jeg kan mærke, som far til tre små børn, at den frimodige præsts ord vækker eftertanke. For nogle år siden overnattede præsten og hans søn i mit hjem. Jeg kender dem rimelig godt og har set sønnens passion. Jeg tænker, at når hans mor og far, samt mange andre forældre i landet, er så frimodige, så må vi også kunne være det i Danmark, hvor vi som kristne har langt større frihed.  

Støt Forfulgte kristne i Centralasien generelt nu